Текст книги "Peer Gynt"
Автор книги: Henrik Ibsen
Жанр:
Драматургия
сообщить о нарушении
Текущая страница: 4 (всего у книги 8 страниц)
Hypp; vil du rappe dig, Svarten!
Aase.
Kjære Peer, du kjører vel rett?
Peer Gynt
(smækker igjen).
Her er brede Vejen.
Aase.
Den Farten,
den gjør mig saa laak og trætt.
Peer Gynt.
Der ser jeg Slottet sig højne;
om lidt saa er Kjørslen slut.
Aase.
Jeg vil ligge og lukke Øjne
og lide paa dig, min Gut!
Peer Gynt.
Rapp dig, Grane, min Traver!
I Slottet er Stimlen stor;
mod Porten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin Moer!
Hvad siger du, Herr Sankt Peder?
Faar ikke Moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder saa ærligt et Skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved Slottets Port.
Vil I skjænke mig, taer jeg tilltakke;
hvis ej, gaar jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet saa mangen Skrøne,
som Fanden paa Prækestol,
og skjældt min Moer for en Høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gjøre det rigtig tilllags;
her kommer ikke nogen bedre
fra Byggderne nutilldags. –
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu faar du dit!
(med dyb Stemme.)
«Hold opp med de Kjøgemester-Lader;
Moer Aase skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om till Moderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden Dans!
(angst.)
Hvorfor ser du, som Øjet skulde briste?
Moer! Er du fra Samling og Sans –!
(gaar opp till Hovedgjerdet.)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snakk, Moer; det er mig, din Gut!
(føler varsomt paa hendes Pande og Hænder; derpaa kaster han Snoren bort paa Stolen og siger dæmpet:)
Ja saa! – Du kan hvile dig, Grane;
for rett nu er Rejsen slut.
(lukker hendes Øjne og bøjer sig over hende.)
Hav Takk for alle dine Dage,
for Bank og for Barne-Byss! –
Men nu faar du takke tillbage –
(trykker Kinden mod hendes Mund.)
Se saa; det var Takk for Skyds.
Husmandskonen
(kommer).
Hvad? Peer! Naa, saa er vi over
den tungeste Sorg og Nød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
Peer Gynt.
Hyss; hun er død.
(Kari græder ved Liget. Peer Gynt gaar længe omkring i Stuen; endelig standser han ved Sengen.)
Peer Gynt.
Faa Moer med Ære begravet.
Jeg faar friste at fare herfra.
Konen.
Skal du langvejs fare?
Peer Gynt.
Mod Havet.
Konen.
Saa langt!
Peer Gynt.
Og længer endda.
(han gaar.)
FJERDE HANDLING.
(Paa Sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket Middagsbord, Solsejl og Sivmatter. Længere inde i Lunden hængende Køjer. Udenfor Land ligger en Dampyacht med norsk og amerikansk Flag. Ved Stranden en Jolle. Det er henimod Solnedgang.)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende Herre i elegant Rejsedragt, med Guldlorgnet paa Brystet, præsiderer som Vært for Bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt Herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstraale ifærd med at slutte Maaltidet.)
Peer Gynt.
Drikk, mine Herrer! Er man skabt
till Nydelse, saa skal man nyde.
Der staar jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad maa jeg byde?
Trumpeterstraale.
Du er superb som Vært, Broer Gynt!
Peer Gynt.
Jeg deler Æren med min Mynt,
med Kokk og Stewart –
Master Cotton.
Werry well;
en Skaal for alle fires Held!
Monsieur Ballon.
Monsieur, De har en Gout, en Ton,
som nutilldags kun skjelden findes
hos Mænd, der lever en Garçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –
v. Eberkopf.
Et Vift,
et Skjær af frigjort Aandsbetragtning
og Verdensborgerdomsforpagtning,
et Syn igjennem Skyens Rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et Præg af højere Forklaring,
en Ur-Natur med Livserfaring
paa Trilogiens Topp forent.
Ej sandt, Monsieur; saa var det ment?
Monsieur Ballon.
Jo, meget muligt; ikke ganske
saa smukt det klinger i det franske.
v. Eberkopf.
Ej wass! Det Sprog er og saa stivt. –
Men hvis till Fænomenet Grunden
vi søge vil –
Peer Gynt.
Saa er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine Herrer, ganske klar
er Tingen. Hvad skal Manden være?
Sig selv; det er mit korte Svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som Pakk-Kammél
for andres Ve og andres Vel?
v. Eberkopf.
Men denne For– og I-sig-Væren,
jeg lover, har Dem kostet Strid –
Peer Gynt.
Aa ja saamen; i fordums Tid;
men altid gik jeg bort med Æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i Fælden fanget mod min Vilje.
Jeg var en rask og vakker Fyr;
og Damen, som jeg havde kjær, –
hun var af kongelig Familje –
Monsieur Ballon.
Af kongelig?
Peer Gynt
(henkastende).
Af disse Ætter,
De ved nok –
Trumpeterstraale
(slaar i Bordet).
Disse Adelstroll!
Peer Gynt
(trækker paa Skulderen).
Forlagte Højheder, som sætter
sin Stolthed i, Plebejerpletter
at holde væk fra Stammens Skjold.
Master Cotton.
Gik saa Affæren overstyr?
Monsieur Ballon.
Familjen var imod Partiet?
Peer Gynt.
Nej, tvertimod!
Monsieur Ballon.
Ah!
Peer Gynt
(skaansomt).
De forstaar;
der gaves Ting, som talte for
at faa os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele Væsen
var mig fra først till sidst imod.
Jeg er i visse Dele kræsen,
og helst jeg staar paa egen Fod.
Og da nu Svigerfader kom
forblommet frem med Fordring om
jeg skulde skifte Navn og Stilling
og løse Adelskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
saa trak jeg mig med Anstand ud,
gav Afslag paa hans Ultimatum –
og Afkald paa min unge Brud.
(trommer paa Bordet og synes andægtig.)
Ja, ja; der raader dog et Fatum!
Paa det vi Mennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.
Monsieur Ballon.
Og dermed Sagen var forbi?
Peer Gynt.
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi Uvedkommende sig blanded
med høje Ramaskrig deri.
Værst var Familjens yngre Lemmer.
Med syv af dem jeg fik Duel.
Det var en Tid, jeg aldrig glemmer,
skjønt jeg gik ud deraf med Held.
Det kosted Blod; men dette Blod
gier Brev paa min Persons Fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et Fatums vise Styrelse.
v. Eberkopf.
De har et Blik paa Livets Gang,
der hæver Dem till Tænker-Rang.
Imens en slett og rett Formener
ser hver for sig de spredte Scener,
og aldrig ender med at famle,
forstaar De alt till et at samle.
Med samme Norm De alting maaler.
De spidser till hver løs Eragtning,
saa hver og en gaar ud som Straaler
fra Lyset af en Livsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?
Peer Gynt.
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar Autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig till en Del af hvert.
Jeg har begyndt i ældre Alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje Side opp og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig Tid till.
Og da man jo i tunge Tider
et noget visst maa sætte Lid till,
saa tog jeg Religionen rykkevis.
Paa den Manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –
Master Cotton.
Se, det er praktisk!
Peer Gynt
(tænder en Cigar).
Kjære Venner;
betænk mit Levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først till Vesten?
Som fattig Karl med tomme Hænder.
Jeg maatte slide saart for Føden;
tro mig, det faldt mig tidtnok svært.
Men Livet, Venner, det er kjært;
og, som man siger, besk er Døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle Fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
saa gik det stedse bedre, bedre.
Ti Aar derefter bar jeg Navn
af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.
Mit Rygte fløj fra Havn till Havn
jeg havde Lykken inden Borde –
Master Cotton.
Hvad gjaldt Trafiken?
Peer Gynt.
Mest jeg gjorde
i Negere till Karolina
og Gudebilleder till Kina.
Monsieur Ballon.
Fi donc!
Trumpeterstraale.
For tusend, Farbroer Gynt!
Peer Gynt.
De finder nok Bedriften svævende
paa det tilladeliges Pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder haardt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor Forrettningsførelse,
der sætter Tusender i Rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ej lide,
men tillstaar paa den anden Side
at jeg har altid næret Agt
for hvad man kalder Konsekventserne;
og det, at overskride Grænserne,
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Desuden tog jeg till at ældes;
jeg nærmed mig mod Femtiaarene, –
fik efterhaanden graasprængt Haar;
og skjønt min Helbred var fortrinlig,
saa faldt den Tanke dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den Time slaar,
da Jurykjendelsen skal fældes
og skille Bukkene fra Faarene.
Hvad var at gjøre? Standse Farten
paa Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog Udvej, aabned snart en
Forrettning till paa samme Land.
Hver Vaar jeg Guder exporterte;
hver Høst jeg Prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som Strømper, Bibler, Rum og Ris –
Master Cotton.
Ja, mod Profit?
Peer Gynt.
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en Gud, hist over kjøbt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
saa Virkningen neutralisertes.
Missionens Mark laa aldrig brakk;
thi Guderne, som kolportertes,
af Presterne blev holdt i Schak.
Master Cotton.
Naa, men de afrikanske Varer?
Peer Gynt.
Der sejred ogsaa min Moral.
Jeg indsaa, den Trafik var gal
for Folk i fremadskreden Alder.
Man ved jo ej naar fra man falder.
Og dertill kom de tusend Snarer
fra vore Filantropers Lejr,
for ej at nævne Kapringsfarer,
samt Risiko af Vind og Vejr.
Alt dette sammenlagt vandt Sejr.
Jeg tænkte: Peter, Rev i Sejlene;
se till, at du kan rette Fejlene!
Saa kjøbte jeg mig Land i Syden,
beholdt den sidste Kjødimport,
som ogsaa var af prima Sort.
De trivedes, blev blanke, fede,
saa det var mig og dem en Glæde.
Ja, jeg tør sige uden Skryden,
jeg handled mod dem som en Faer, –
hvad sine gode Renter bar.
Jeg bygged Skoler, for at Dyden
bestandig kunde holdes paa
et visst almindeligt Niveau,
og paasaa strængt at ingenstunder
dens Thermometer sank derunder.
Nu desforuden af de Dele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har Plantagen samt dens hele
Besættning solgt med Haar og Hud.
Paa Afskedsdagen gav jeg og
till smaa og store gratis Grogg,
saa Mænd og Kvinder fik en Rus,
og Enkerne desuden Snus.
Se, derfor haaber jeg, saafremt
det Ord ej er et Mundsvejr blot:
hver den, som ej gjør ondt, gjør godt, –
saa er min Fortids Fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med Dyder mine Synder Stangen.
v. Eberkopf
(klinker med ham).
Hvor det er styrkende at høre
et Livsprincip i Scene satt,
forløst fra Theoriens Natt,
urokket af det ydre Røre!
Peer Gynt
(som under det foregaaende har stukket flittigt paa Flaskerne).
Vi Mænd fra Nord forstaar at føre
vor Krig igjennem! Kunstens Nøgle
i Livets Sag er simpelthen
at holde Øret tætt igjen
for Indpass af en farlig Øgle.
Master Cotton.
Hvad for en Øgle, dyre Ven?
Peer Gynt.
En liden en, en fult forførende
till det i et og alt afgjørende.
(drikker igjen.)
Hvad hele Vove-Kunsten gjælder,
den Kunst, at eje Daadens Mod, –
det er: at staa med valgfri Fod
imellem Livets lumske Fælder, –
at vide visst, at alle Dage
er ikke slut med Stridens Dag, –
at vide, dig staar aaben bag
en Bro, som bære kan tillbage.
Den Theori har holdt mig frem;
den har min hele Vandel farvet;
og Theorien har jeg arvet
fra Slægten i min Barndoms Hjem.
Monsieur Ballon.
De er jo norsk?
Peer Gynt.
Af Fødsel, ja!
Men Verdensborger af Gemyt.
For hvad jeg har af Lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte Bogreoler
jeg skylder Tydsklands yngre Skoler.
Fra Frankrig fik jeg mine Veste,
min Holdning og min Skjærv af Aand, –
fra England en arbejdsom Haand
og skjærpet Sans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt Hang till dolce far niente
jeg fra Italien fik i Sending, –
og engang i en snever Vending
jeg øged mine Dages Maal
ved Bistand af det svenske Staal.
Trumpeterstraale
(hæver sit Glas).
Ja, svenske Staalet –!
v. Eberkopf.
Staalets Svinger
vi først og fremst vor Hyldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i Hovedet.)
Master Cotton.
Alt dette her er saare godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres Guld vil gjøre.
Peer Gynt
(smilende).
Hm; gjøre? Hvad?
Alle fire
(rykker nærmere).
Ja, lad os høre!
Peer Gynt.
Nu; for det første gaa paa Rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som Selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte till et Danserkor
af Venner om mit Guldkalv-Altar –
v. Eberkopf.
Højst vittigt sagt!
Master Cotton.
Men ingen hejser
sit Sejl for blot og bart at sejle.
De har et Maal, det kan ej feile.
Og Maalet er –?
Peer Gynt.
At blive Kejser.
Alle fire.
Hvad?
Peer Gynt
(nikker).
Kejser!
Herrerne.
Hvor?
Peer Gynt.
I hele Verden.
Monsieur Ballon.
Hvorledes, Ven –?
Peer Gynt.
I Kraft af Guldet!
Den Plan er ingenlunde ny;
den Sjælen var i al min Færden.
Som Gut jeg har i Drømme rullet
vidt over Havet paa en Sky.
Jeg steg med Slæb og gylden Slire, –
og dratted ned paa alle fire.
Men Maalet, Venner, stod ved Magt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske Jord,
men selv dig tabte, var din Vinding
kun Krans omkring en kløvet Tinding.
Saa staar der, – eller noget sligt;
og dette Ord er intet Digt.
v. Eberkopf.
Men hvad er da det gyntske selv?
Peer Gynt.
Den Verden bag mit Pandehvælv,
som gjør at jeg er ingen anden,
end mig, saa lidt som Gud er Fanden.
Trumpeterstraale.
Nu skjønner jeg, hvorhen det sigter!
Monsieur Ballon.
Sublim som Tænker!
v. Eberkopf.
Høj som Digter!
Peer Gynt
(i stigende Stemning).
Det gyntske selv, – det er den Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær, –
det gyntske selv, det er det Hav
af Indfald, Fordringer og Krav,
kort alt, som nettopp mit Bryst hæver,
og gjør at jeg, som saadan, lever.
Men som Vorherre trænger Muldet,
skal han bestaa som Verdens Gud,
saa har jeg og Behov for Guldet,
skal jeg som Kejser ta'e mig ud.
Monsieur Ballon.
Men Guldet har De!
Peer Gynt.
Ikke nok.
Ja, maaske for en to-tre Etmaal,
som Kejser a la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en Bloc,
vil være Gynt paa hele Kloden,
Sir Gynt fra Toppen og till Roden!
Monsieur Ballon
(henreven).
Besidde Verdens første Dejlighed!
v. Eberkopf.
Al Hundredaars Johannisberger!
Trumpeterstraale.
Og alle Karl den tolvtes Værger!
Master Cotton
Men først en profitabel Lejlighed
till Transaktion –
Peer Gynt.
Den er alt funden;
og dertill var vor Ankring Grunden.
Iaften Farten staar mod Nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig Nyhed –!
(rejser sig med hævet Glas.)
Det er, som Lykken uden Opphør
bær Hjælp till den, der selv har Kryhed –
Herrerne.
Nu? Sig os –!
Peer Gynt.
Hellas er i Opprør.
Alle fire
(springer opp).
Hvad! Grækerne –?
Peer Gynt.
Har rejst sig hjemme.
De fire.
Hurra!
Peer Gynt.
Og Tyrken er i Klemme!
(tømmer Glasset.)
Monsieur Ballon.
Till Hellas! Ærens Port staar aaben!
Jeg hjælper med mit franske Vaaben!
v. Eberkopf.
Og jeg med Oppraab – paa Distance!
Master Cotton.
Jeg ligesaa – med Leverance!
Trumpeterstraale.
Gaa paa! Jeg finde skal i Bender
de verdenskjendte Sporespænder!
Monsieur Ballon
(falder Peer Gynt om Halsen).
Tillgiv mig, Ven, at jeg en Stund
har miskjendt Dem!
v. Eberkopf
(trykker hans Hænder).
Jeg dumme Hund,
jeg holdt Dem hartad for en Slyngel!
Master Cotton.
Det er for stærkt; kun for en Nar –
Trumpeterstraale
(vil kysse ham).
Jeg, Farbror, for et Exemplar
af Yankee-Pakkets værste Yngel –!
Forlad mig –!
v. Eberkopf.
Vi har alle famlet –
Peer Gynt.
Hvad Snakk er det?
v. Eberkopf.
Nu ser vi samlet
i Glans den hele gyntske Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær –!
Monsieur Ballon
(beundrende).
Saa det var Monsieur Gynt at være!
v. Eberkopf
(ligesaa).
Det er at være Gynt med Ære!
Peer Gynt.
Men sig mig dog –?
Monsieur Ballon.
Forstaar De ej?
Peer Gynt.
Ifald jeg gjør, jeg la'er mig hænge!
Monsieur Ballon.
Hvorledes? Gaar ej Deres Vej
till Grækerne med Skib og Penge –?
Peer Gynt
(blæser).
Nej mange Takk! Jeg støtter Styrken
og laaner Pengene till Tyrken.
Monsieur Ballon.
Umuligt!
v. Eberkopf.
Vittigt sagt, men Spøg!
Peer Gynt
(tier lidt, støtter sig till en Stol og antager en fornem Mine).
Hør, mine Herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste Rest
af Venskab blaffrer bort i Røg.
Hvo intet ejer, lettvindt vover.
Naar man af Verden raader knappt
den Stribe Muld man skygger over,
man till Kanonmad er som skabt.
Men staar man berget paa det tørre,
som jeg, da er ens Indsatts større.
Gaa De till Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger Stridens Brand,
desbedre kan jeg Buen spænde.
Slaa smukt for Frihed og for Rett!
Løb Storm! Gjør Tyrken Helvedet hedt; –
og slut med Hæder Deres Dage
paa Janitscharens Lansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(slaar paa Lommen.)
Jeg har Mynt
og er mig selv, Sir Peter Gynt.
(han slaar sin Solskjærm opp og gaar ind i Lunden hvor Hængekøjerne skimtes.)
Trumpeterstraale.
Den svinske Karl!
Monsieur Ballon.
Ej Sans for Ære –!
Master Cotton.
Aa, Æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm Profit
for os, hvis Landet slog sig frit –
Monsieur Ballon.
Jeg saa mig alt som Sejervinder
i Kreds af skjønne Grækerinder!
Trumpeterstraale.
Jeg saa i mine svenske Hænder
de heltestore Sporespænder!
v. Eberkopf.
Jeg mit uhyre Fædrelands
Kultur saa spredt till Lands og Vands –!
Master Cotton.
Det værste Tab er det reelle.
God dam! Jeg kunde Taarer fælde!
Jeg saa mig som Olympens Ejer.
Hvis Berget svarer till sit Ry,
saa maa der findes Kobberlejer,
som kunde tages opp paany.
Og dertill denne Elv, Kastale,
hvorom der gaar saa megen Tale,
med Fald paa Fald, beregnet lavt
till mer end tusend Hestes Kraft –!
Trumpeterstraale.
Jeg gaar endda! Mit svenske Sverd
er mer end Yankee-Guldet værd!
Master Cotton.
Maaske; men, ind i Rækken stukkne,
vi vil i Massens Mængde drukkne;
og hvor blir saa Profiten af?
Monsieur Ballon.
Fordømt! Saa nær ved Lykkens Tinde; –
og saa at standse ved dens Grav!
Master Cotton
(med knyttet Haand mod Fartøjet).
Hin sorte Kiste slutter inde
Nabobens gyldne Negersved –!
v. Eberkopf.
En Kongetanke! Fort! Afsted!
Hans Kejserdom er om en Hals!
Hurra!
Monsieur Ballon.
Hvad vil De?
v. Eberkopf.
Vinde Magten!
Besættningen er lett tillfals.
Ombord! Jeg annekterer Yachten!
Master Cotton.
De – hvad –?
v. Eberkopf.
Jeg kniber alt iflæng!
(gaar ned till Jollen.)
Master Cotton.
Da byder mig mit eget Tarv
at knibe med.
(gaar efter.)
Trumpeterstraale.
Det er en Skarv!
Monsieur Ballon.
Et Kjeltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre.)
Trumpeterstraale.
Jeg faar vel følge dem paa Færden, –
men protesterer for Alverden –!
(gaar efter.)
*
(Et andet Sted paa Kysten. Maaneskin og drivende Skyer. Yachten gaar langt ude for fuld Damp.)
(Peer Gynt løber langs Stranden. Snart kniber han sig i Armen, snart stirrer han ud over Havet.)
Peer Gynt.
Mareridt! – Væv! – Nu vaagner jeg snart!
Den staar fra Land! Og i rasende Fart! –
Bare Væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger Hænderne.)
Det gaar dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i Haaret.)
En Drøm! Jeg vil det skal være en Drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er Sandhed, desværre!
Mine Asner af Venner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo saa vis og rettfærdig –! O, døm –!
(med opprakkte Arme.)
Det er mig, Peter Gynt! Aa, Vorherre, pass paa!
Tag dig af mig, Fader; ellers maa jeg forgaa!
Lad dem bakke Maskinen! Lad dem fire ned Giggen!
Stopp Tyvene! Gjør noget uklart i Riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres Grejer!
Verden skjøtter sig nok selv imens! – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er Stell! En Gud, som paa Raad er læns!
(vinker oppad.)
Pst! Jeg har skillt mig ved Negerplantagen!
Jeg har skikket Missionærer over till Asien!
En Haandsrækkning er dog en anden værd!
Aa, hjælp mig ombord –!
(en Ildstraale skyder ivejret fra Yachten og en tykk Røg vælter ud; et hult Knald høres; Peer Gynt udstøder et Skrig og segner ned i Sandet; lidt efter lidt trækker Røgen bort; Skibet er forsvundet.)
Peer Gynt
(bleg og sagte).
Det var Straffens Sverd!
Tillbunds med Mand og Mus i et Plump!
O, evigt priset være Lykkens Slump – –
(rørt.)
Slumpetræff? Nej, det var mer end saa.
Jeg skulde frelses og de forgaa.
O, Takk og Pris, at du har mig hyttet,
holdt Øje med mig trods alle mine Brøst – –
(aander dybt ud.)
Hvilken vidunderlig Trygghed og Trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i Ørken! Hvor faar jeg Mad og Drikke?
Aa, jeg finder nok lidt. Det maa han forstaa.
Det er ikke saa farligt; –
(højt og indsmigrende.)
han vil visst ikke
at jeg lille fattige Spurv skal forgaa!
Bare ydmyg i Sindet. Og saa unde ham Frist.
Lade Herren raade; ikke hænge med Ørene –
(farer forskræmt ivejret.)
Var det en Løve, som knurred i Rørene –?
(med klapprende Tænder.)
Nej, det var ingen Løve.
(mander sig opp.)
En Løve; jo visst!
De Bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin Overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo Instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med Elefanter. – –
Men alligevel –. Jeg faar finde et Træ.
Derborte svajer Akazier og Palmer;
kan jeg klyve deropp, har jeg Trygghed og Læ, –
især hvis jeg dertill kunde et Par Salmer –
(klattrer opp.)
Morgenen er ikke Kvelden lig;
det Skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tillrette.)
Hvor dejligt at føle sin Aand saa løftet.
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge paa ham. Han ved hvad Portion
af Nødens Kalk jeg er Mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min Person; –
(kaster et Øje udover Havet og hvisker med et Sukk:)
men Økonom, – nej, det er han ikke!
*
(Natt. Marokkansk Lejr paa Grænsen mod Ørken. Vagtild og hvilende Krigere.)
En Slave
(kommer og river sig i Haaret).
Væk er Kejserens hvide Ganger!
En anden Slave
(kommer og sønderriver sine Klæder).
Kejserens hellige Dragt er stjaalen!
Oppsynsmand
(kommer).
Hundred Slag faar under Saalen
hver, som ikke Tyven fanger!
(Krigerne stiger tillhest og galopperer bort i alle Rettninger.)
*
(Daggry. Trægruppen med Akazier og Palmer.)
(Peer Gynt i Træet med en afbrukken Gren i Haanden holder sig en Sværm Abekatte fra Livet.)
Peer Gynt.
Fatalt! En højst ubehagelig Natt.
(slaar om sig.)
Er du der igjen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de Frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt Dyr, den Abekatt!
Der staar jo skrevet: du skal vaage og fægte.
Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og matt.
(forstyrres igjen; utaalmodig.)
Jeg maa faa en Pind for det Uvæsen satt!
Jeg maa se at faa fanget en af de Knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
paa Sætt og Vis i hans laadne Hud,
saa vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi Mennesker? Kun et Fnug.
Og lidt faar man læmpes efter Skikk og Brug. –
Atter en Sværm! De myldrer og kryr.
Pakk jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren Hale, –
noget saadant, som gav en viss Lighed med Dyr –
Hvad nu? Der tasser det over mit Hode –!
(ser opp.)
Den gamle, – med Næverne fulde af Smuds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en Stund stille. Abekatten gjør en Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund.)
Ja, – er du der, du gamle Buss!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode Venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg Sproget kjender?
Buss og jeg, vi er Skyldfolk og sligt; –
Buss skal faa Sukker imorgen –! Det Bæst!
Hele Ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var Føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad Smagen angaar, gjør Vanen mest.
Hvad er det for en Tænker, som engang har sagt:
man faar spytte og haabe paa Vanens Magt? –
Der er Yngelen ogsaa!
(fægter og slaar.)
Det er dog for galt,
at Mennesket, denne Skabningens Herre,
skal se sig nødt till –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!
*
(Tidlig Morgen. Stenet Egn med Udsigt ind over Ørken. Paa den ene Side et Fjeldkløft og en Hule.)
(En Tyv og en Hæler i Kløften med Kejserens Hest og Klædning. Hesten, rigt oppsadlet, staar bunden till en Sten. Ryttere langt borte.)
Tyven.
Lansernes Tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!
Hæleren.
Jeg føler alt Knappen
i Sandet trillende!
Ve, ve!
Tyven
(folder Armene over Brystet).
Min Fader var Tyv;
hans Søn maa stjæle.
Hæleren.
Min Fader var Hæler;
hans Søn maa hæle.
Tyven.
Din Lod skal du bære;
dig selv skal du være.
Hæleren
(lytter).
Fodtrin i Krattet!
Paa Flugt! Men hvor?
Tyven.
Hulen er dyb
og Profeten stor!
(de flygter og lader Kosterne i Stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)
Peer Gynt
(kommer, skjærende paa en Rørfløjte).
Hvilken livsalig Morgenstund! –
Skarnbassen triller sin Kugle i Gruset;
Sneglen kryber af Sneglehuset.
Morgenen; ja, den har Guld i Mund. –
Det er dog igrunden en mærkelig Magt,
Naturen har saadan i Dagslyset lagt.
Man føler sig saa trygg, føler Modet voxe,
turde gjerne, om saa var, binde an med en Oxe. –
Hvilken Stillhed omkring! Ja, de landlige Glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store Stæder,
blot for at rendes af Pakket paa Dør. –
Nej; se, hvor Firbenen vimser omkring,
snapper og tænker paa ingenting.
Hvilken Uskyld selv over Dyrenes Liv.
Hvert holder sig Skaberens Bud efterretteligt,
bevarer sit særlige Præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gjennem Leg og Kiv,
sig selv, som det blev paa hans første Bliv.
(sætter Lorgnetten paa Næsen.)
En Padde. Midt i en Sandstensblokk.
Forstening omkring. Kun Hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gjennem en Rude,
paa Verden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om.)
Nok? Sig selv –? Hvor er det, det staar?
Jeg har læst det, som Gut, i en saakaldt Storbog.
Var det Huspostillen? Eller Salomons Ordbog?
Fatalt; jeg mærker at Aar for Aar
min Sans for Tiden og Stedet forgaar.
(sætter sig ned i Skyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sine Fødder.
Se, her gror Bregner. Spiselige Rødder.
(smager lidt.)
Det er ligere Mad for et Kreatur; –
men der staar jo skrevet: tving din Natur!
Endvidere staar der: Hovmod maa bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal opphøjes.
(urolig.)
Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tænke sig andet.
Skjæbnen vil hjælpe mig bort fra Landet
og mage det saa, at jeg kommer ivej.
Dette her er en Prøvelse; siden kommer Frelsen, –
naar bare Vorherre under mig Helsen.
(skyder Tankerne fra sig, tænder en Cigar, strækker sig og stirrer ind over Ørken.)
Hvilket umaadeligt, grænseløst Øde. –
Langt derborte skridter en Struds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
Mening med alt dette tomme og døde?
Dette, som alle Livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner;
denne Brøk af Verden, som ligger brakk;
dette Lig, som ej, siden Jordens Fødsel,
har bragt sin Skaber saa meget som Takk, –
hvi blev det till? – Naturen er ødsel. –
Er det Hav, det i Øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun Sansebedrag.
Havet er i Vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra Ørken ved en skraanende Bakke.
(en Tanke farer gjennem ham.)
Dæmmet ude? Saa kunde jeg –! Højden er smal.
Dæmmet ude! Et Gjennembrudd blot, en Kanal, –
som en Livsensflod vilde Vandene skylle
ind gjennem Svælget og Ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende Grav
ligge der frisk som et kruset Hav.
Oaserne vilde som Øer sig højne,
Atlas grønnes som Fjeldkyst mod Nord;
Sejlere vilde, som Fugle forfløjne,
skjære mod Syd Karavanernes Spor.
Livende Luft vilde sprede de kvalme
Dunster, og Dugg vilde drysse fra Sky;
Folk vilde bygge sig By ved By,
og Græs vilde gro om den svajende Palme.
Landet i Syd bag Saharas Mur
blev till et Kystland med frisk Kultur.
Damp vilde drive Tombuktus Fabrikker;
Bornu blev koloniseret med Il;
opp gjennem Habes foer Forskeren sikker
i sin Waggon till den øvre Nil.
Midt i mit Hav, paa en fed Oase,
vil jeg forplante den norske Race;
det dølske Blod er jo kongeligt næsten;
arabisk Krydsning vil gjøre Resten.
Rundt om en Vik paa en stigende Strand
faar jeg lægge Peeropolis, Hovedstaden.
Verden er aflæggs! Nu kommer Raden
till Gyntiana, mit unge Land!
(springer opp.)
Bare Kapitaler, saa er det gjort. –
En Nøgle af Guld till Havets Port!
Korstog mod Døden! Den griske Puger
skal aabne for Sækken, der han ligger og ruger.
For Frihed sværmes i alle Lande; –
som Asnet i Arken vil jeg sende et Raab
over Verden og bringe Befrielsens Daab
till de dejlige, bundne, vordende Strande.
Jeg maa frem! Kapitaler i Øst eller Vest!
Mit Rige, – mit halve Rige for en Hest!
(Hesten vrinsker i Fjeldkløften.)
En Hest! Og Klædning! – Og Smykker, – og Værge!
(gaar nærmere.)
Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at Viljen kan flytte Bjerge; –
men at den ogsaa kunde flytte en Hest –?
Vaas! Det er Faktum, at her staar Hesten; –
ab esse ad posse og saa videre forresten –.
(trækker Klædningen udenpaa og ser ned over sig.)
Sir Peter, – og Tyrk fra Topp till Rod!
Nej, en ved aldrig, hvad der kan hændes. –
Rapp dig, Grane, min Ganger god!
(stiger i Sadlen.)
Guldtøffel till at støtte min Fod! –
Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!
(han galopperer ind i Ørken.)
