Текст книги "Peer Gynt"
Автор книги: Henrik Ibsen
Жанр:
Драматургия
сообщить о нарушении
Текущая страница: 7 (всего у книги 8 страниц)
Den Klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans Færd var Langspil under Spaanens Dæmper.
Og derfor Fred med dig, du stille Kjæmper,
som stred og faldt i Bondens lille Krig!
Vi vil ej granske Hjerter eller Nyrer; –
det er ej Hverv for Støv, men for dets Styrer; –
dog fri og fast det Haab jeg taler ud:
den Mand staar knappt som Krøbling for sin Gud!
(Følget skilles ad og gaar. Peer Gynt bliver alene tillbage.)
Peer Gynt.
Se det, det kalder jeg Kristendom!
Slett intet, som greb ens Sind uhyggeligt. –
Ja, Emnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad Prestens Præken drejed sig om, –
er ogsaa i og for sig oppbyggeligt.
(ser ned i Graven.)
Var det kanske ham, som hugg sig i Knogen
den Dag jeg laa paa Storhuggst i Skogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min Stav
paa Randen af denne Aandsfrændes Grav,
saa kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min Pris og Lov. –
Det er rigtig en vakker kristelig Skikk
at kaste et saakaldt Erindringsblik
velvilligt over den henfarnes Dage.
Jeg har intet imod, min Dom at tage
af denne værdige Sogneprest.
Naa, der er sagtens en Stund tillbage,
før Graveren kommer og beer mig till Gjæst; –
og, som Skriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligemaade: den Tid den Sorg, –
endvidre: tag ikke din Ligfærd paa Borg. –
Ja, Kirken blir dog den sande Trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
nu kjender jeg dog, hvor godt det gjør,
at høre forsikkret af kyndige Røster:
slig som du saaer, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig baade i stort og i lidt.
Gaar Lykken imod, saa har en dog Æren
af sit Levnets Førsel i Samklang med Læren. –
Nu hjemad! Lad Vejen falde bratt og trang;
lad Skjæbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt gaar sin egen Gang
og blir den han er; fattig men dydig.
(han gaar.)
*
(Bakke med et udtørret Elveleje. En sammenstyrtet Kværn ved Elven. Grunden oppreven; Ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor Gaard.)
(Oppe ved Gaarden holdes Auktion. Megen Almue samlet. Drikk og Støj. Peer Gynt sidder nede paa en Grushoug paa Kværnetomten.)
Peer Gynt.
Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og Elven skjær.
Gaa udenom, sa'e Bøjgen; – en faar saa her.
En sørgeklædt Mand.
Nu er der bare Skrammel igjen.
(faar Øje paa Peer Gynt.)
Er her Fremmedfolk og? Gud signe, go'e Ven!
Peer Gynt.
Godt Møde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her Barselgilde eller Bryllupslag?
Den sørgeklædte.
Jeg vil heller kalde det Hjemkommerøl; –
Bruden ligger i et Ormebøl.
Peer Gynt.
Og Orme rives om Trevler og Klude.
Den sørgeklædte.
Det er Enden paa Visen; saa er den ude.
Peer Gynt.
Alle Viser har samme Slut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som Gut.
En tyveaarig
(med en Støbeske).
Her skal I se, hvad Stas jeg har kjøbt!
I den har Peer Gynt sine Sølvknapper støbt.
En anden.
Men jeg da! En Skilling for Pengeskjæppen!
En tredje.
Ingen bedre? Halvfemte for Kramkarl-Skræppen!
Peer Gynt.
Peer Gynt? Hvem var han?
Den sørgeklædte.
Jeg bare ved,
han var Svoger till Døden og till Aslak Smed.
En graaklædt Mand.
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
Den sørgeklædte.
Du glemmer, paa Hæggstad var en Stabburdør.
Den graaklædte.
Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
Den sørgeklædte.
Bare hun ikke taer Døden ved Næsen –
Den graaklædte.
Kom, Svoger! En Dram, for Svogerskabs Skyld!
Den sørgeklædte.
Fanden være Svoger! Du væver i Fyld –
Den graaklædte.
Aa, Sludder; Blodet er aldrig saa tyndt,
en kjender sig altid i Slægt med Peer Gynt.
(trækker afsted med ham.)
Peer Gynt
(sagte).
En træffer nok Kjendinger.
En Gut
(raaber efter den sørgeklædte).
Salig Moer
kommer efter dig, Aslak, hvis du Svælget fugter.
Peer Gynt
(rejser sig).
Her gjælder nok ikke Agronomernes Ord:
jo mere en roder, des bedre det lugter.
En Gut
(med et Bjørneskind).
Se Katten paa Dovre! Ja, bare Fellen.
Det var den, som jog Troldet paa Julekvelden.
En anden
(med en Rensdyrskalle).
Her er den gjilde Renbukk, som bar
Peer Gynt ved Gjendin over Egg og Skar.
En tredje
(med en Hammer, raaber till den sørgeklædte).
Hej, du Aslak, kjender du Slæggen?
Var det den, du brugte, da Fanden brød Væggen?
En fjerde
(tomhændet).
Mads Moen, her er Usynlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i Luften.
Peer Gynt.
Brændevin, Gutter! Jeg kjender mig gammel; –
jeg vil holde Auktion over Skrab og Skrammel!
En Gut.
Hvad har du at sælge?
Peer Gynt.
Jeg har et Slot; –
det ligger i Ronden; det er muret godt.
Gutten.
En Knapp er buden!
Peer Gynt.
Du faar gaa till en Dram.
At byde mindre, var Synd og Skam.
En anden.
Han er lystig, Gamlen!
(Flokken stimler om ham.)
Peer Gynt
(raaber):
Grane, min Hest; –
hvem byder?
En i Hoben.
Hvor gaar han?
Peer Gynt.
Langt i Vest!
Mod Nedgangen, Gutter! Den Traver kan flyve
saa fort, saa fort, som Peer Gynt kunde lyve.
Stemmer.
Hvad mere har du?
Peer Gynt.
Baade Guld og Skrab!
Det er kjøbt med Forlis; det sælges med Tab.
En Gut.
Raab opp!
Peer Gynt.
En Drøm om en Spændebog!
Den kan I faa for en Hægtekrog.
Gutten.
Fanden med Drømme!
Peer Gynt.
Mit Kejserdom!
Jeg kaster det i Flokken; I kan gramse derom!
Gutten.
Følger Kronen med?
Peer Gynt.
Af det dejligste Straa.
Den vil passe den første, som sætter den paa.
Hej, her er mer! Et vindlagt Ægg!
En Galmands Graahaar! Profetens Skjægg!
Alt skal han faa, som viser mig paa Hejen
Stolpen med Paaskrift: her gaar Vejen!
Lensmanden
(som er kommen till).
Du bærer dig ad, min Mand, saa næsten
jeg tror din Vej gaar bent i Arresten.
Peer Gynt
(med Hatten i Haanden).
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
Lensmanden.
Hvad Sludder –
Peer Gynt.
Med Forlov! Jeg beer saa tyndt –!
Lensmanden.
Aa, der siges, han var en vederstyggelig Digter –
Peer Gynt.
En Digter –?
Lensmanden.
Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, Ven, – jeg har andre Pligter –
(gaar.)
Peer Gynt.
Og hvor er han nu, den mærkelige Mand?
En aldrende.
Han foer over Havet till et fremmed Land;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange Aar siden hængt.
Peer Gynt.
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv till det sidste.
(hilser.)
Farvel, – og mangfoldig Takk for idag!
(gaar nogle Skridt, men standser igjen.)
I glade Gutter, I væne Kvinder, –
vil I høre en Skrøne till Vederlag?
Flere.
Ja, kan du nogen?
Peer Gynt.
Der er intet till Hinder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed Mine over ham.)
I San Franzisco jeg grov efter Guld.
Hele Byen var af Gjøglere fuld.
En kunde gnide paa Fiol med Tæerne;
en anden kunde danse spansk Halling paa Knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde Vers
mens hans Hjerneskal blev boret igjennem paatvers.
Till Gjøgler-Stævnet kom ogsaa Fanden; –
vilde prøve sin Lykke, som saa mangen anden.
Hans Fag var det: paa en skuffende Vis
at kunne grynte som en virkelig Gris.
Hans Personlighed trak, skjønt han ej var kjendt.
Huset var fuldt og Forventningen spændt.
Frem traadte han i Kappe med svajende Fliger;
man muss sich drappieren, som Tydskeren siger.
Men ind under Kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han forstaaet en Gris at liste.
Og nu begyndte da Præstationen.
Fanden, han kneb; og Grisen gav Tonen.
Det hele blev holdt som en Fantasi
over Grise-Tillværelsen, bunden og fri; –
till Slutning et Hvin, som ved Slagterens Stikk; –
hvorpaa Kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af Fagmænd drøftet og dømt;
Stemningen blev baade lastet og berømt; –
nogle fandt Røstens Udtrykk for tyndt;
andre fandt Dødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva Grynt
var Præstationen yderst outreret. –
Se, det fik Fanden fordi han var dum
og ikke beregned sit Publikum.
(han hilser og gaar. Der falder en usikker Stillhed over Mængden.)
*
(Pinseaften. – Inde paa Storskogen. Længere borte, paa en Ryddningsplads, en Hytte med Rensdyrhorn over Dørgavlen.)
(Peer Gynt kryber i Holtet og sanker Jordløg.)
Peer Gynt.
Dette her er et Standpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve, og vælge det bedste.
Jeg har saa gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige till Nebukadnezar.
Saa skulde jeg dog gjennem Bibelhistorien. –
Den gamle Gutten fik ty till sin Moer igjen.
Der staar jo ogsaa: af Jord est du kommen. –
Hvad det gjælder i Livet, er at fylde Vommen.
Fylde den med Jordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte Doner.
Her er Vand i Bækken; jeg skal ikke tørste,
og faar dog mellem Vilddyr regnes for den første.
Naar jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
saa kryber jeg under et vindfældt Træ;
som Bamsen en Løvhoug jeg over mig kaver
og risper i Barken med store Bogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige Fyr,
Kejser over alle de andre Dyr. –
Kejser?
(ler indvendig.)
Du gamle Spaamands-Gjøg!
Du er ingen Kejser; du er en Løg.
Nu vil jeg skalle dig, kjære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en Løg og plukker Svøb for Svøb af.)
Der ligger det ydre forrevne Lag;
det er Havsnødsmanden paa Jollens Vrag.
Her er Passager-Svøbet skralt og tyndt; –
har dog i Smagen en Snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi Guldgraver-jeget;
Saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette Grovskind her med den haarde Flig,
det er Pelsværksjægren ved Hudsons-Vik.
Det indenfor ligner en Krone; – ja Takk!
Det kaster vi væk uden vidre Snakk.
Her er Oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Og her er Profeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet staar, af Løgne,
saa en ærlig Mand kan faa Vand i Øjne.
Dette Svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er Herren, der leved i Fryd og Gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte Streger; –
svart kan ligne baade Prest og Neger.
(plukker flere paa engang.)
Det var en ustyrtelig Mængde Lag!
Kommer ikke Kjærnen snart for en Dag?
(plukker hele Løgen opp.)
Nej-Gud om den gjør! Till det inderste indre
er altsammen Lag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster Resterne fra sig.)
Fanden maatte gruble!
Gaar en i Tanker, kan en lettvindt snuble.
Naa, jeg kan forresten ad Faren flire; –
for jeg ligger bundfast paa alle fire.
(kløer sig i Nakken.)
Underligt Stell, det hele Røre!
Livet, som det kaldes, har en Ræv bag Øre.
Men griber en till, sætter Mikkel paa Spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i Nærheden af Hytten, faar Øje paa den og studser:)
Denne Stuen? Paa Moen –! Haa!
(gnider Øjnene.)
Det er plent,
som jeg engang skulde det Byggværk kjendt. –
Rensdyrskallen, som spriker over Gavlen – –!
En Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen –!
Løgn! Ingen Havfrue! – Nagler, – Planker, –
Laas, som lukker for Nissebukk-Tanker –!
Solvejg
(synger i Stuen).
Nu er her stellet till Pinsekveld.
Kjære Gutten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
saa und dig Frist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte saa sidst.
Peer Gynt
(rejser sig stille og dødbleg).
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har gjemt. –
O, Alvor! – Og aldrig kan det leges om!
O, Angst! – Her var mit Kejserdom!
(løber ind over Skogstien.)
*
(Natt. – Furumo. En Skogbrand har hærget. Forkullede Træstammer milevidt indover. Hvide Taager hist og her over Skogbunden.)
(Peer Gynt løber over Moen.)
Peer Gynt.
Aske, Skodde, Støv for Vinden, –
her er nok at bygge af!
Stank og Raaddenskab for inden;
alt ihob en kalket Grav.
Digt og Drøm og dødfødt Viden
lægger Fod om Pyramiden;
over den skal Værket højne
sig med Trappetrin af Løgne.
Flugt for Alvor, Sky for Anger,
som et Skilt paa Toppen pranger,
fylder Domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter.)
Hvad for Graad af Barnerøster?
Graad, men halvt paa Vej till Sang. –
Og for Foden triller Nøster –!
(sparker.)
Væk! I gjør mig Stien trang!
Nøsterne
(paa Jorden).
Vi er Tanker;
du skulde tænkt os; –
Pusselanker
du skulde skjænkt os!
Peer Gynt
(gaar udenom).
Livet har jeg skjænkt till en: –
det blev Fusk og skjæve Ben!
Nøsterne.
Tillvejrs vi skulde
som skakende Røster, –
og her maa vi rulle
som Graagarns-Nøster.
Peer Gynt
(snubler).
Nøste! Dit fordømte Drog!
Spænder du for Faer din Krog?
(flygter.)
Vissne Blade
(flyver for Vinden).
Vi er et Løsen;
du skulde stillet os!
Se, hvor Døsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle Bugter;
vi fik aldrig spredt os
som Krans om Frugter.
Peer Gynt.
Faafængt var dog ej jer Fødsel; –
lægg jer stillt og tjen till Gjødsel.
Susning i Luften.
Vi er Sange;
du skulde sunget os! –
Tusende Gange
har du kuget og tvunget os.
I din Hjertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din Strube!
Peer Gynt.
Gift i dig, dit dumme Stev!
Fik jeg Tid till Vers og Væv?
(skyder Snarvej.)
Duggdraaber
(drysser fra Grenene).
Vi er Taarer,
der ej blev fældte.
Isbrodd, som saarer,
kunde vi smelte.
Nu sidder Brodden
i Bringen lodden; –
Saaret er lukket;
vor Magt er slukket.
Peer Gynt.
Takk; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog lige fuldt paa Halen!
Brækkede Straa.
Vi er Værker;
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
Paa yderste Dagen
vi kommer i Flok
og melder Sagen, –
saa faar du nok!
Peer Gynt.
Kjæltringstreger! Tør I skrive
mig tillbogs det negative?
(haster afsted.)
Aases Stemme
(langt borte).
Tvi, for en Skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, Gut; –
styggt har den æltet mig. –
Galt har du kjørt mig.
Peer, hvor er Slottet?
Fanden har forført dig
med Kjæppen i Kottet!
Peer Gynt.
Bedst, en Stakkar væk sig skynder.
Skal en bære Fandens Synder,
maa en snart i Bakken segne; –
de er tunge nok, ens egne.
(løber.)
*
(Et andet Strøg paa Moen.)
Peer Gynt
(synger).
En Graver! En Graver! Hvor er I, Hunde?
En Sang af brægende Klokkermunde;
om Hatteskyggen en Sørgeflig; –
jeg har mange døde; jeg skal følge Lig!
(Knappestøberen med Redskabskiste og en stor Støbeske kommer fra en Sidevej.)
Knappestøberen.
Godt Møde, Gubbe!
Peer Gynt.
God Kveld, min Ven!
Knappestøberen.
Karlen har Hastværk. Hvor skal han hen?
Peer Gynt.
Till Gravøl.
Knappestøberen.
Ja saa? Lidt skralt jeg ser; –
med Forlov, – du heder vel ikke Peer?
Peer Gynt.
Peer Gynt, som man siger.
Knappestøberen.
Det kalder jeg Held!
Det er nettopp Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.
Peer Gynt.
Skal du det? Hvad vil du?
Knappestøberen.
Her kan du se;
jeg er Knappestøber. Du skal i min Ske.
Peer Gynt.
Hvad skal jeg i den?
Knappestøberen.
Du skal smeltes om.
Peer Gynt.
Smeltes?
Knappestøberen.
Her er den, skuret og tom.
Din Grav er gravet, din Kiste bestillt.
I Skrotten skal Ormene leve gjildt; –
men jeg har Ordre till, uden Dvælen
paa Mesters Vegne at hente Sjælen.
Peer Gynt.
Ugjørligt! Saadan foruden Varsel –!
Knappestøberen.
Det er gammel Vedtægt ved Gravøl og Barsel
i Stillhed at vælge Dagen till Festen,
uden ringeste Varsel for Hædersgjæsten.
Peer Gynt.
Ja, rigtig. Det rundt i min Hjerne løber.
Du er jo –?
Knappestøberen.
Det hørte du; – Knappestøber.
Peer Gynt.
Forstaar! Kjært Barn har mange Navne.
Ja saa da, Peer; det er der, du skal havne!
Men dette, go'e Karl, er uredelig Færd!
Jeg ved, jeg er mildere Medfart værd; –
jeg er ikke saa gal, som I kanske tror, –
har øvet adskilligt godt her paa Jord; –
i værste Fald kan jeg kaldes en Flynder, –
men slettikke nogen særdeles Synder.
Knappestøberen.
Nej, det er jo nettopp Knuden, Mand;
du er ingen Synder i højere Forstand;
se, derfor slipper du Pinsels-Veen,
og kommer, som andre, i Støbeskeen.
Peer Gynt.
Kald det, hvad du vil, – Ske eller Pøl;
Mungaat og Bjor er beggeto Øl.
Vig, Satan!
Knappestøberen.
Du er da vel aldrig saa grov
at tænke, jeg traver paa en Hestehov?
Peer Gynt.
Paa Hestehov eller Ræveklør, –
pakk dig; og pass dig for hvad du gjør!
Knappestøberen.
Min Ven, du er i en stor Vildfarelse.
Begge har vi Hast, og till Tidsbesparelse
skal jeg forklare dig Sagens Grund.
Du er, som jeg har af din egen Mund,
ikke nogen saakaldt storartet Synder, –
ja, knappt en middels –
Peer Gynt.
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt –
Knappestøberen.
Vent nu lidt; –
men at kalde dig dydig, vilde gaa for vidt –
Peer Gynt.
Det gjør jeg jo heller ikke Fordring paa.
Knappestøberen.
Altsaa midt imellem, og saa som saa.
En Synder af det rigtig storladne Slags
træffes ikke langs Alfarvej nutilldags;
der skal mere till, end at traske i Dynd;
der kræves baade Kraft og Alvor till en Synd.
Peer Gynt.
Ja, det er s'gu rigtigt, hvad du der bemærker;
en skal buse paa, som de gamle Bersærker.
Knappestøberen.
Du derimod, Ven, du tog Synden lett.
Peer Gynt.
Bare udenpaa, Ven, som et Søleskvætt.
Knappestøberen.
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i Sølen –
Peer Gynt.
Og følgelig, Ven, kan jeg gaa, som jeg kom?
Knappestøberen.
Nej, følgelig, Ven, skal du smeltes om.
Peer Gynt.
Hvad er det for Kneb I har fundet paa
herhjemme, mens jeg i Udlandet laa?
Knappestøberen.
Skikken er gammel som Slangens Skabelse,
og beregnet paa at hindre Værdifortabelse.
Du kjender jo Haandværket, – ved vel, at tidt
kan en Støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir Knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde saa du?
Peer Gynt.
Jeg slang Skrabet væk.
Knappestøberen.
Ja vel; Jon Gynt havde Ord for at sløse
saalænge han aatte i Skjæppe og Sækk.
Men, Mester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden Mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som Raastoff kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet till en blinkende Knapp
paa Verdensvesten; men Hæmpen glap;
og derfor skal du i Vraggods-Kassen,
for, som det heder, at gaa over i Massen.
Peer Gynt.
Du mener da vel aldrig, at faa mig gydt,
sammen med Peer og Paal, till noget nyt?
Knappestøberen.
Jo, saa min Sæl mener jeg saa.
Det har vi gjort med ikke saa faa.
Paa Kongsberg gjør de det samme med Penge,
hvis Præg er slidt ved at rulle for længe.
Peer Gynt.
Men dette er jo liderligt Gnieri!
Kjære min Ven, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs Knapp, en blankslidt Skilling, –
hvad er det for en Mand i din Mesters Stilling?
Knappestøberen.
Aa, saasom og eftersom Aanden er i en,
saa har en jo altid Metalværdien.
Peer Gynt.
Nej, siger jeg! Nej! Med Tænder og Klør
gjør jeg Modstand mod dette! Alt andet før!
Knappestøberen.
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For Himlen er du ikke tillstrækkeligt luftig –
Peer Gynt.
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke saa højt; –
men af Selvet slipper jeg ikke en Døjt.
Lad mig dømmes paa gammeldags Vis efter Loven!
Sætt mig en tidlang hos ham med Hoven; –
et hundrede Aar, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi Pinen er jo dog kun moralsk,
og altsaa vel ikke saa pyramidalsk.
Det er en Overgang, som skrevet staar,
og som Ræven sagde; – man venter; der slaar
en Forløsningens Stund; man træder tillbage,
og haaber imidlertid paa bedre Dage. –
Men dette andet, – at skulle gaa opp
som et Fnug i en Uvedkommendes Kropp, –
dette Støbeske-Væsen, dette gyntske Opphør, –
det sætter min inderste Sjæl i Opprør!
Knappestøberen.
Men, kjære Peer, det trænges dog ej
for Smaating at tage saa voldsomt paa Vej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det saa, om tillgavns du dør?
Peer Gynt.
Har jeg ikke været –? Jeg maa næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, Knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i Nyrerne inde,
saa vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
Knappestøberen.
Det er ikke muligt. Her har jeg min Ordre.
Se, her staar skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit Livs Bestemmelse Trods.
I Støbeskeen med ham som mislykket Gods.
Peer Gynt.
Hvilket Vaas! Der maa menes en anden Person.
Staar der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
Knappestøberen.
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom saa med det gode, og spild ikke Tiden!
Peer Gynt.
Nej, om jeg gjør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du faar tage dig ivare, min gode Mand!
Husk paa det Ansvar, som følge kan –
Knappestøberen.
Jeg har skriftligt for mig –
Peer Gynt.
Men und mig dog Frist!
Knappestøberen.
Hvad vil du med den?
Peer Gynt.
Jeg vil faa bevist
at jeg var mig selv gjennem hele Livet;
og derom er det jo dog vi har kivet.
Knappestøberen.
Bevist? Med hvad?
Peer Gynt.
Med Vidner og Attester.
Knappestøberen.
Jeg er saare rædd, de blir vraget af Mester.
Peer Gynt.
Umuligt! Forøvrigt, den Tid, den Sorg!
Kjære Mand, lad mig laane mig selv paa Borg;
jeg er snart her igjen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man paa.
Ja; er vi saa enige?
Knappestøberen.
Naa da, lad gaa.
Men husk, ved næste Korsvej vi mødes.
(Peer Gynt løber.)
*
(Længere borte paa Moen.)
Peer Gynt
(i fuld Fart).
Tid er Penge, som skrevet staar.
Den, som nu vidste, hvor Korsvejen gaar; –
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende Jern.
Et Vidne! Et Vidne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkeligt her paa Skogen.
Verden er Fuskværk! Stellet er slett,
naar en Mand skal bevise sin soleklare Rett!
(En gammel kroget Gubbe med Stav i Haanden og Pose paa Nakken trasker foran ham.)
Gubben
(standser).
Kjære, vakkre, – en Skilling till en husvild Kall!
Peer Gynt.
Undskyld; jeg har ikke Skillemynt ved Haanden –
Gubben.
Prins Peer! Aa nej; saa vi træffes skal –?
Peer Gynt.
Hvem er du?
Gubben.
Han minds ikke Gamlen i Ronden?
Peer Gynt.
Du er da vel aldrig –?
Gubben.
Dovregubben, Faer!
Peer Gynt.
Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
Dovregubben.
Aa, jeg er kommen saa rent paa Knæerne –!
Peer Gynt.
Ødelagt?
Dovregubben.
Plyndret for Rubb og Stubb.
Her traver jeg paa Fantestien, sulten som en Skrubb.
Peer Gynt.
Hurra! Sligt Vidne voxer ikke paa Træerne!
Dovregubben.
Herr Prinsen er ogsaa bleven graa siden sidst.
Peer Gynt.
Kjære Svigerfaer, Aarene gnager og tærer.
Naa; Streg over alle private Affærer, –
og, for alting, ingen Familjetvist.
Jeg var dengang en Galning –
Dovregubben.
Aa ja; aa ja; –
Prinsen var ung. Og hvad gjør en ikke da?
Men klog var Prinsen, at han vraged sin Brud;
dermed har han spart sig baade Harmen og Skammen;
for siden er hun saa rent skejet ud –
Peer Gynt.
Se, se!
Dovregubben.
Hun gik nu for koldt Vand og Lud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.
Peer Gynt.
Hvilken Trond?
Dovregubben.
Han i Valfjeldet.
Peer Gynt.
Han? Aha;
det var ham, jeg lokked Sæterjenterne fra.
Dovregubben.
Men Dattersøn er bleven baade fed og stor,
og har gjilde Børn over hele Landet –
Peer Gynt.
Ja, kjære Mand, spar de mange Ord; –
der ligger mig paa Hjerte noget ganske andet. –
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig Stilling,
og ønsker et Vidnesbyrd eller en Attest; –
se, dermed kunde Svigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid gjøre Udvej till en Drikkeskilling –
Dovregubben.
Aa nej; kan jeg være Prinsen till Nytte?
Saa kanske jeg faar et Skudsmaal i Bytte?
Peer Gynt.
Med Glæde. Jeg er noget i Betrykk for Kontanter,
og maa spinke og spare paa alle Kanter.
Men hør nu, hvad det gjælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som Frier i Ronden hin Kveld –
Dovregubben.
Bevares, Herr Prins!
Peer Gynt.
Ikke dette med Prinsen!
Men nok. I vilde med Magt og Vold
hverve mit Syn med et Snitt i Lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt till Trold.
Hvad gjorde jeg saa? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde staa paa min egen Fod;
jeg forsaged baade Elskov og Magt og Ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne Kjendsgjerning, ser I, skal I sværge paa till Thinge –
Dovregubben.
Nej, om jeg kan!
Peer Gynt.
Hvad er det for Snakk?
Dovregubben.
Han vil da vel ikke till en Løgn mig tvinge?
Han husker da vel, han i Troldbrogen trakk,
og smagte paa Mjøden –?
Peer Gynt.
Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afgjørende.
Og nettopp det skal en kjende sin Mand paa.
Det er Slutningsverset det kommer an paa.
Dovregubben.
Men Slutningen, Peer, blev jo stikk imod.
Peer Gynt.
Hvad er dette for Væv?
Dovregubben.
Da du Ronden forlod,
saa skrev du dig bag Øret mit Valgsprogs-Mærke.
Peer Gynt.
Hvilket?
Dovregubben.
Ordet, – det kløvende, stærke.
Peer Gynt.
Ordet?
Dovregubben.
Som skiller mellem Menneskenes Flok
og Troldenes: Trold, vær dig selv nok!
Peer Gynt
(viger et Skridt).
Nok!
Dovregubben.
Og af alle Livsens Kræfter
har du jo siden levet derefter.
Peer Gynt.
Jeg! Peer Gynt!
Dovregubben
(græder).
Det er utakknemmeligt!
Som Trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har satt dig istand
till at svinge dig tillvejrs som en holden Mand; –
og saa kommer du her og kaster paa Nakken
af mig og af Ordet, du skylder hele Takken.
Peer Gynt.
Nok! Et Bergtrold! En Egoist!
Dette her maa være Sludder; det er ganske visst!
Dovregubben
(trækker frem en Bunke gamle Blade).
Du mener nok ikke, vi holder Aviser?
Vent; her skal du se med rødt paa sort,
hvor «Bloksbergs-Posten» dig lover og priser;
og det samme har «Heklefjelds-Tidende» gjort
alt fra den Vinter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan gjerne faa Lov.
Her staar noget med Underskrift «Hingstehov.»
Og her: «Om det troldeligt-Nationale.»
Skribenten drager den Sandhed frem,
at det lidet kommer an paa Horn og Hale,
bare en forresten af Huden har en Rem.
«Vort nok», saa slutter han, «gier Troldets Stempel
till Manden», – og saa nævner han dig, som Exempel.
Peer Gynt.
Et Bergtrold? Jeg?
Dovregubben.
Ja, den Sagen er klar.
Peer Gynt.
Kunde ligesaa gjerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig Ro?
Spart Slid og Møje og mange Par Sko?
Peer Gynt – et Trold? – Det er Væv! Det er Snakk!
Farvel! Der har du en Skilling till Tobak.
Dovregubben.
Nej, snille Prins Peer!
Peer Gynt.
Slipp! Du er gal,
eller gaar i Barndom. Søg et Hospital.
Dovregubben.
Aa, det er nettopp det, som jeg søger.
Men Dattersøns Afkom, som jeg før har sagt,
har faaet her i Landet slig svare Magt;
og de siger, jeg bare er till i Bøger.
Det heder jo, værst er ens egne Frænder;
jeg, Stakkar, faar føle, det Ord er sandt.
Det er haardt at gjælde for Digt og Tant –
Peer Gynt.
Kjære Mand, der er flere, det Uheld hænder.
Dovregubben.
Og vi selv har slett ingen Hjælpekasse,
ingen Spareskillingsgris eller Fattigblokk; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
Peer Gynt.
Nej, der gjaldt det Fandens: vær dig selv nok!
Dovregubben.
Aa, Prinsen kan da ikke klage paa Ordet.
Og hvis han paa en eller anden Boug –
Peer Gynt.
Min Mand, du er rent paa det gale Sporet;
jeg staar selv, som man siger, paa en nøgen Houg –
Dovregubben.
Det er da ikke muligt? Er Prinsen Fant?
Peer Gynt.
Tillbunds. Mit prinselige Jeg staar i Pant.
Og det er jer Skyld, I forbandede Trolde!
Der ser man, hvad daarligt Selskab kan volde.
Dovregubben.
Saa dratted da Haabet af Pinden ned igjen!
Farvel! Det blir bedst, jeg till Byen mig fægter –
Peer Gynt.
Hvad vil du der?
Dovregubben.
Jeg vil gaa till Komedien.
De søger i Bladet nationale Subjekter –
Peer Gynt.
Lykke paa Rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, gaar jeg samme Vej.
Jeg skriver en Farce, baade gal og grundig;
den skal hede: «Sic transit gloria mundi.»
(løber bortover Vejen; Dovregubben raaber efter ham.)
*
(Ved en Korsvej.)
Peer Gynt.
Nu gjælder det, Peer, som det aldrig har gjældt!
Dette dovriske nok, det har Dommen fældt.
Skuden er Vrag; en faar flyde paa Stumperne.
Alt andet; kun ikke mellem Vraggods-Klumperne!
Knappestøberen
(paa Vejskillet).
Naa da, Peer Gynt, hvor er saa Attesten?
Peer Gynt.
Har vi Korsvejen her? Det var fort bestillt!
Knappestøberen.
Jeg kan se paa dit Ansigt, som paa et Skilt,
hvad Seddelen siger, før jeg har læst den.
Peer Gynt.
Jeg blev kjed af det Rend; – en kan gaa sig vild –
Knappestøberen.
Ja; og desuden, hvad fører det till?
Peer Gynt.
Sandt nok; paa Skogen ved Nattetid –
Knappestøberen.
Der trasker dog en Gamling. Skal vi kalde ham hid?
Peer Gynt.
Nej; lad ham gaa. Han er drukken, kjære!
Knappestøberen.
Men kanske han kunde –
Peer Gynt.
Hyss; nej, – lad være!
Knappestøberen.
Ja, taer vi saa fatt?
Peer Gynt.
Et Spørgsmaal blot.
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
Knappestøberen.
Et underligt Spørgsmaal, især i Munden
paa en Mand, der nylig –
Peer Gynt.
Svar kort og godt.
