Текст книги "Peer Gynt"

Автор книги: Henrik Ibsen

сообщить о нарушении

Текущая страница: 5 (всего у книги 8 страниц)

*

(Telt hos en Araberhøvding, ensomt paa en Oase.)

(Peer Gynt i sin østerlandske Dragt hvilende paa Hynder. Han drikker Kaffe og røger af en lang Pibe. Anitra og en Flok Piger danser og synger for ham.)

    Pigernes Kor.

Profeten er kommen!

Profeten, Herren, den alting vidende,

till os, till os er han kommen

over Sandhavet ridende!

Profeten, Herren, den aldrig fejlende,

till os, till os er han kommen

gjennem Sandhavet sejlende!

Rør Fløjten og Trommen;

Profeten, Profeten er kommen!

    Anitra.

Hans Ganger er Mælken, den hvide,

som strømmer i Paradisets Floder.

Bøj eders Knæ! Sænk eders Hoder!

Hans Øjne er Stjerner, blinkende, blide.

Intet Jordbarn dog taaler

Glansens Glans af de Stjerners Straaler!

Gjennem Ørken han kom.

Guld og Perler sprang frem paa hans Bryst.

Hvor han red blev det lyst.

Bag ham blev Mørke;

bag ham foer Samum og Tørke.

Han, den herlige, kom!

Gjennem Ørken han kom,

som en Jordsøn pyntet.

Kaba, Kaba staar tom; –

han har selv forkyndt det!

    Pigernes Kor.

Rør Fløjten og Trommen;

Profeten, Profeten er kommen!

(Pigerne danser under dæmpet Musik.)

    Peer Gynt.

Jeg har læst paa Trykk – og Sattsen er sand –

«ingen blir Profet i sit eget Land.» –

Dette her, det huger mig meget bedre,

end Livet histover blandt Charlestowns Rhedre.

Der var noget hult i den hele Sag,

noget fremmed paa Bunden, noget uklart bag; –

jeg følte mig aldrig hjemme i Laget,

og aldrig rigtig som Mand af Faget.

Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?

Rode og rode i Forrettningsbingen.

Naar jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –

det traf sig saa; det er hele Tingen. –

Være sig selv paa Grundlag af Guld,

det er som at bygge sit Hus paa Sandet.

For Uhr og for Ring og for alt det andet

loggrer de Godtfolk og kryber i Muld;

de løfter paa Hatten for Brystnaal-Kronen;

men Ring eller Naal er jo ikke Personen. –

Profet; se, det er en klarere Stilling.

Da ved man dog paa hvad Fod man staar.

Slaar man an, saa er det en selv, som faar

Ovationen, og ej ens Pundsterling og Shilling.

Man er, hvad man er, foruden Snakk;

man skylder ej Slump eller Tillfælde Takk,

og støtter sig ej till Patent og Bevilling. –

Profet; ja, det er noget for mig.

Og jeg blev det saa inderlig uforvarende, –

blot ved at komme gjennem Ørken farende

og træffe Naturens Børn paa min Vej.

Profeten var kommen; den Sag var klar.

Det var saamen ikke min Agt at bedrage –;

der er Forskjell paa Løgn og profetisk Svar;

og jeg kan jo altid træde tillbage.

Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;

det hele er, saa at sige, privat;

jeg kan gaa, som jeg kom; min Hest staar parat;

kort sagt, jeg er Situationens Herre.

    Anitra

(nærmer sig fra Indgangen.)

Profet og Hersker!

    Peer Gynt.

                              Hvad vil min Slavinde?

    Anitra.

Ventende for Teltet staar Slettens Sønner;

de beder at faa skue dit Ansigt –

    Peer Gynt.

                              Stopp!

Sig dem, de kan i Afstand troppe opp;

sig dem, jeg hører i Afstand deres Bønner.

Lægg till, jeg taaler ingen Mandfolk herinde!

Mændene, Barn, er en skrøbelig Slægt, –

rett hvad man kalder nogle arrige Skarn!

Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækkt

de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit Barn! –

Naa; det var nu det! Dans for mig, Kvinder!

Profeten vil glemme sine ærgerlige Minder.

    Pigerne

(dansende).

Profeten er god! Profeten er bedrøvet

for det onde, som Støvets Sønner har øvet!

Profeten er mild; hans Mildhed være priset;

han aabner for Synderne Paradiset!

    Peer Gynt

(idet hans Øjne følger Anitra under Dansen).

Benene gaar som Trommestikker raske.

Ej! Hun er sandelig lækker, den Taske.

Hun har noget extravagante Former, –

ikke ganske stemmende med Skjønhedens Normer;

men hvad er Skjønhed? En Vedtægt kun, –

en Mynt, som er gangbar till Sted og Stund.

Og just det extravagante behager,

naar man har tillbunds det normale nydt.

I det lovbundne blir man for Rusen snydt.

Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;

enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –

det middels gjør vammel. –

Hendes Fødder, – de er ikke ganske rene;

ikke Armene heller; især den ene.

Men det er igrunden ingen Forringelse.

Jeg vil snarere kalde det en Betingelse – –

Anitra, hør her!

    Anitra

(nærmer sig).

                              Din Slavinde har hørt!

    Peer Gynt.

Du er lokkende, Barn! Profeten er rørt.

Vil du ikke tro mig, saa fornem Beviset; –

jeg gjør dig till Houri i Paradiset!

    Anitra.

Umuligt, Herre!

    Peer Gynt.

                              Hvad? Tror du, jeg væver?

Det er ramme Alvor, saa sandt jeg lever!

    Anitra.

Men jeg har ingen Sjæl.

    Peer Gynt.

                              Saa kanst du faa!

    Anitra.

Hvorledes, Herre?

    Peer Gynt.

                              Det maa jeg forstaa; –

jeg skal nok tage mig af din Oppdragelse.

Ingen Sjæl? Ja, ganske visst er du dum,

som man siger. Jeg har mærket det med Beklagelse.

Men pytt; till en Sjæl har du altid Rum.

Kom her! Lad mig maale din Hjernekiste. –

Der er Plads; der er Plads; det var det, jeg vidste.

Sandt nok, – du vil aldrig komme till at stikke

synderlig dybt; nogen stor Sjæl faar du ikke; –

men, Skidt; det kan ogsaa være det samme; –

du skal faa saa meget, at du ikke staar tillskamme – –

    Anitra.

Profeten er god – –

    Peer Gynt.

                              Du nøler? Tal!

    Anitra.

Men jeg ønsked heller –

    Peer Gynt.

                              Snakk væk uden Dvælen!

    Anitra.

Jeg bryder mig ikke saa meget om Sjælen; –

giv mig heller –

    Peer Gynt.

              Hvilket?

    Anitra

(peger paa hans Turban).

                              Hin skjønne Opal!

    Peer Gynt

(henrykkt, idet han rækker hende Smykket).

Anitra! Evas naturlige Datter!

Magnetisk jeg drages; thi jeg er Mand,

og, som der staar hos en agtet Forfatter:

«das ewig weibliche ziehet uns an!»

*

(Maaneskinsnatt. Palmelund udenfor Anitras Telt.)

(Peer Gynt med en arabisk Luth i Haanden sidder under et Træ. Hans Skjægg og Haar er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

    Peer Gynt

(spiller og synger).

Jeg stængte for mit Paradis

og tog dets Nøgle med.

Det bar tillhavs for nordlig Bris,

mens skjønne Kvinder sit Forlis

paa Havsens Strand begræd.

Mod Syd, mod Syd skar Kjølens Flugt

de salte Strømmes Vand.

Hvor Palmen svajer stolt og smukt,

i Krans om Oceanets Bugt,

jeg stak mit Skib i Brand.

Ombord jeg steg paa Slettens Skib,

et Skib paa fire Ben.

Det skummed under Piskens Hieb; –

jeg er en flygtig Fugl; o, grib, –

jeg kviddrer paa en Gren!

Anitra, du er Palmens Most;

det maa jeg sande nu!

Ja, selv Angoragjedens Ost

er næppe halvt saa sød en Kost,

Anitra, ak, som du!

(hænger Luthen over Skuldren og kommer nærmere.)

Stillhed! Mon den fagre lytter?

Har hun hørt mit lille Digt?

Mon hun bag Gardinet glytter,

udrappert af Slør og sligt? –

Hyss! Det klang jo, som om Korken

voldsomt af en Flaske sprang!

Nu igjen! Og end en Gang!

Er det Elskovssukk? Nej, Sang; –

Nej, det er en hørbar Snorken. –

Sød Musik! Anitra sover.

Nattergal, hold opp at slaa!

Alslags Ufærd skal du faa,

hvis med Klukk og Klunk du vover – –

Dog, som skrevet staar, lad gaa!

Nattergalen er en Sanger;

ak, jeg selv er ligesaa.

Han, som jeg, med Toner fanger

Hjerter, ømme, bløde, smaa.

Skabt for Sang er Natten sval;

Sangen er vor fælles Sfære;

det, at synge, er at være

os, Peer Gynt og Nattergal.

Og just det, at Pigen sover,

er min Elskovslykkes Tipp; –

det, at spidse Læben over

Bægret uden mindste Nipp – –;

men der er hun jo, minsæl!

Bedst, hun kom, alligevel.

    Anitra

(fra Teltet).

Herre, kalder du i Natten?

    Peer Gynt.

Ja saamen; Profeten kalder.

Jeg blev vækket før af Katten

ved et voldsomt Jagtrabalder –

    Anitra.

Ak, det var ej Jagtlarm, Herre;

det var noget meget værre.

    Peer Gynt.

Hvilket da?

    Anitra.

              O, skaan mig!

    Peer Gynt.

                              Tal!

    Anitra.

O, jeg rødmer –

    Peer Gynt

(nærmere).

                              Var det kanske

hvad der fyldte mig saa ganske,

da jeg gav dig min Opal?

    Anitra

(forskrækket).

Ligne dig, o, Verdens Skatt,

med en ækkel gammel Katt!

    Peer Gynt.

Barn, fra Elskovs Standpunkt set,

kan en Hankatt og Profet

komme hartad ud paa et.

    Anitra.

Herre, Spøgens Honning strømmer

fra din Læbe.

    Peer Gynt.

                              Lille Ven;

du, som andre Piger, dømmer

Skorpen kun af store Mænd.

Jeg er spøgefuld igrunden,

og paa Tomandshaand især.

Af min Stilling er jeg bunden

till en Maskes Alvorsskjær;

Dagens Pligter gjør mig tvungen;

alt det Regnskab og Besvær,

som jeg har med en og hver,

gjør mig tidt profetisk tvær;

men det ligger kun paa Tungen. –

Væk med Vaas! I Tetatet'en

er jeg Peer, – ja, den, jeg er.

Hej, nu jager vi Profeten;

og mig selv, mig har du her!

(sætter sig under et Træ og drager hende till sig.)

Kom, Anitra; vi vil hvile

under Palmens grønne Vifte!

Jeg skal hviske, du skal smile;

siden vil vi Roller skifte;

da skal dine Læber friske,

mens jeg smiler, Elskov hviske!

    Anitra

(lægger sig for hans Fødder).

Hvert dit Ord er sødt som Sange,

skjønt jeg lidt kun deraf fatter.

Herre, svar mig, kan din Datter,

ved at lytte, Sjælen fange?

    Peer Gynt.

Sjælen, Aandens Lys og Viden

skal du nok bekomme siden.

Naar i Øst paa Rosenstrimer

prentes gyldent: her er Dagen, –

da, min Tøs, da gier jeg Timer;

du skal nok bli veloppdragen.

Men i Nattens lune Stille

var det dumt, ifald jeg vilde

med en luvslidt Visdoms Rester

træde opp som Skolemester. –

Sjælen er jo ikke heller,

rett betragtet, Hovedsagen.

Det er Hjertet, som det gjælder.

    Anitra.

Tal, o, Herre! Naar du taler,

ser jeg Glimt, som af Opaler!

    Peer Gynt.

Kløgt, paa Spidsen satt, er Dumhed;

Fejgheds Knopp, i Blomst, er Grumhed;

Sandhed i sin Overdrift

er en bagvendt Visdomsskrift.

Ja, mit Barn, – jeg er forsvoren,

som en Hund, hvis ej der gaar

sjælsforædte Folk paa Jorden,

som till Klarhed tungvindt naaer.

Jeg har kjendt en saadan Kropp,

Perlen i den hele Tropp;

og selv han tog fejl af Maalet,

misted Meningen i Skraalet. –

Ser du Ørken om Oasen?

Hvis jeg blot min Turban svinger,

Verdenshavets Flod jeg tvinger

till at fylde hele Stadsen.

Men jeg var en Dompap-Pande,

hvis jeg skabte Hav og Lande.

Ved du, hvad det er at leve?

    Anitra.

Lær mig det!

    Peer Gynt.

                              Det er at svæve

tørrskod nedad Tidens Elv,

helt og holdent som sig selv.

Kun i Mandskraft kan jeg være

den, jeg er, min lille kjære!

Gammel Ørn sin Fjærham fælder,

gammel Støder gaar og hælder,

gammel Kjærring mister Tænder,

gammel Knark faar vissne Hænder, –

hver og en faar vissen Sjæl.

Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,

som en Sultan, hed og hel, –

ej paa Gyntianas Banker,

under Palmeløv og Ranker, –

men, paa Grundlag af det færske,

i en Kvindes Jomfru-Tanker. –

Ser du nu, min lille Pige,

hvi jeg har dig naadigst daaret, –

hvi jeg har dit Hjerte kaaret,

grundlagt, om jeg saa maa sige,

der mit Væsens Kalifat?

Jeg vil eje dine Længsler.

Voldsmagt i min Elskovs Stat!

Du skal være min alene.

Jeg vil være den, der fængsler

dig, som Guld og Ædelstene.

Skilles vi, er Livet omme, –

ja, for din Part, notabene!

Hele du, hver Trevl og Tomme,

uden Vilje, ja, og nej,

vil jeg vide fyldt af mig.

Dine Lokkers Midnattsgaver,

alt, hvad yndigt er at nævne,

skal, som babylonske Haver,

vinke mig till Sultanstævne.

Derfor er det brav igrunden

med dit tomme Pandehvælv.

Har man Sjæl, saa er man bunden

i Betragtning af sig selv.

Hør, imens vi just er ved det; –

hvis du vil, du skal, min Tro,

faa en Ring om Ankelledet; –

det blir bedst for begge to;

jeg taer Plads i Sjælestedet,

og forøvrigt – status quo.

(Anitra snorker.)

Hvad? Hun sover! Er det gledet

Hus forbi, hvad jeg har sagt? –

Nej; det stempler just min Magt,

at hun flyder bort i Drømme

paa min Elskovstales Strømme.

(rejser sig og lægger Smykker i hendes Skjød.)

Her er Søljer! Her er fler!

Sov, Anitra! Drøm om Peer – –

Sov! Isøvne har du Kronen

paa din Kejsers Pande satt!

Sejr paa Grundlag af Personen

vandt Peer Gynt i denne Natt.

*

(Karavanvej. Oasen langt tillbage i det fjerne.)

(Peer Gynt, paa sin hvide Hest, jager gjennem Ørken. Han har Anitra foran sig paa Sadelknappen.)

    Anitra.

Lad være; jeg bider!

    Peer Gynt.

                              Du lille Skalk!

    Anitra.

Hvad vil du?

    Peer Gynt.

                              Vil? Lege Due og Falk!

Føre dig bort! Gjøre gale Streger!

    Anitra.

Skam dig! En gammel Profet –!

    Peer Gynt.

                              Aa, Vaas!

Profeten er ikke gammel, din Gaas!

Synes du dette paa Alderdom peger?

    Anitra.

Slipp! Jeg vil hjem!

    Peer Gynt.

                              Nu er du kokett!

Tænk, hjem! Till Svigerfaer! Det var nett!

Vi gale Fugle, af Buret fløjne,

tør aldrig mere komme ham for Øjne.

Desuden, min Unge, paa samme Sted

bør man ikke for længere Tid slaa sig ned;

man mister i Agt, hvad man vinder i Kjendskab; –

især, naar man kommer som Profet eller sligt.

Flygtigt skal man vise sig, gaa som et Digt.

Det var s'gu paa Tid at Besøget fik Endskab.

Det er vakklende Sjæle, disse Slettens Sønner; –

tillslut vanked hverken Virak eller Bønner.

    Anitra.

Ja, men er du Profet?

    Peer Gynt.

                              Jeg er din Kejser!

(vil kysse hende.)

Nej se, hvor den lille Hakkespætt knejser!

    Anitra.

Giv mig den Ring, som sidder paa din Finger.

    Peer Gynt.

Tag, søde Anitra, det hele Pøjt!

    Anitra.

Dine Ord er Sange! Lifligt de klinger!

    Peer Gynt.

Saligt, at vide sig elsket saa højt!

Jeg vil af! Jeg vil lede Hesten, som din Slave!

(rækker hende Ridepisken og stiger af.)

Se saa, min Rose, min dejlige Blomst;

her vil jeg gaa i Sandet og kave

till jeg rammes af et Solstikk og faar min Bekomst.

Jeg er ung, Anitra; hav det for Øje!

Du faar ikke veje mine Fagter saa nøje.

Spas og Spilopper er Ungdoms Kriterium!

Hvis altsaa ikke din Aand var saa tung,

saa vilde du skjønne, min yndige Nerium, –

din Elsker gjør Spilopper, – ergo er han ung!

    Anitra.

Ja, du er ung. Har du flere Ringe?

    Peer Gynt.

Ikke sandt? Der; grams! Som en Bukk kan jeg springe!

Var her Vinløv i Nærheden, skulde jeg mig kranse.

Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!

(danser og synger.)

Jeg er en lyksalig Hane!

Hakk mig, min lille Tippe!

Ej! Hopp! Lad mig trippe; –

jeg er en lyksalig Hane!

    Anitra.

Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –

rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.

    Peer Gynt.

Ømme Bekymring! Bær Pungen for stedse; –

uden Guld er elskende Hjerter tillfredse!

(danser og synger igjen.)

Unge Peer Gynt er en Galfrands; –

han ved ikke paa hvad Fod han vil staa.

Pytt, sa'e Peer; – pytt, lad gaa!

Unge Peer Gynt er en Galfrands!

    Anitra.

Frydfuldt, naar Profeten i Dansen træder!

    Peer Gynt.

Visvas med Profeten! – Lad os bytte Klæder!

Hejsan! Trækk ud!

    Anitra.

                              Din Kaftan blev for lang,

din Livgjord for vid og din Strømpe for trang –

    Peer Gynt.

Eh bien!

(knæler.)

                              Men gjør mig en hæftig Sorg; –

det er sødt for elskende Hjerter at lide!

Hør, naar vi kommer hjem till min Borg –

    Anitra.

Till dit Paradis; – har vi langt at ride?

    Peer Gynt.

Aa, en tusende Mile –

    Anitra.

              Forlangt!

    Peer Gynt.

                              O, hør; –

du skal faa den Sjæl, som jeg lovte dig før –

    Anitra.

Ja, Takk; jeg hjælper mig uden Sjæl.

Men du bad om en Sorg –

    Peer Gynt

(rejser sig).

                              Ja, Død og Plage!

En voldsom, men kort, – for en to-tre Dage!

    Anitra.

Anitra lyder Profeten! – Farvel!

(hun smækker ham et dygtigt Rapp over Fingrene og jager i flyvende Galopp tillbage gjennem Ørken.)

    Peer Gynt

(staar en lang Stund som lynslagen).

Naa, saa skulde da ogsaa – – –!

*

(Samme Sted. En Time senere.)

(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker Tyrkeklæderne af, Stykke for Stykke. Tillsidst tager han sin lille Rejsehue opp af Frakkelommen, sætter den paa, og staar atter i sin europæiske Dragt.)

    Peer Gynt

(idet han kaster Turbanen langt fra sig).

Der ligger Tyrken, og her staar jeg! –

Dette hedenske Væsen duer s'gu ej.

Det var heldigt, det kun var i Klæderne baaret,

og ej, som man siger, i Kjødet skaaret. –

Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?

En staar sig dog bedst paa at leve som Kristen,

vrage Paafuglhabittens Pral,

støtte sin Færd till Lov og Moral,

være sig selv og faa sig tillsidst en

Tale ved Graven og Kranse paa Kisten.

(gaar nogle Skridt.)

Den Taske; – hun var paa et hængende Haar

ifærd med at gjøre mig Hodet kruset.

Jeg vil være et Trold, ifald jeg forstaar,

hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.

Naa; godt, det fik Slut! Var Spasen dreven

et Skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –

Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en Trøst,

at jeg fejled paa Grundlag af Stillingens Brøst.

Det var ikke selve Personen, der faldt.

Det er egentlig dette profetiske Levnet,

saa ganske blottet for Virksomheds Salt,

som har sig med Smagløsheds Kvalmer hævnet.

En daarlig Bestilling at være Profet!

I Embedets Medfør skal man gaa som i Taagen;

profetisk taget man flux er Bét,

saa saare man ter sig ædru og vaagen.

For saa vidt har jeg gjort Stillingen Fyldest,

netopp ved at bringe den Gaas min Hyldest.

Men, ikke desmindre –

(brister i Latter.)

                              Hm, tænke sig till!

Ville stoppe Tiden ved at trippe og danse!

Ville stride mod Strømmen ved at svinge og svanse!

Spille paa Strengeleg, kjæle og sukke,

og ende som en Hane – med at lade sig plukke.

Den Adfærd kan kaldes profetisk vild. –

Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!

Naa; lidt har jeg rigtignok i Baghaanden gjemt;

jeg har noget i Amerika, noget i Lommen;

er altsaa ikke helt paa Fantestien kommen. –

Og dette middels er igrunden bedst.

Nu er jeg ikke bunden af Kudsk eller Hest;

jeg har ingen Besvær med Kuffert og Kjærre;

kort sagt, som man siger, jeg er Stillingens Herre. –

Hvilken Vej bør jeg vælge? Mangen Vej staar mig aaben;

og i Valget kjender man Vismand fra Taaben.

Mit Forrettningsliv er et sluttet Kapitel;

min Kjærlighedsleg er en aflagt Kittel.

Till Krebsegang føler jeg ingen Drift.

«Atter og fram, det er lige langt;

ud og ind, det er lige trangt», –

saa tror jeg der staar i et aandrigt Skrift. –

Altsaa noget nytt; en forædlet Færd;

et Formaal, som er Møjen og Pengene værd.

Om jeg skrev mit Levnet uden Fordølgelse, –

en Bog till Vejledning og Efterfølgelse?

Eller, bi –! Jeg har Tiden ganske till Raadighed; –

hvad, om jeg som en rejsende Lærd

studerte de henfarne Tiders Graadighed?

Isandhed, ja; det er noget for mig!

Krøniker læste jeg alt som liden,

og har ogsaa dyrket den Videnskab siden. –

Jeg vil følge Menneskeslægtens Vej!

Jeg vil svømme som en Fjær paa Historiens Strøm,

leve den opp igjen, som i en Drøm, –

se Heltenes Kampe for stort og godt,

men i sikker Behold, som Tillskuer blott, –

se Tænkerne falde, Martyrerne bløde,

se Riger grundes og Riger forgaa, –

se Verdensepoker slaa ud af det smaa;

kort sagt, jeg vil skumme Historiens Fløde. –

Jeg faar se at faa Tag i et Bind af Becker,

og rejse kronologisk saa langt jeg rækker. –

Vel sandt, – min Forkundskab er ikke grundig,

og Historiens indre Mekanik underfundig; –

men pytt; hvor Udgangspunktet er galest,

blir tidt Resultatet originalest. – –

Hvor løftende dog, at sætte sig et Maal,

og drive det igjennem som Flint og Staal!

(stille bevæget.)

Bryde, paa alle Kanter og Ender,

de Baand, som binder till Hjemstavn og Venner, –

sprænge i Luften sin Rigdoms Skatt, –

sige sin Kjærlighedslykke Godnatt, –

alt, for at finde det sandes Mysterium, –

(tørrer en Taare af Øjet.)

det er den ægte Forskers Kriterium! –

Jeg føler mig lykkelig over al Maade.

Nu har jeg løst min Bestemmelses Gaade.

Nu bare holde ud i tykkt og i tyndt!

Det er vel tillgiveligt om jeg knejser

og føler mig selv, som Manden Peer Gynt,

ogsaa kaldt Menneskelivets Kejser. –

Det svundnes Facit og Sum vil jeg eje;

aldrig slide de levendes Veje; –

Samtiden er ej en Skosaale værd;

baade troløs og margløs er Mændenes Færd;

deres Aand har ej Flugt, deres Daad ej Vægt; – –

(trækker paa Skulderen.)

og Kvinderne, – det er en skrøbelig Slægt!

(han gaar.)

*

(Sommerdag. Højt oppe mod Nord. En Hytte i Storskogen. Aaben Dør med en stor Trælaas. Rensdyrhorn over Døren. En Flok Gjeder ved Husvæggen.)

(En middelaldrende Kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i Solskinnet.)

    Kvinden

(kaster et Øje nedover Vejen og synger):

Kanske vil der gaa baade Vinter og Vaar,

og næste Sommer med, og det hele Aar; –

men engang vil du komme, det ved jeg visst;

og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

(lokker paa Gjederne, spinder og synger igjen.)

Gud styrke dig hvor du i Verden gaar!

Gud glæde dig, hvis du for hans Fodskammel staar!

Her skal jeg vente till du kommer igjen;

og venter du hisstoppe, vi træffes der, min Ven!

*

(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten staar i Sandet.)

(Peer Gynt kommer gaaende og ser sig en Stund omkring.)

    Peer Gynt.

Her kunde jeg passelig begynde min Vandring. –

Nu er jeg altsaa Ægypter till Forandring;

men Ægypter paa Grundlag af det gyntske jeg.

Siden till Assyrien jeg lægger ivej.

Helt at begynde med Verdens Skabelse,

det vilde bare lede till Fortabelse; –

jeg vil ganske gaa udenom Bibelhistorien;

jeg finder jo altid dens verdslige Spor igjen;

og at se den, som man siger, i Sømmene efter,

ligger udenfor baade min Plan og mine Kræfter.

(sætter sig paa en Sten.)

Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,

till Støtten med sin vanlige Morgensang er færdig.

Efter Frokosten klyver jeg opp paa Pyramiden;

faar jeg Tid, vil jeg granske den indeni siden.

Derpaa till-lands om det røde Hav;

kanske kan jeg finde Kong Potifars Grav. –

Saa er jeg Asiater. I Babylon jeg søger

de rygtbare hængende Haver og Skjøger, –

det vil sige, de vigtigste Spor af Kultur.

Og saa med et Spring till Trojas Mur.

Fra Troja gaar der jo Sjøvej direkte

over till det herlige gamle Athen; –

der vil jeg paa Aastedet, Sten for Sten,

befare det Pass, som Leonidas dækkte; –

jeg vil gjøre mig fortrolig med de bedre Filosofer,

finde Fængslet, hvor Sokrates døde som Offer – –;

nej, det er s'gu sandt, – der er Krig for Tiden –!

Ja, saa faar Hellenismen ligge till siden.

(ser paa sit Uhr.)

Det er dog for galt, hvor længe det varer,

før Solen rinder. Min Tid er knapp.

Altsaa, fra Troja; – det var der jeg slapp – –

(rejser sig og lytter.)

Hvad er det for en underlig Susning, som farer –?

(Soloppgang.)

    Memnonstøtten

(synger):

Af Halvgudens Aske stiger foryngende

Fugle syngende.

Zeus, den alvidende,

skabte dem stridende.

Visdomsugle,

Hvor sover mine Fugle?

Du maa dø eller raade

Sangens Gaade!

    Peer Gynt.

Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik

fra Støtten en Lyd! Det var Fortidsmusik.

Jeg hørte Stenrøstens Stigning og Sænkning. –

Jeg vil skrive det opp till de Lærdes Betænkning.

(noterer i Lommebogen.)

«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt Klangen,

men forstod ikke rigtig Texten till Sangen.

Det hele var naturligvis Sansebedrag. –

Ellers intet af Vægt observeret idag.»

(gaar vidre.)

*

(Ved Landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af Klippen. Langt borte Kairos Spir og Minaretter.)

(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen oppmærksomt, snart gjennem Lorgnetten, snart gjennem den hule Haand.)

    Peer Gynt.

Nej, hvor i Alverden har jeg truffet før

noget halvglemt, som minder om dette Skabilken?

For truffet det, har jeg, – i Nord eller Sør.

Var det en Person? Og, i saa Fald, hvilken?

Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,

ligned de saakaldte Dovregubber,

slig, som han sad der, stiv og stind,

med Enden plantet paa Søjlestubber.

Men dette underlige Krydsningsdyr,

denne Bytting, paa engang Løve og Kvinde, –

har jeg ogsaa ham fra et Eventyr?

Eller har jeg ham fra et virkeligt Minde?

Fra et Eventyr? Ho, nu husker jeg Kallen!

Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i Skallen, –

det vil sige, jeg drømte, – for jeg laa i Feber. –

(gaar nærmere.)

De selvsamme Øjne; de selvsamme Læber; –

ikke fuldt saa dorsk; lidt mere forslagen;

men ellers den samme i Hovedsagen. –

Ja saa da, Bøjg; du ligner en Løve,

naar en ser dig bagfra og træffer dig om Dagen!

Kan du endnu Gaader? Det skal vi prøve.

Nu faar vi se om du svarer som sidst, du!

(raaber mod Sfinxen.)

Hej, Bøjg, hvem er du?

    En Stemme

(bag Sfinxen).

                              Ach, Sfinx, wer bist du?

    Peer Gynt.

Hvad! Ekkoet bryder paa Tydsk! Mærkværdigt!

    Stemmen.

Wer bist du?

    Peer Gynt.

                              Det taler jo Sproget færdigt!

Den Observation er ny og min.

(noterer i Bogen.)

«Ekko paa Tydsk. Dialekt fra Berlin.»

(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)

    Begriffenfeldt.

Et Menneske!

    Peer Gynt.

                              Naa; det er ham, som prater.

(noterer igjen.)

«Kom senerehen till andre Resultater.»

    Begriffenfeldt

(under alleslags urolige Fagter).

Min Herre, undskyld –! En Lebensfrage –!

Hvad fører Dem just idag herhen?

    Peer Gynt.

En Visit. Jeg hilser paa en Ungdomsven.

    Begriffenfeldt.

Hvad? Sfinxen –?

    Peer Gynt

(nikker).

                              Jeg har kjendt ham i gamle Dage.

    Begriffenfeldt.

Famost! – Og det efter denne Natt!

Min Pande hamrer! Den er nærved at revne!

De kjender ham, Mand? Tal! Svar! Kan De nævne,

hvad han er?

    Peer Gynt.

                              Hvad han er? Ja, det kan jeg glatt.

Han er sig selv.

    Begriffenfeldt

(med et Spring).

                              Ha, Livsgaaden glindste

som Lyn for mit Syn! – Det er visst, at han er

sig selv?

    Peer Gynt.

                              Ja, saa siger han idetmindste.

    Begriffenfeldt.

Sig selv! Omvæltningens Stund er nær!

(tager Hatten af.)

Deres Navn, min Herre?

    Peer Gynt.

                              Jeg er døbt Peer Gynt.

    Begriffenfeldt

(med stille Beundring).

Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –

Peer Gynt? Det vil sige: det ubekjendte, –

det kommende, hvis Komme var mig forkyndt –

    Peer Gynt.

Nej, virkelig? Og nu er De her for at hente –?

    Begriffenfeldt.

Peer Gynt! Dybsindig! Gaadefuld! Hvass!

Hvert Ord er ligesom en bundløs Lære!

Hvad er De?

    Peer Gynt

(beskeden).

                              Jeg har altid prøvet at være

mig selv. Forøvrigt er her mit Pass.

    Begriffenfeldt.

Atter det gaadefulde Ord paa Bunden!

(griber ham om Haandledet.)

Till Kairo! Fortolkernes Kejser er funden!

    Peer Gynt.

Kejser?

    Begriffenfeldt.

              Kom!

    Peer Gynt.

                              Er jeg virkelig kjendt –?

    Begriffenfeldt

(idet han trækker ham med sig).

Fortolkernes Kejser – paa selvets Fundament!

*

(I Kairo. Et stort Gaardsrum med høje Mure og Byggninger omkring. Gittervinduer; Jernbure.)

(Tre Vogtere i Gaarden. En fjerde kommer.)

    Den kommende.

Schafmann; sig mig, hvor er Direktøren?

    En Vogter.

Kjørt ud imorges længe før Dag.

    Første.

Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig Sag;

thi inatt –

    En anden.

                              Hyss, stille; der er han ved Døren!

(Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, laaser Porten og stikker Nøglen i Lommen.)

    Peer Gynt

(for sig selv).

Isandhed, en yderst begavet Mand;

næsten alt, hvad han siger, gaar over ens Forstand.

(ser sig om.)

Saa dette her er de Lærdes Klubb?

    Begriffenfeldt.

Her vil De finde dem, Rubb og Stubb; –

de halvfjerdsindstyve Fortolkeres Kreds;

den er nylig forøget med hundred og treds – –

(raaber paa Vogterne.)

Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –

ind i Burene med jer flux!

    Vogterne.

Vi?

    Begriffenfeldt.

                              Hvem ellers? Afsted, afsted!

Naar Verden snurrer, saa snurrer vi med.

(tvinger dem ind i et Bur.)

Han er kommen imorges, den store Peer; –

I kan slutte jer till Resten, – jeg siger ikke mer.

(stænger Buret og kaster Nøglen i en Brønd.)

    Peer Gynt.

Men, bedste Herr Doktor og Direktør –?

    Begriffenfeldt.

Ingen af Delene! Jeg var det før – –

Herr Peer; kan De tie? Jeg maa give mig Luft –

    Peer Gynt

(i stigende Uro).

Hvad er det?

    Begriffenfeldt.

                              Lov mig, De ikke vil skjælve.

    Peer Gynt.

Jeg skal prøve –

    Begriffenfeldt

(trækker ham hen i et Hjørne og hvisker).

                              Den absolute Fornuft

afgik ved Døden iaftes Kl. 11.

    Peer Gynt.

Gud fri mig –!

    Begriffenfeldt.

                              Ja, det er yderst beklageligt.

Og i min Stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;

thi denne Anstalt gjaldt lige till det sidste

for en Daarekiste.

    Peer Gynt.

                              En Daarekiste!

    Begriffenfeldt.

Ikke nu, forstaar De!

    Peer Gynt

(bleg og sagte).

                              Nu skjønner jeg Stedet!

Og Manden er gal; – og ingen ved det!

(trækker sig bort.)

    Begriffenfeldt

(følger efter).

Forøvrigt haaber jeg De har forstaaet?

Naar jeg kalder ham død, saa er det Væv.

Han er gaaet fra sig selv. Af sit Skind er han gaaet, –

akkurat som min Landsmand Münchhausens Ræv.

    Peer Gynt.

Undskyld et Minut –

    Begriffenfeldt

(holder paa ham).

                              Nej, det var som en Aal; –

ikke som en Ræv. Gjennem Øjet en Naal; –

han sprælled paa Væggen – –

    Peer Gynt.

                              Hvor finder jeg Frelsen!

    Begriffenfeldt.

Rundt om Halsen et Snitt og saa, vips, af Pelsen!

    Peer Gynt.

Forrykkt! Aldeles fra Vid og Sans!

    Begriffenfeldt.

Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge, –

denne Fra-sig-Gaaen vil have till Følge

en hel Omvæltning till Lands og Vands.

De Personligheder, som før kaldtes gale,

blev nemlig iaftes Kl. 11 normale,

konforme med Fornuften i dens nye Fase.

Og ser man endvidre paa Sagen rett,

er det klart at fra nyssnævnte Klokkeslett

begyndte de saakaldt kloge at rase.

    Peer Gynt.

De nævnte Klokken; min Tid er knapp –

    Begriffenfeldt.

Deres Tid? Der gav De min Tanke et Rapp!

(aabner en Dør og raaber:)

Herud! Den vordende Tid er forkyndt!

Fornuften er død. Leve Peer Gynt!

    Peer Gynt.

Nej, kjæreste Mand –!

(de afsindige kommer efterhaanden ud i Gaardsrummet.)

    Begriffenfeldt.

                              God Mogen! Giv Møde,

og hils paa Befrielsens Morgenrøde!

Eders Kejser er kommen!

    Peer Gynt.

              Kejser?

    Begriffenfeldt.

                              Ja visst!

    Peer Gynt.

Men Æren er saa stor, saa over al Maade –

    Begriffenfeldt.

Ak, lad ingen falsk Beskedenhed raade

i en Stund som denne.