Текст книги "Peer Gynt"
Автор книги: Henrik Ibsen
Жанр:
Драматургия
сообщить о нарушении
Текущая страница: 2 (всего у книги 8 страниц)
En Gut.
Saa, du?
Peer Gynt.
Jeg gik till Smidjen og bad
han vilde knække den Nøddeskallen.
Det lovte han; lagde den bort paa Pallen;
men Aslak er nu saa haardhændt, han; –
og stødt saa skal han nu bruge Slæggen –
En Stemme fra Flokken.
Slog han Fanden ihjæl?
Peer Gynt.
Han slog som en Mand.
Men Fanden hytted sig, foer som en Brand
tvers gjennem Taget og kløvte Væggen.
Flere.
Og Smeden –?
Peer Gynt.
Stod der med stegte Hænder.
Siden den Dag var vi aldrig Venner.
(almindelig Latter.)
Nogle.
Den Rægglen er god!
Andre.
Den er snart hans bedste!
Peer Gynt.
Tror I, jeg digter ihob?
En Mand.
Aa nej,
det er du fri for; jeg kjender det meste
fra Farfaer –
Peer Gynt.
Løgn! Det er hændt med mig!
Manden.
Det er jo alting.
Peer Gynt
(med et Slæng).
Hej, jeg kan ride
rakt gjennem Luften paa gjilde Heste!
Aa, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide!
(Skoggerlatter igjen.)
En i Flokken.
Peer, rid lidt i Luffen!
Mange.
Ja, kjære Peer Gynt –!
Peer Gynt.
I har ikke nødig at tryggle saa tyndt.
Jeg skal ride som et Uvejr over jer alle!
Hele Sognet skal mig tillfode falde!
En ældre Mand.
Nu er han rivende gal.
En anden.
Det Fæ!
En tredje.
Storskryder!
En fjerde.
Løgnhals!
Peer Gynt
(truer mod dem).
Ja vent, skal I se!
En Mand
(halvdrukken).
Ja vent; du skal faa dig en børstet Trøje!
Flere.
En mørbanket Rygg! Et blaamalet Øje!
(Sværmen spreder sig, de ældre i Vrede, de yngre under Spott og Latter.)
Brudgommen
(tætt indved ham).
Du, Peer, er det sandt du kan ride i Luften?
Peer Gynt
(kort).
Alting, Mads! Du maa tro, jeg er Kar', jeg.
Brudgommen.
Saa har du vel ogsaa Usynligheds-Kuften?
Peer Gynt.
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg gaar over Tunet med Helga ved Haanden.)
Peer Gynt
(mod dem; det lysner i ham).
Solvejg! Aa, det er godt du kommer!
(griber hende om Haandledet.)
Nu skal jeg svinge dig spræk og gjild!
Solvejg.
Slipp mig!
Peer Gynt.
Hvorfor?
Solvejg.
Du er saa vild.
Peer Gynt.
Vild er Renbukken med, naar det gryr mod Sommer.
Kom saa, Jente; vær ikke tvær!
Solvejg
(trækker Armen till sig).
Tør ikke.
Peer Gynt.
Hvorfor?
Solvejg.
Nej, du har drukket.
(gaar bortover med Helga.)
Peer Gynt.
Den, som havde sit Knivsblad stukket
tvers igjennem dem, – en og hver!
Brudgommen
(puffer ham med Albuen).
Kan du ikke hjælpe mig ind till Bruden?
Peer Gynt
(tankespredt).
Bruden? Hvor er hun?
Brudgommen.
Paa Stabburet.
Peer Gynt.
Naa.
Brudgommen.
Aa, du, Peer Gynt, du faar friste paa!
Peer Gynt.
Nej, du faar være min Hjælp foruden.
(en Tanke skyder opp i ham; han siger sagte og hvasst:)
Ingrid paa Stabburet!
(nærmer sig Solvejg.)
Har du betænkt dig?
(Solvejg vil gaa; han træder ivejen.)
Du skjæms, fordi jeg ser ud som en Fant.
Solvejg
(hastigt).
Det gjør du ikke; det er ikke sandt!
Peer Gynt.
Jo! Og saa er jeg lidt paa en Kant;
men det var paa Trods, for du havde krænkt mig.
Kom saa!
Solvejg.
Tør ikke nu, om jeg vilde!
Peer Gynt.
Hvem er du rædd for?
Solvejg.
Mest for Faer.
Peer Gynt.
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med Øret? Hvad? – Naa, svar!
Solvejg.
Hvad skal jeg svare?
Peer Gynt.
Er Faer din Læser?
Er ikke du og Moer din med?
Naa, vil du svare!
Solvejg.
Lad mig gaa i Fred.
Peer Gynt.
Nej!
(dæmpet, men hvasst og skræmmende.)
Jeg kan skabe mig om till et Trold!
Jeg skal komme for Sengen din inatt Klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
saa maa du ikke bilde dig ind det er Katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit Blod i en Kopp;
og din vesle Syster, hende æder jeg opp;
ja, for du skal vide, jeg er Varulv om Natten; –
jeg skal bide dig over Lænder og Rygg – –
(slaar med engang om og beder som i Angst:)
Dans med mig, Solvejg!
Solvejg
(ser mørkt paa ham).
Nu var du stygg.
(gaar ind i Stuen.)
Brudgommen
(kommer drivende igjen).
Du skal faa en Stud, vil du hjælpe mig!
Peer Gynt
Kom!
(De gaar bag Huset. Idetsamme kommer en stor Flok fra Dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og Oppstyr. Solvejg, Helga og Forældrene kommer med endel ældre Folk ud i Døren.)
Kjøgemesteren
(till Smeden, som er fremst i Flokken).
Hold Fred!
Smeden
(trækker Trøjen af).
Nej, nu skal her æskes Dom.
Peer Gynt eller jeg skal i Bakken bændes.
Nogle.
Ja, lad dem nappes!
Andre.
Nej, bare skjændes!
Smeden.
Næver maa till; her baader ej Ord.
Solvejgs Fader.
Styr dig, Mand!
Helga.
Vil de slaa ham, Moer?
En Gut.
Lad os heller gjøgle med alle hans Løgne!
En anden.
Sparke ham af Laget!
En tredje.
Spytte ham i Øjne!
En fjerde
(till Smeden).
Stikker du opp, du?
Smeden
(kaster Trøjen fra sig).
Øget skal slagtes!
Indflytterkonen
(till Solvejg).
Der kan du se hvor den Tomsing agtes.
Aase
(kommer med en Kjæpp i Haanden).
Er Sønnen min her? Nu skal han ha'e Stryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!
Smeden
(brætter Skjorteærmene opp).
Till slig en Kropp er Paaken for myg.
Nogle.
Smeden vil dænge ham!
Andre.
Flænge ham!
Smeden
(spytter i Hænderne og nikker till Aase).
Hænge ham!
Aase.
Hvad? Hænge min Peer? Ja, prøv, om I tør; –
Aase og jeg, vi har Tænder og Klør! –
Hvor er han?
(raaber henover Tunet.)
Peer!
Brudgommen
(kommer løbende).
Aa, Guds Død og Plage!
Kom, Faer og Moer, og –!
Faderen.
Hvad er ivejen?
Brudgommen.
Tænk, Peer Gynt –!
Aase
(skriger).
Har de taget ham afdage?
Brudgommen.
Nej, Peer Gynt –! Se, oppover Hejen –!
Mængden.
Med Bruden!
Aase
(lader Kjæppen synke).
Det Ubæst!
Smeden
(som himmelfalden).
I bratteste Fjeldet
klyver han, ja-Gud, paa Gjetens Vis!
Brudgommen
(grædende).
Han bær' hende, Moer, som en bærer en Gris!
Aase
(truer opp till ham).
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i Angst.)
Træd varsomt i Hældet!
Hæggstadbonden
(kommer barhovedet og hvid af Vrede).
Jeg tager hans Liv for det Bruderov!
Aase.
Aa, nej Gud straffe mig om I faar Lov!
ANDEN HANDLING.
(En trang Fjeldsti højt oppe. Det er tidlig Morgen.)
(Peer Gynt gaar ilsomt og uvillig langs Stien. Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde ham tillbage.)
Peer Gynt.
Gaa ifra mig!
Ingrid
(grædende).
Efter dette!
Hvor?
Peer Gynt.
Saalangt du vil for mig.
Ingrid
(vrider Hænderne).
O, hvad Svig!
Peer Gynt.
Unyttig Trætte.
Hver faar gaa sin egen Vej.
Ingrid.
Brott – og Brott igjen os binder!
Peer Gynt.
Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder, – –
uden en –!
Ingrid.
Hvem er den ene?
Peer Gynt.
Ikke dig.
Ingrid.
Hvem er det da?
Peer Gynt.
Gaa! Gaa did du kom ifra!
Fort! Till Faer din!
Ingrid.
Kjære, vene –!
Peer Gynt.
Ti!
Ingrid.
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
Peer Gynt.
Kan og vil.
Ingrid.
Lokke først, – og saa forskyde!
Peer Gynt.
Og hvad Kaar har du at byde?
Ingrid.
Hæggstad Gaard og mere till.
Peer Gynt.
Har du Salmebog i Klædet?
Har du Guldfax over Nakken?
Skotter du nedover Spredet?
Holder du din Moer i Stakken?
Svar!
Ingrid.
Nej; men –?
Peer Gynt.
Gik du till Presten
nu ivaar da?
Ingrid.
Nej, men Peer –?
Peer Gynt.
Har du Blygsel over Øjet?
Kan du nægte, naar jeg beer?
Ingrid.
Kors; jeg tror, hans Vid er fløjet –!
Peer Gynt.
Blir der Helg, naar en dig ser?
Svar!
Ingrid.
Nej, men –
Peer Gynt.
Hvad er saa Resten!
(vil gaa.)
Ingrid
(træder ivejen).
Ved du, det er halsløs Daad,
hvis du sviger?
Peer Gynt.
Faar saa være.
Ingrid.
Du kan vinde Gods og Ære,
hvis du taer mig –
Peer Gynt.
Har ej Raad.
Ingrid
(brister i Taarer).
O, du lokked –!
Peer Gynt.
Du var villig.
Ingrid.
Trøstløs var jeg!
Peer Gynt.
Jeg var yr.
Ingrid
(truende).
Ja, men Boden blir dig dyr!
Peer Gynt.
Dyrest Bod faar kaldes billig.
Ingrid.
Staar du fast ved dit?
Peer Gynt.
Som Sten.
Ingrid.
Godt; saa se da, hvem som vinder!
(gaar nedover.)
Peer Gynt
(tier en Stund; med et skriger han:)
Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder!
Ingrid
(drejer Hovedet og raaber haanligt opp:)
Uden en!
Peer Gynt.
Ja; uden en.
(de gaar hver sin Vej.)
*
(Ved et Fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et Uvejr trækker opp.)
(Aase, fortvivlet, raaber og ser sig om till alle Sider. Solvejg har ondt for at holde Skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et Stykke bagefter.)
Aase
(fægter med Armene og river sig i Haaret).
Alting er imod mig med Vredens Vælde!
Himmel og Vand og de stygge Fjelde!
Himlen vælter Skodde for at forvilde ham!
Det lumske Vand vil ved Livet skille ham!
Fjeldene vil slaa ham med Skred og Rap; –
og saa Menneskene! De er ude paa Drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den Bytting; at Fanden skulde friste ham!
(vender sig till Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?
Han, som stødt foer med Løgn og Digt; –
han, som bare i Munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt Værk; –
han –! En kunde baade græde og le! –
O, vi holdt sammen i Nød og Ve.
Ja, for du skal vide, Manden min drak,
foer Byggden rundt med Daarskab og Snak,
ødte og traadte vor Velstand under Fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre Raad, end at glemme;
for det falder mig saa svært at staa rigtig imod.
Det er saa fælt at se Skjæbnen under Øjne;
og saa vil en jo gjerne ryste Sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde Tankerne fra sig.
En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne;
aa, ja! saa brugte vi Eventyr
om Prinser og Trolde og alleslags Dyr.
Om Bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de Fandens Ræggler skulde i ham hængt?
(forfærdet igjen.)
Hu, for et Skrig! Det er Nøkken eller Draugen!
Peer! Peer! – Deroppe paa Haugen –!
(løber oppover en liden Højde og ser over Vandet. Indflytterfolkene kommer till.)
Aase.
Ikke Spor at se!
Manden
(stille).
Det er værst for ham.
Aase
(grædende).
Ak, min Peer! Mit fortabte Lam!
Manden
(nikker mildt).
Ja, rigtig. Fortabt.
Aase.
Nej, snakk ikke slig!
Han er saa glup. Der er ingen ham lig.
Manden.
Du daarlige Kvinde!
Aase.
Aa-ja, aa-ja;
jeg er daarlig; men Gutten er bra'!
Manden
(altid dæmpet og med milde Øjne).
Hans Sind er forhærdet; hans Sjæl er tabt.
Aase
(angst).
Nej, nej da! Saa haard er Vorherre knappt!
Manden.
Tror du han kan for sin Syndegjæld sukke?
Aase
(ivrig).
Nej, men han kan ride i Luften paa Bukke!
Konen.
Kors, er I gal?
Manden.
Hvad siger I, Moer?
Aase.
Ingen Gjerning er ham for stor.
I skal se, faar han bare leve saa længe –
Manden.
Bedst var det, I saa ham i Galgen hænge.
Aase
(skriger).
Kors i Jesu Navn!
Manden.
Under Mestermands Hænder
tør ske, at hans Sind sig till Anger vender.
Aase
(fortumlet).
Aa, I snakker mig snart i Svime!
Vi maa finde ham!
Manden.
Frelse hans Sjæl.
Aase.
Og Kropp!
Sidder han i Myren, maa vi drage ham opp;
er han bergtagen, maa vi efter ham kime.
Manden.
Hm! – Her er Fævej –
Aase.
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tillrette!
Manden.
Det er Kristenpligt.
Aase.
Tvi; da er de Hedninger, alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre –
Manden.
De har kjendt ham for godt.
Aase.
Han var dem for gjild!
(vrider Hænderne)
Og tænk, – og tænk, hans Liv staar paa Spil!
Manden.
Her er Spor af Mandefod.
Aase.
Her maa vi lede!
Manden.
Under Sæteren vor vil vi Flokken sprede.
(han og Konen gaar foran.)
Solvejg
(till Aase).
Fortæl mig lidt mere.
Aase
(tørrer Øjnene).
Om Sønnen min?
Solvejg.
Ja; –
alting!
Aase
(smiler og knejser med Nakken).
Alting? – Trætt blev du da!
Solvejg.
Før blir I trætt af Talen at føre,
end jeg af at høre.
*
(Lave træløse Højder oppunder Fjeldvidden; Tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent paa Dagen.)
Peer Gynt
(kommer i fuldt Sprang og standser i Bakken).
Hele Sognet er efter i Flok!
De har væbnet sig baade med Rifle og Stok.
Fremst kan en høre Hæggstadgubben tude. –
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en Smed!
Det er Liv! En blir Bjørn i hvert et Led.
(slaar om sig og springer ivejret.)
Bryde, velte, stemme Fossen imod!
Slaa! Rykke Furuen opp med Rod!
Det er Liv! Det kan baade hærde og højne!
Till Helved med alle de vassne Løgne!
Tre Sæterjenter
(løber over Bakkerne, skrigende og syngende).
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! Vil I sove i Armene vore?
Peer Gynt.
Hvem skriger I efter?
Jenterne.
Efter Trold! Efter Trold!
Første Jente.
Trond! Far med Lempe!
Anden Jente.
Baard! Far med Vold!
Tredje Jente.
I Sælet staar alle Koverne tomme!
Første Jente.
Vold er Lempe!
Anden Jente.
Og Lempe er Vold!
Tredje Jente.
Fattes der Gutter, en leger med Trold!
Peer Gynt.
Hvor er Gutterne da?
Alle tre
(skoggerleende).
De kan ikke komme!
Første Jente.
Min kaldte mig baade for Kjærest og Frænke.
Nu er han gift med en halvgammel Enke.
Anden Jente.
Min mødte en Tatertøs nord i Lien.
Nu traver de to paa Fantestien.
Tredje Jente.
Min tog Løsungen vor afdage.
Nu staar hans Hoved og griner paa en Stage.
Alle tre.
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! Vil I sove i Armene vore?
Peer Gynt
(staar med et Spring imellem dem).
Jeg er tre Hoders Trold, og tre Jenters Gut!
Jenterne.
Er du slig Karl, du?
Peer Gynt.
I faar dømme tillslut!
Første Jente.
Till Sælet! Till Sælet!
Anden Jente.
Vi har Mjød!
Peer Gynt.
Lad den flomme!
Tredje Jente.
Denne Lørdagsnatt skal ingen Kover staa tomme!
Anden Jente
(kysser ham).
Han gnistrer og sprutter som glohede Jernet.
Tredje Jente
(ligesaa).
Som Barneøjne fra svarteste Tjernet.
Peer Gynt
(danser i Flokken).
Hugen sturen og Tanken kaad.
I Øjet Latter; i Halsen Graad!
Jenterne
(gjør lange Næser mod Bergnuterne, skriger og synger):
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! – Fik I sove i Armene vore?
(de danser bortover Højderne med Peer Gynt imellem sig.)
*
(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende Snetoppe rundt om.)
Peer Gynt
(kommer yr og forvildet).
Slot over Slot sig bygger!
Hej, for en skinnende Port!
Staa! Vil du staa! Det rygger
længer og længere bort!
Hanen paa Fløjen løfter
Vingerne sine till Flugt; –
alt blaaner sig bort i Kløfter,
og Berget er laast og lukt. –
Hvad er det for Stammer og Rødder,
som voxer af Aasens Sprækk?
Det er Kjæmper med Hegrefødder!
Nu daaner de ogsaa væk.
Det vimrer, som Regnbustrimer;
det skjær mig i Sind og Syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad Vægt paa mit Øjenbryn!
Hu, hvor det værker i Panden. –
En bændende glohed Ring –!
Jeg kan ikke mindes, hvem Fanden
der bændte mig den omkring!
(segner ned.)
Flugt over Gjendin-Eggen.
Digt og forbandet Løgn!
Oppover bratteste Væggen
med Bruden, – og drukken et Døgn;
jaget af Høg og Glenter,
truet af Trold og sligt,
turet med galne Jenter; –
Løgn og forbandet Digt!
(stirrer længe oppad.)
Der sejler to brune Ørne.
Mod Sør gaar de vilde Gjæss.
Og her skal jeg traske og tørne
i Mudder og Søl tillknæs!
(springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste Vindes Bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende Døbefad!
Jeg vil ud over Sæterbøen;
jeg vil ride mig skjær tillsinds;
jeg vil fram over salte Sjøen,
og højt over Engellands Prins!
Ja, glan kun, I unge Jenter;
min Færd kommer ingen ved;
det er ikke Gavn at I venter –!
Jo, kanske jeg svipper derned. –
Hvad nu da? De brune Ørne –?
Jeg mener Fanden dem tog! –
Der rejser sig Gavlens Hjørne;
det højnes i hver en Krog;
det voxer sig opp af Gruset; –
se, Porten vidaaben staar!
Ha, ha, nu kjender jeg Huset;
det er Farfars nybyggte Gaard!
Væk er de gamle Klude;
væk, Gjærdet, som stod for Fald.
Det glittrer fra hver en Rude;
der er Lag i den store Sal.
Der hørte jeg Provsten klaske
med Knivsryggen mod sit Glas; –
der slængte Kaptejnen sin Flaske,
saa Spejlvæggen sprakk i Knas. –
Lad ødes; lad gaa tillspilde!
Ti, Moer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder Gilde;
Hurra for den gyntske Ætt!
Hvad er det for Staak og Stønnen?
Hvad er det for Skrig og Skraal?
Kaptejnen raaber paa Sønnen; –
aa, Provsten vil drikke min Skaal.
Ind da, Peer Gynt, till Dommen;
den lyder i Sang og Klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og till stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render Næsen mod et Bergstykke, falder og bliver liggende.)
*
(En Lid med store susende Løvtrær. Stjerner blinker gjennem Løvet; Fugle synger i Trætoppene.)
(En grønklædt Kvinde gaar i Liden. Peer Gynt følger efter under alleslags forelskede Fagter.)
Den grønklædte
(standser og vender sig).
Er det sandt?
Peer Gynt
(skjærer med Fingeren over Struben).
Saa sandt, som jeg heder Peer; –
saa sandt, som du er en dejlig Kvinde!
Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde Væven eller spinde.
Mad skal du faa, saa du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i Haaret trække –
Den grønklædte.
Ikke slaa mig heller?
Peer Gynt.
Nej, var det ligt?
Vi Kongssønner slaar ikke Kvindfolk og sligt.
Den grønklædte.
Er du Kongssøn?
Peer Gynt.
Ja.
Den grønklædte.
Jeg er Dovrekongens Datter.
Peer Gynt.
Er du det? Se, se; det træffer jo godt.
en grønklædte.
Inde i Ronden har Faer min sit Slot.
Peer Gynt.
Da har Moer min et større, saavidt jeg fatter.
Den grønklædte.
Kjender du Faer min? Han heder Kong Brose.
Peer Gynt.
Kjender du Moer min? Hun heder Dronning Aase.
Den grønklædte.
Naar Faer min er sindt, saa sprækker Fjelde.
Peer Gynt.
De raper, bare Moer min taer paa at skjælde.
Den grønklædte.
Faer min kan spænde under højeste Hvælven.
Peer Gynt.
Moer min kan ride gjennem strideste Elven.
Den grønklædte.
Har du anden Klædning, end de Fillerne der?
Peer Gynt.
Haa, du skulde se mine Søndagsklæer!
Den grønklædte.
Jeg gaar till Hverdags i Guld og Silke.
Peer Gynt.
Det tykkes dog ligere Stry og Stilke.
Den grønklædte.
Ja, der er et, du maa komme ihug;
saa er nu Rondefolkets Skikk og Brug:
tvefold laget er alt vort Eje.
Kommer du frem till min Faders Gaard,
tør det hænde sig lett at du er paaveje
till at tro, du i styggeste Stenrøsen staar.
Peer Gynt.
Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt Guldet vil tykkes dig Rusk og Boss;
og kanske vil du tro, hver glittrende Rude
er en Bylt af gamle Hoser og Klude.
Den grønklædte.
Svart tykkes hvidt, og styggt tykkes vent.
Peer Gynt.
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.
Den grønklædte
(falder ham om Halsen).
Ja, Peer, saa ser jeg, vi to passer sammen!
Peer Gynt.
Som Benet og Brogen; som Haaret og Kammen.
Den grønklædte
(raaber bort i Liden).
Brudehest! Brudehest! Kom, Brudehesten min!
(en kjæmpestor Gris kommer løbende med en Tougstump till Grime og en gammel Sækk till Sadel. Peer Gynt svinger sig opp og tager den grønklædte foran sig.)
Peer Gynt.
Hejsan! Vi skal stryge gjennem Rondeporten ind!
Rapp dig, rapp dig, min Ganger god!
Den grønklædte
(kjælen).
Ak, nylig gik jeg saa stur og mod –.
Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!
Peer Gynt
(prygler Grisen og traver afsted).
Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!
*
(Dovregubbens Kongshal. Stor Forsamling af Hoftrolde, Tomtegubber og Hougmænd. Dovregubben i Højsædet med Krone og Spir. Hans Børn og nærmeste Slægtninge till begge Sider. Peer Gynt staar for ham. Stærk Røre i Salen.)
Hoftroldene.
Slagt ham! Kristenmands Søn har daaret
Dovregubbens veneste Mø!
En Troldunge.
Maa jeg skjære ham i Fingren?
En anden Troldunge.
Maa jeg rive ham i Haaret?
En Troldjomfru.
Hu, hej; lad mig bide ham i Laaret!
Troldhex
(med en Slev).
Skal han lages till Sodd og Sø?
En anden Troldhex
(med Retterkniv).
Skal han steges paa Spidd eller brunes i Gryde?
Dovregubben.
Isvand i Blodet!
(vinker sine fortrolige nærmere till sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gaaet tillagters i de senere Aar;
vi ved ikke mer om det ramler eller staar,
og Folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er Gutten fast uden Lyde,
og stærkbygget med, saavidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste Hode;
men Datter min har jo heller ikke fler.
Tre Hoders Trolde gaar rent af Mode;
selv Tvehoder faar en knappt Øje paa,
og de Hoder er endda kun saa som saa.
(till Peer Gynt.)
Altsaa, det er min Datter, du kræver?
Peer Gynt.
Din Datter og Riget i Medgift, ja.
Dovregubben.
Det halve faar du, imens jeg lever,
og det andet halve naar jeg engang falder fra.
Peer Gynt.
Det er jeg nøjd med.
Dovregubben.
Ja, stopp min Gut; –
du har ogsaa nogle Tillsagn at give.
Brydes et af dem, er hele Pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første maa du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes Grænser;
Dag skal du sky, og Daad og hver lysbar Plett.
Peer Gynt.
Faar jeg kaldes for Konge, saa holdes det lett.
Dovregubben.
Dernæst, – nu vil jeg i Kløgt dig prøve –
(rejser sig i Sædet.)
Det ældste Hoftrold
(till Peer Gynt).
Lad se, om du har en Visdomstand,
som kan Dovregubbens Gaadenødd kløve!
Dovregubben.
Hvad er Forskjellen mellem Trold og Mand?
Peer Gynt.
Der er ingen Forskjell, saa vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og Smaatrold vil klore; –
ligesaa hos os, hvis bare de turde.
Dovregubben.
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men Morgen er Morgen, og Kveld er Kveld,
saa Forskjell blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende Hvælv,
mellem Mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem Troldenes Flok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
Hoftroldet
(till Peer Gynt).
Øjner du Dybden?
Peer Gynt.
Det tykkes mig taaget.
Dovregubben.
«Nok», min Søn, det kløvende, stærke
Ord maa staa i dit Vaabenmærke.
Peer Gynt
(river sig bag Øret).
Nej, men –
Dovregubben.
Det maa, skal du her vorde Herre!
Peer Gynt.
Ja, Skidt; lad gaa; det er jo ikke værre –
Dovregubben.
Dernæst maa du lære at sætte Pris
paa vor jævne hjemlige Levevis.
(han vinker; to Trolde med Svinehoveder, hvide Natthuer, o. s. v. bringer Mad og Drikke.)
Koen giver Kager og Studen Mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
Hovedsagen er, det faar du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
Peer Gynt
(støder Sagerne fra sig).
Fanden med eders hjemlige Drikk!
Jeg vænner mig aldrig till Landsens Skikk.
Dovregubben.
Bollen følger med, og den er af Guld.
Hvo Guldbollen ejer, ham er Datter min huld.
Peer Gynt
(grundende).
Der staar jo skrevet: Du skal tvinge din Natur; –
og i Længden falder Drikken vel mindre sur.
Lad gaa!
(føjer sig.)
Dovregubben.
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
Peer Gynt.
En faar haabe paa Vanens Magt.
Dovregubben.
Dernæst maa du kaste dine Kristenmandsklæder;
thi det skal du vide till vort Dovres Hæder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra Dalen,
undtagen Silkesløjfen yderst paa Halen.
Peer Gynt
(vred).
Jeg har ingen Hale!
Dovregubben.
Saa kanst du faa.
Hoftrold, bind ham min Søndagshale paa.
Peer Gynt.
Nej, om du faar! Vil I gjøre mig till Nar?
Dovregubben.
Bejl aldrig till Datter min med Bagen bar.
Peer Gynt.
Gjøre Menneske till Dyr!
Dovregubben.
Min Søn, du fejler;
jeg gjør dig bare till en høvelig Bejler.
Du skal faa en brandgul Sløjfe at bære,
og det gjælder her for den højeste Ære.
Peer Gynt
(betænksomt).
Der siges jo, Mennesket er kun et Fnug.
Og lidt faar en lempes efter Skikk og Brug.
Bind væk!
Dovregubben.
Du est en medgjørlig Fyr.
Hoftroldet.
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
Peer Gynt
(arrig).
Haa, vil I endnu till mere mig tvinge?
Kræver I ogsaa min Kristenmands-Tro?
Dovregubben.
Nej, den kan du gjerne beholde i Ro.
Troen gaar frit; den lægges ingen Told paa;
det er Skorpen og Snittet en skal kjende et Trold paa.
Bare vi er ens i Lader og Klædsel,
kan du gjerne kalde Tro, hvad vi kalder Ræddsel.
Peer Gynt.
Du er dog, de mange Vilkaar tilltrods,
mere rimelig Karl, end en skulde frygte.
Dovregubben.
Min Søn, vi Trolde er bedre end vort Rygte;
det er ogsaa en Forskjell mellem jer og os. –
Dog, endt er Gildets alvorlige Del;
nu vil vi Ører og Øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens Fjæl!
(Spil og Dans.)
Hoftroldet.
Hvad tykkes dig?
Peer Gynt.
Tykkes? Hm –
Dovregubben.
Tal uden Frygt.
Hvad ser du?
Peer Gynt.
Noget ustyggelig styggt.
Med Kloven slaar en Bjeldeko et tarmestrængt Spil.
I Stutthoser tripper en Purke dertill.
Hoftroldene.
Æd ham!
Dovregubben.
Husk, han har Menneskesanser!
Troldjomfruer.
Hu, riv af ham baade Øre og Øje!
Den grønklædte
(grædende).
Huhu! Sligt maa vi høre og døje,
naar jeg og Søster min spiller og danser!
Peer Gynt.
Aahaa; var det dig? Lidt Spøg i Gildet,
det ved du, er aldrig saa ilde ment.
Den grønklædte.
Tør du bande paa det?
Peer Gynt.
Baade Dansen og Spillet
var, Katten klore mig, rigtig pent.
Dovregubben.
Det er underligt med den Menneskeart;
den hænger i saa mærkværdigt længe.
Faar den i Dyst med os en Flænge,
sætter den vel Ar, men den heles snart.
Min Svigersøn er nu saa føjelig som nogen;
villig har han kastet Kristenmandsbrogen,
villig har han drukket af Mjødpokalen,
villig har han bundet bag paa sig Halen, –
saa villig, kort sagt, till alt, hvad vi bad ham,
at tryggt jeg tænkte den gamle Adam
var engang for alle paa Porten jaget;
men se, med et har han Overtaget.
Ja-ja, min Søn, saa maa du i Kur
mod denne hersens Menneskenatur.
Peer Gynt.
Hvad vil du gjøre?
Dovregubben.
I venstre Øjet
jeg risper dig lidt, saa ser du skjævt;
men alt det du ser, tykkes gjildt og gjævt.
Saa skjærer jeg ud den højre Ruden –
Peer Gynt.
Er du drukken?
Dovregubben
(lægger nogle skarpe Redskaber paa Bordet).
Her ser du Glasmestertøjet.
Spjeld skal du faa, som den olme Studen.
Da vil du skjønne, hun er dejlig, Bruden, –
og aldrig vil Synet dit kverves, som før,
af trippende Purker og Bjeldekjør –
Peer Gynt.
Det er Galmands Snakk!
Det ældste Hoftrold.
Det er Dovregubbens Tale;
han er den vise og du den gale!
Dovregubben.
Tænk efter, hvor megen Fortræd og Plage
du kan fri dig for mellem Aar og Dage.
Kom dog ihug, at Synet er Kilden
till Graadens argende beske Lud.
Peer Gynt.
Sandt nok; og der staar i Huspostillen:
forarger dig Øjet, saa slaa det ud.
Hør! Sig mig, naar heles saa Synet igjen
till Menneskesyn?
Dovregubben.
Ingensinde, min Ven.
Peer Gynt.
Naa, saa! Ja, saa siger jeg Takk for mig.
Dovregubben.
Hvad vil du udenfor?
Peer Gynt.
Gaa min Vej.
Dovregubben.
Nej, stopp! Det er lettvindt at slippe herind;
men udad gaar ikke Dovregubbens Grind.
Peer Gynt.
Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?
Dovregubben.
Hør nu, og vær fornuftig, Prins Peer!
Du har Gaver for Troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu saa temmelig troldeligt?
Og Trold vil du være?
Peer Gynt.
Ja-Gud vil jeg saa.
For en Brud og et velskjøttet Rige paa Kjøbet
kan jeg finde mig i at noget gaar i Løbet.
Men alting i Verden er der Maade paa.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel faa løst, hvad det Hoftrold bandt.
Brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igjen faa den paa mig knappet.
Og sagtens kan jeg ogsaa faa losset Baaden
