355 500 произведений, 25 200 авторов.

Электронная библиотека книг » Henrik Ibsen » Peer Gynt » Текст книги (страница 3)
Peer Gynt
  • Текст добавлен: 19 марта 2021, 17:00

Текст книги "Peer Gynt"


Автор книги: Henrik Ibsen


Жанр:

   

Драматургия


сообщить о нарушении

Текущая страница: 3 (всего у книги 8 страниц)

for denne dovriske Levemaaden.

Jeg skal gjerne sværge paa, en Ko er en Mø;

en Ed kan en altid jo æde i sig; –

men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,

at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø,

at gaa som et Bergtrold alle sine Dage, –

dette her, at en aldrig kan træde tillbage,

som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;

men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.


    Dovregubben.

Nu bliver jeg, sandt for Udyden, vred;

og da er jeg ikke till at gantes med.

Du dagblakke Pilt! Ved du hvem jeg er?

Først saa kommer du min Datter for nær –


    Peer Gynt.

Det er Løgn i din Hals!


    Dovregubben.

                              Du maa hende ægte.


    Peer Gynt.

Tør du sige mig paa, at –?


    Dovregubben.

                              Hvad? Kan du nægte,

hun var i din Attraa og i din Begjær?


    Peer Gynt

(blæser).

Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?


    Dovregubben.

Mennesket blir sig dog altid ligt.

Aanden bekjender I alle med Kjæverne;

dog agtes kun det, som kan fakkes med Næverne.

Saa du mener, at Attraaen intet gjælder?

Vent; du skal snart faa Syn for Sagn –


    Peer Gynt.

Du fisker mig ikke med Løgnens Agn!


    Den grønklædte.

Min Peer, du er Faer før Aaret hælder.


    Peer Gynt.

Lukk opp; jeg skal ud.


    Dovregubben.

                              I et Bukkeskind

faar du Ungen efter dig.


    Peer Gynt

(tørrer Sveden af sig).

                              Gid jeg var vaagnet!


    Dovregubben.

Skal han skikkes till Kongsgaarden?


    Peer Gynt.

                              Skikk ham paa Sognet!


    Dovregubben.

Godt, Prinds Peer; den Sagen blir din.

Men den Ting er sikker, at gjort er gjort,

item at din Afkom vil voxe;

sligt Blandingskræ voxer urimelig fort –


    Peer Gynt.

Gubbe, vær nu ikke strid som en Oxe!

Vær rimelig, Jomfru! Tag mod Forlig.

Du skal vide, jeg er hverken Prins eller rig; –

og enten du saa vil maale eller veje mig,

kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.

(Den grønklædte faar ondt og bæres ud af Troldpiger.)

    Dovregubben

(ser en Stund paa ham med høj Foragt; derpaa siger han):

Hiv ham i Knas mod Bergvæggen, Børn!


    Troldungerne.

Aa, Faer, maa vi først lege Hubro og Ørn!

Ulvelegen! Graamus og gloøjet Katt!


    Dovregubben.

Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnatt!

(gaar.)

    Peer Gynt

(jaget af Troldungerne).

Slipp mig, Djævelstøj!

(vil opp gjennem Skorstenspiben.)

    Troldungerne.

                              Tomtegubber! Nisser!

Bid ham bag!


    Peer Gynt.

              Au!

(vil ned gjennem Kjælderlemmen.)

    Troldungerne.

                              Stæng alle Ridser!


    Hoftroldet.

Hvor de morer sig, de smaa!


    Peer Gynt

(kjæmpende med en liden Troldunge, som har bidt sig fast i hans Øre).

                              Vil du slippe, dit Skarn!


    Hoftroldet

(slaar ham over Fingrene).

Tag varsomt, Slyngel, paa et kongeligt Barn!


    Peer Gynt.

Et Rottehul –!

(løber derhen)

    Troldungerne.

                              Nissebroer! Det maa du spærre!


    Peer Gynt.

Den gamle var fæl; men de unge er værre!


    Troldungerne.

Flæng ham!


    Peer Gynt.

                              Ak; den, der var liden som en Mus!

(løber om.)

    Troldungerne

(myldrer omkring ham).

Stæng Gjærde! Stæng Gjærde!


    Peer Gynt

(grædende).

                              Ak; var jeg en Lus!

(han falder.)

    Troldungerne.

Nu i Synet paa ham!


    Peer Gynt

(begravet i Trolddyngen).

                              Hjælp, Moer, jeg dør!

(Kirkeklokker ringer langt borte.)

    Troldungerne.

Bjelder i Fjeldet! Det er Svartekjolens Kjør!

(Troldene flygter under Bulder og hylende Skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

*

(Bælmørke.)

(Peer Gynt høres at hugge og slaa omkring sig med en stor Gren.)

    Peer Gynt.

Giv Svar! Hvem er du?

(En Stemme i Mørket.)              Mig selv.


    Peer Gynt.

                              Af Vejen!


    Stemmen.

Gaa udenom, Peer! Den er stor nok, Hejen.


    Peer Gynt

(vil igjennem paa et andet Sted, men støder imod).

Hvem er du?


    Stemmen.

                              Mig selv. Kan du sige det samme?


    Peer Gynt.

Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit Sverd kan ramme!

Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!

Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!

(slaar og hugger.)

Hvem er du?


    Stemmen.

              Mig selv.


    Peer Gynt.

                              Det dumme Svar

kan du gjemme; det gjør ikke Sagen klar.

Hvad er du?


    Stemmen.

              Den store Bøjgen.


    Peer Gynt.

                              Naa, saa!

Før var Gaaden svart; nu tykkes den graa.

Af Vejen, Bøjg!


    Stemmen.

                              Gaa udenom, Peer!


    Peer Gynt.

Igjennem!

(slaar og hugger.)

              Han faldt!

(vil frem, men støder imod)

                              Haa, haa! Er her fler?


    Stemmen.

Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.

Det er Bøjgen, som er saarløs, og Bøjgen, som fik Men.

Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.


    Peer Gynt

(kaster Grenen).

Værget er troldsmurt; men jeg har Næver!

(slaar sig igjennem.)

    Stemmen.

Ja, lid paa Næverne; lid paa Kroppen.

Hi-hi, Peer Gynt, saa rækker du Toppen.


    Peer Gynt

(kommer igjen).

Atter og fram, det er lige langt; –

ud og ind, det er lige trangt!

Der er han! Og der! Og rundt om Svingen!

Rett som jeg er ude, staar jeg midt i Ringen. –

Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?


    Stemmen.

Bøjgen.


    Peer Gynt

(famler omkring).

                              Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; taaget.

Ingen Skikkelse heller! Det er som at tørne

i en Dynge af knurrende halvvaagne Bjørne!

(skriger.)

Slaa fra dig!


    Stemmen.

                              Bøjgen er ikke gal.


    Peer Gynt.

Slaa!


    Stemmen.

              Bøjgen slaar ikke.


    Peer Gynt.

                              Kjæmp! Du skal!


    Stemmen.

Den store Bøjgen vinder uden at kjæmpe.


    Peer Gynt.

Var her bare en Nisse, som kunde mig prikke!

Var her bare saa meget, som et aarsgammelt Trold!

Bare noget at slaas med. Men det er her ikke. –

Nu snorker han! Bøjg!


    Stemmen.

              Hvad godt?


    Peer Gynt.

                              Brug Vold!


    Stemmen.

Den store Bøjgen vinder alting med Lempe.


    Peer Gynt

(bider sig i Arme og Hænder).

Klør og flængende Tænder i Kjødet!

Jeg maa kjende Dryppet af mit eget Blod.

(der høres som Vingeslag af store Fugle.)

    Fugleskrig.

Kommer han, Bøjg?


    Stemmen i Mørket.

                              Ja; Fod for Fod.


    Fugleskrig.

Alle Systre langt borte! Flyv frem till Mødet!


    Peer Gynt.

Skal du berge mig, Jente, saa gjør det snart!

Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –

Spændebogen! Kyl ham den bent i Øjet!


    Fugleskrig.

Han vimrer!


    Stemmen.

              Vi har ham.


    Fugleskrig.

                              Systre! Skyd Fart!


    Peer Gynt.

For dyrt, at kjøbe sig Livet till

for slig en Times tærende Spil.

(synker sammen.)

    Fuglene.

Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!

(Klokkeringning og Salmesang høres langt bort.)

    Bøjgen

(svinder ind till intet og siger i et Gisp).

Han var for stærk. Der stod Kvinder bag ham.

*

(Soloppgang. Paa Fjeldet udenfor Aases Sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)

(Peer Gynt ligger sovende udenfor Sætervæggen.)

    Peer Gynt

(vaagner, ser sig om med et sløvt og tungt Øjekast. Han spytter).

Den, som havde sig en ramsaltet Sild!

(spytter igjen, i det samme ser han Helga, der kommer med en Nistebomme.)

Haa, Unge, er du her? Hvad er det, du vil?


    Helga.

Det er Solvejg –


    Peer Gynt

(springer opp).

              Hvor er hun?


    Helga.

                              Bag Sætervæggen.


    Solvejg

(skjult).

Kommer du nær, saa sætter jeg paa Sprang!


    Peer Gynt

(standser).

Kanske du er rædd, jeg skal ta'e dig i Fang?


    Solvejg.

Skam dig!


    Peer Gynt.

                              Ved du, hvor jeg var inatt? –

Dovregubbens Datter er efter mig, som Klæggen.


    Solvejg.

Da var det vel, der blev ringet med Klokker.


    Peer Gynt.

Peer Gynt er ikke den Gut, de lokker. –

Hvad siger du?


    Helga

(grædende).

                              Aa, hun taer Benene fatt!

(løber efter.)

Vent!


    Peer Gynt

(griber hende i Armen).

                              Se her, hvad jeg har i Lommen!

En Sølvknapp, Unge! Den skal du faa, –

bare snakk godt for mig!


    Helga.

                              Slipp; lad mig gaa!


    Peer Gynt.

Der har du den.


    Helga.

                              Slipp; der staar Nistebommen!


    Peer Gynt.

Gud naade dig, hvis du ej –!


    Helga.

                              Uf, du skræmmer mig!


    Peer Gynt

(spag; slipper hende).

Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!

(Helga løber.)


TREDJE HANDLING.

(Dybt inde i Barskogen. Graat Høstvejr. Snefald.)

(Peer Gynt staar i Skjorteærmerne og fælder Gavntømmer.)

    Peer Gynt

(hugger paa en stor Furu med krogede Grene).

Aa-ja, du er sejg, du gamle Kall;

men det baader knappt, for du staar for Fald.

(hugger igjen.)

Jeg ser nok, du har en Staaltraadsærk;

men jeg flænger den, jeg, var den aldrig saa stærk. –

Ja, ja; du ryster din krogede Arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt saa skal du i Knæ –!

(bryder med engang tvert af.)

Løgn! Det er bare et gammelt Træ.

Løgn! Det er ingen staalklædt Knark;

det er bare en Furu med sprukken Bark. –

Det er tungvindt Arbejd at hugge Tømmer;

men Fandenskab naar en baade hugger og drømmer. –

Det skal væk, dette her, – at staa i Taagen

og væve sig bort lyslevende vaagen. –

Du er fredløs, Gut! Du er jaget paa Skogen.

(hugger en Stund ilsomt.)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke Moer

till at bære frem Maden og duge dit Bord.

Vil du æde, Gut, faar du hjælpe dig selv,

hente det raat fra Skog og Elv,

spike dig Tyri og nøre dig Ild,

stulle og stelle og lage det till.

Vil du klæde dig varmt, faar du vejde Ren;

vil du mure dig Hus, faar du bryde Sten;

vil du tømre det opp, faar du fælde Stokken

og bære den frem paa din Rygg till Traakken. –

(Øxen synker; han ser frem for sig.)

Gjildt skal det bygges. Taarn og Fløj

skal der være paa Tagryggen hæv og høj.

Og saa vil jeg snitte, till Knapp paa Gavlen,

en Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen.

Messing skal der være paa Fløjen og Laasen.

Glas faar jeg ogsaa se jeg kan faa.

Fremmede Folk skal undres paa

hvad det er, som skinner langt borti Aasen.

(ler i Harme.)

Helvedes Løgn! Der var den igjen.

Du er fredløs, Gut!

(hugger hvasst.)

                              En barktækkt Hytte

gjør baade i Rusk og i Frost sin Nytte.

(ser oppad Træet.)

Nu staar han og vagger. Saa; bare et Spænd!

Der stuper han skraas efter hele sin Længde; – –

det grøsser i Ungskogens Mylr og Mængde!

(giver sig till at kviste Stammen; paa engang lytter han og staar stille med hævet Øxe.)

Der er nogen efter mig! – Naa, er du slig,

du Hæggstadgubbe; – du farer med Svig.

(dukker bag Træet og kiger frem.)

En Gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gjemt

under Trøjen? En Sigd. Han standser og glytter, –

lægger Næven tillrette paa en Skigard-Stav.

Hvad er det nu? Hvorfor staar han og støtter –?

Uf da! Hugg han ikke Fingren af!

Hele Fingren af! Han bløder, som en Stud. –

Der sætter han paa Sprang med Næven i en Klud.

(rejser sig.)

Det var Fanden till Kropp! En umistelig Finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Haahaa, nu mindes jeg –! Det er den eneste

Maade at fri sig fra Kongens Tjeneste.

Saa er det. De vilde ham i Krigen skikke;

og Gutten, forstaar sig, vilde nødig afsted. –

Men hugge –? For altid skille sig ved –?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –

men gjøre det! Nej; det skjønner jeg ikke!

(ryster lidt med Hovedet; saa gaar han till sit Arbejde igjen.)

*

(En Stue nede hos Aase. Alting er i Uorden; Kister staar aabne; Gangklæder ligger spredte omkring; en Katt i Sengen.)

(Aase og Husmandskonen i travlt Arbejde med at pakke sammen og lægge tillrette.)

    Aase

(render till den ene Side).

Kari, hør her!


    Konen.

              Hvad godt?


    Aase

(paa den anden Side).

                              Hør her –!

Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er Nøglen till Kisten?


    Konen.

                              I Nøglehullet.


    Aase.

Hvad er det, som rumler?


    Konen.

                              Det sidste Læss

blir kjørt till Hæggstad.


    Aase

(grædende).

                              Jeg var tillfreds,

jeg selv blev kjørt ud i den svarte Kiste!

Aa, hvad et Menneske maa taale og friste!

Gud hjælpe mig naadig! Hele Huset tømt!

Hvad Hæggstadbonden levned, har Lensmanden taget.

Ikke Klæderne paa Kroppen engang blev vraget.

Tvi! Faa de Skam, som saa haardt har dømt!

(sætter sig paa Sengekanten.)

Baade Gaard og Grund er ude af Ætten;

strid var den gamle; men stridere var Retten; –

der var ikke Hjælp og der var ikke Naade;

Peer var borte; ingen kunde mig raade.


    Konen.

Her i Stuen faar I dog sidde till jer Død.


    Aase.

Ja; Katten og jeg, vi faar Naadsensbrød!


    Konen.

Gud bedre jer, Moer; han, Peer, blev jer dyr.


    Aase.

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tillslut.

Det var ligest, de havde holdt sig till Fanden; –

han er Brottsmanden, han, og ingen Anden;

den Styggen fristed min stakkars Gut!


    Konen.

Var det ikke bedst, der gik Bud efter Presten?

Det staar værre till, end I kanske tror.


    Aase.

Efter Presten? Aa jo, jeg mener det næsten.

(farer opp.)

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er Guttens Moer;

jeg faar hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, naar de andre svigter.

Denne Kuften har de skjænkt ham. Den faar jeg lappe.

Gud give, jeg ogsaa turde Skindfellen nappe!

Hvor er Hoserne?


    Konen.

                              Der, blandt det andet Skrammel.


    Aase

(roder om).

Hvad finder jeg her? Aa nej; en gammel

Støbe-Ske, Kari! Med den har han leget

Knappestøber, smeltet og formet og præget.

Engang her var Gilde, kom Ungen ind

og bad sin Faer at faae en Klump Tin.

Ikke Tin, sa'e Jon, men Kong Kristians Mynt;

Sølv; det skal mærkes, du er Søn till Jon Gynt;

Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

og da ændsed han hverken Tin eller Guld.

Her er Hoserne. Aa, der er Hul i Hul;

de maa stoppes, Kari!


    Konen.

                              Jeg mener, det trængs.


    Aase.

Naar det er gjort, faar jeg komme tillsengs;

jeg kjender mig saa skral og saa ussel og klemt –

(glad.)

To Uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!


    Konen.

Ja, rigtig har de det.


    Aase.

                              Det træffer sig nemt.

Den ene kan du tillside lægge.

Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –

den, han har paa, er saa slidt og tynd.


    Konen.

Men Kors, Moer Aase, det er visst Synd!


    Aase.

Aa ja; men du ved nok, Presten forkynder

Naade for den og de andre Synder.

*

(Udenfor en Nybyggerhytte i Skogen. Rensdyrhorn over Døren. Sneen ligger høj. Det er i Mørkningen.)

(Peer Gynt staar udenfor Døren og slaar en stor Trælaas fast.)

    Peer Gynt

(ler imellemstunder).

Laas maa der være; Laas, som kan binde

Døren for Troldtøj, og Mand og Kvinde.

Laas maa der være; Laas, som kan lukke

for alle de arrige Nissebukke. –


De kommer med Mørket; de klapper og banker:

lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som Tanker!


Under Sengen vi pussler, i Asken vi rager,

gjennem Piben vi russler som gloende Drager.


Hi-hi! Peer Gynt; tror du Spiger og Planker

kan stænge for arrige Nissebukktanker?

(Solvejg kommer paa Skier fremover Moen; hun har et Kastetørklæde over Hovedet og et Knytte i Haanden.)

    Solvejg.

Gud signe dit Arbejd. Du faar ikke vrage mig.

Budsendt jeg kommer, og saa faar du tage mig.


    Peer Gynt.

Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –

Og du blir ikke rædd for at komme saa nær!


    Solvejg.

Bud har du skikket med Helga lille;

flere kom efter med Vind og i Stille.

Bud bar din Moer i alt hun fortalte,

Bud, som yngled, der Drømmene dalte.

Nætterne tunge og Dagene tomme

bar mig det Bud, at nu fik jeg komme.

Det blev som Livet var slukknet dernede;

jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.

Jeg vidste ikke tryggt hvad Sind du aatte;

jeg vidste kun tryggt hvad jeg skulde og maatte.


    Peer Gynt.

Men Far din?


    Solvejg.

                              Paa hele Guds vide Jord

har jeg ingen at kalde for Faer eller Moer.

Jeg har løst mig fra alle.


    Peer Gynt.

                              Solvejg, du vene, –

for at komme till mig?


    Solvejg.

                              Ja, till dig allene;

du faar være mig alt, baade Ven og Trøster.

(i Graad.)

Værst var det at slippe min lille Syster; –

men endda værre at skilles fra Faer;

men værst ifra den, som ved Brystet mig bar; –

nej, Gud forlade mig, værst faar jeg kalde

den Sorg at skilles fra dem alle, – alle!


    Peer Gynt.

Og kjender du Dommen, som blev læst ivaar?

Den skiller mig baade ved Arv og Gaard.


    Solvejg.

Mener du vel at for Arv og Eje

jeg skillte mig fra alle de kjæres Veje?


    Peer Gynt.

Og ved du Forliget? Udenfor Skogen

tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.


    Solvejg.

Paa Skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;

de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.


    Peer Gynt.

Saa væk med baade Spiger og Planker!

Nu trænges ingen Stængsel mod Nissebukktanker.

Tør du gaa ind for at leve med Skytten,

saa ved jeg der kommer Vigsel over Hytten.

Solvejg! Lad mig se paa dig! Ikke for nær!

Bare se paa dig! Nej, hvor du er lys og skjær!

Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og lett!

Faar jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig trætt!

Jeg skal ikke smudse dig. Med strake Arme

skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!

Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;

aa, men jeg har længtes baade Nætter og Dage.

Her skal du se, jeg har tømret og byggt; –

det skal ned igjen, du; her er ringt og styggt –


    Solvejg.

Ringt eller gjildt, – her er efter mit Sind.

Saa lett kan en puste mod den strygende Vind.

Dernede var det klummert; en kjendte sig klemt;

det er halvvejs det, som har fra Byggden mig skræmt.

Men her, hvor en hører Furuen suse, –

for en Stillhed og Sang! – her er jeg tillhuse.


    Peer Gynt.

Og ved du det visst? For alle dine Dage?


    Solvejg.

Den Vej, jeg har traadt, bær aldrig tillbage.


    Peer Gynt.

Saa har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i Stuen!

Gaa ind! Jeg skal hente Tyri till Gruen;

lunt skal det varme og bjart skal det lyse,

blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.

(han lukker opp; Solvejg gaar ind. Han staar en Stund stille, da ler han højt af Glæde og springer ivejret.)

    Peer Gynt.

Min Kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!

Hej! Nu skal Kongsgaarden tømres fra Grunden!

(han griber Øxen og gaar bortover; idetsamme træder en gammelagtig Kvinde i en fillet grøn Stakk ud af Holtet; en stygg Unge med en Ølbolle i Haanden halter efter og holder hende i Skjørtet.)

    Kvinden.

Godkveld, Peer Rappfod!


    Peer Gynt.

                              Hvad godt? Hvem der?


    Kvinden.

Gamle Venner, Peer Gynt! Min Stue ligger nær.

Vi er Grandfolk.


    Peer Gynt.

                              Saa? Det er mer, end jeg ved.


    Kvinden.

Alt som Hytten din byggtes, byggte min sig med.


    Peer Gynt

(vil gaa).

Jeg har Braahast –


    Kvinden.

                              Det har du altid, Gut;

men jeg trasker nu efter og raaker dig tillslut.


    Peer Gynt.

I mistaer jer, Moer!


    Kvinden.

                              Jeg har før saa gjort;

jeg gjorde saa dengang du lovte saa stort.


    Peer Gynt.

Jeg lovte –? Hvad Fanden er det for Snakk?


    Kvinden.

Har du glemt den Kveld, du hos Faer min drak?

Har du glemt –?


    Peer Gynt.

                              Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.

Hvad rører du om? Naar mødtes vi sidst?


    Kvinden.

Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

(till Ungen.)

Byd Faer din Drikke; jeg mener han er tørst.


    Peer Gynt.

Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?


    Kvinden.

Du kan da vel kjende Grisen paa Skindet!

Har du Øjne? Kan du ikke se, han er lam

paa Skanken, som du er lam paa Sindet?


    Peer Gynt.

Vil du bilde mig ind –?


    Kvinden.

                              Vil du vringle dig bort –?


    Peer Gynt.

Denne langbente Ungen –!


    Kvinden.

                              Han er voxet fort.


    Peer Gynt.

Tør du, dit Troldtryne, lægge mig ud –?


    Kvinden.

Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en Stud!

(grædende.)

Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,

som dengang du lokked mig i Lider og Bakker?

I Høst, da jeg fødte, holdt Fanden om min Rygg,

og saa er det rimeligt nok en blir stygg.

Men dersom du vil se mig saa ven, som før,

skal du bare vise Jenten derinde paa Dør,

jage hende ud af Sindet og Synet; –

gjør saa, kjære Vennen min, saa mister jeg Trynet!


    Peer Gynt.

Vig fra mig, din Troldhex!


    Kvinden.

                              Ja, se, om jeg gjør!


    Peer Gynt.

Jeg skal slaa dig i Skallen –!


    Kvinden.

                              Ja; prøv, om du tør!

Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan staa for Slag!

Jeg kommer igjen hver evige Dag.

Jeg glytter paa Døren, ser ind till jer begge.

Sidder du med Jenten paa Bænkefjæl, –

blir du kjælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –

sætter jeg mig hos og kræver min Del.

Hun og jeg, vi skal bytte og skifte dig.

Far vel, kjære Gutten min, imorgen kan du gifte dig!


    Peer Gynt.

Din Helvedes Mare!


    Kvinden.

                              Men det er s'gu sandt!

Ungen faar du fostre, din fodlette Fant!

Vesle-Fanden, vil du till Faer din?


    Ungen

(spytter paa ham).

                              Tvi!

Jeg skal hugge dig med Øxen; bare bi, bare bi!


    Kvinden

(kysser Ungen).

Aa nej, for et Hoved der sidder paa den Kropp!

Du blir Faer din opp af Dage naar du engang voxer opp!


    Peer Gynt

(stamper).

Gid I var saa langt –!


    Kvinden.

                              Som vi nu er nær?


    Peer Gynt

(knuger Hænderne).

Og alt dette –!


    Kvinden.

                              Bare for Tanker og Begjær!

Det er Synd i dig, Peer!


    Peer Gynt.

                              Værst for en anden! –

Solvejg, mit reneste, skjæreste Guld!


    Kvinden.

Aa ja; det svier till de skyldfri, sa'e Fanden,

Moer hans gav ham Hugg, for Faer hans var fuld!

(hun trasker ind i Holtet med Ungen, som kaster Ølbollen efter ham.)

    Peer Gynt

(efter en lang Taushed).

Gaa udenom, sa'e Bøjgen. En faar saa her. –

Der faldt Kongsgaarden min med Braak og Rammel!

Det slog Mur om hende, jeg var saa nær;

her blev styggt med et, og min Glæde blev gammel. –

Udenom, Gut! Der finds ikke Vej

tvers igjennem dette till hende fra dig.

Tvers igjennem? Hm, der skulde dog findes.

Der staar noget om Anger, hvis rett jeg mindes.

Men hvad? Hvad staar der? Jeg har ikke Bogen,

har glemt det meste, og her er ikke nogen

Rettledning at faa i vilde Skogen. –


Anger? Saa skulde der kanske gaa Aar,

før jeg vandt mig igjennem. Det Liv blev magert.

Slaa sønder, hvad skjært er, og vent og fagert,

og klinke det ihob af Stumper og Skaar?

Sligt gaar med en Fele, men ikke med en Klokke.

Der, det skal grønnes, faar en ikke traakke. –


Men det var jo en Løgn med det Hexetryne!

Nu er alt det Styggetøj ude af Syne. –

Ja; ude af Syne, men ikke af Sind.

Smygende Tanker vil følge mig ind.

Ingrid! Og de tre, som paa Hougene sprang!

Vil de ogsaa være med? Med Skratt og Harme

kræve, som hun at krystes i Fang,

løftes varligt og vent paa strake Arme?

Udenom, Gut; var Armen saa lang,

som Furuens Lægg eller Granens Stang, –

jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,

till at sætte hende fra mig menløs og skjær. –


Jeg faar udenom dette paa Sætt og Vis,

saa det hverken blir Vinding eller Forlis.

En faar skyde sligt fra sig og faa det glemt –

(gaar nogle Skridt mod Hytten, men standser igjen.)


Gaa ind efter dette? Saa stygg og skjæmt?

Gaa ind med alt det Troldskab i Følge?

Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?

(kaster Øxen fra sig.)

Det er Helgedagskveld. At stævne till Møde,

slig, som jeg nu er, var Kirkebrøde.


    Solvejg

(i Døren).

Kommer du?


    Peer Gynt

(halvhøjt).

              Udenom!


    Solvejg.

              Hvad?


    Peer Gynt.

                              Du faar vente.

Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.


    Solvejg.

Bi; jeg skal hjælpe; vi Byrden skal dele.


    Peer Gynt.

Nej, staa der du staar! Jeg faar bære det hele.


    Solvejg.

Men ikke for langt, du!


    Peer Gynt.

                              Vær taalsom, Jente;

langt eller kort, – du faar vente.


    Solvejg

(nikker efter ham).

                              Ja, vente!

(Peer Gynt gaar bortover Skogstien. Solvejg bliver staaende i den aabne Halvdør.)

*

(Aases Stue. Aften. En Stokk-Ild brænder og lyser paa Skorstenen. Katten paa en Stol ved Sengefoden.)

(Aase ligger i Sengen og famler urolig omkring paa Spredet.)

    Aase.

Nej, Herregud, kommer han ikke?

Det dryger saa inderlig langt.

Jeg har ikke Bud at skikke;

og sige ham har jeg saa mangt.

Her er ikke Stunder at miste!

Saa braat! Hvem skulde det tænkt!

Aa, dersom bare jeg vidste

jeg ikke har holdt ham for strængt!


    Peer Gynt

(kommer).

Godkveld!


    Aase.

                              Vorherre dig glæde!

Saa kom du da, kjære min Gut!

Men hvor tør du færdes hernede?

Her er jo dit Liv forbrudt.


    Peer Gynt.

Aa, Livet faar være det samme.

Jeg maatte nu se herned.


    Aase.

Ja, nu staar Kari tillskamme;

og jeg kan gaa bort i Fred!


    Peer Gynt.

Gaa bort? Hvad er det du snakker?

Hvor er det du agter dig hen?


    Aase.

Ak, Peer, det mod Enden lakker;

jeg har ikke langt igjen.


    Peer Gynt

(vrider paa sig og gaar oppover Gulvet).

Se saa! Fra det tunge jeg render;

jeg mente, jeg her var fri –!

Er du kold paa Fødder og Hænder?


    Aase.

Ja, Peer; det er snart forbi. –

Naar du ser mine Øjne briste,

maa du lukke dem varligt till.

Og saa faar du sørge for Kiste;

men, kjære, lad den bli gjild.

Aa nej, det er sandt –


    Peer Gynt.

                              Ti stille!

Tidsnok at tænke paa sligt.


    Aase.

Ja, ja.

(ser uroligt om i Stuen.)

                              Her ser du det lille

de levned. Det er dem ligt.


    Peer Gynt

(med et Vrid).

Nu igjen!

(haardt.)

                              Jeg ved, jeg har Skylden.

Hvad gavner, jeg mindes derom?


    Aase.

Du! Nej, den fordømte Fylden,

fra den var det Ulykken kom!

Kjære Gutten min, du var jo drukken;

da ved en ej selv hvad en gjør;

og saa havde du redet paa Bukken;

det var rimeligt nok, du var yr!


    Peer Gynt.

Ja, ja; lad den Rægglen fare.

Lad fare den hele Sag.

Hvad tungt er, det vil vi spare

till siden – en anden Dag.

(sætter sig paa Sengkanten.)


Nu, Moer, vil vi sammen snakke;

men bare om løst og fast, –

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er saart og hvasst. –

Nej, se da; den gamle Katten;

saa den er ilive endnu?


    Aase.

Den bær sig saa styggt om Natten;

du ved, hvad det varsler, du!


    Peer Gynt

(afbøjende).

Hvad er her for nyt i Byggden?


    Aase

(smilende).

De siger, her findes etsteds

en Jente, som stunder mod Højden –


    Peer Gynt

(hurtigt).

Mads Moen, slaar han sig tillfreds?


    Aase.

De siger, hun har ikke Øre

for begge de gamles Graad.

Du skulde dog indom høre; –

du, Peer, vidste kanske Raad –


    Peer Gynt.

Men Smeden, hvor er han havnet?


    Aase.

Aa ti med den skidne Smed.

Jeg vil heller sige dig Navnet

paa hende, Jenten, du ved –


    Peer Gynt.

Nej, nu vil vi sammen snakke, –

men bare om løst og fast,

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er saart og hvasst.

Er du tørst? Skal jeg hente dig Drikke?

Kan du strække dig? Sengen er stutt.

Lad mig se; – ja, mener jeg ikke

det er Sengen, jeg laa i som Gut!

Kan du mindes, hvor tidt om Kvelden

du sad for min Sengestokk

og bredte over mig Fellen,

og sang baade Stev og Lokk?


    Aase.

Ja, minds du! Saa legte vi Slæde,

naar Faer din i Langfart foer.

Fellen var Karmesprede

og Gulvet en islagt Fjord.


    Peer Gynt.

Ja, men det allerbedste, –

Moer, kan du minds det med? –

det var dog de glupe Heste –


    Aase.

Ja, mener du ikke jeg ved –?

Det var Karis Katt vi fik laane;

den sad paa en Kubbestol –


    Peer Gynt.

Till Slottet vestenfor Maane

og Slottet østenfor Sol,

till Soria-Moria-Slottet,

gik Vejen baade højt og lavt.

En Kjæpp, som vi fandt i Kottet,

du brugte till Svøbeskaft.


    Aase.

Der fremme i Dumpen jeg knejste –


    Peer Gynt.

Jo, jo; du gav Tømmen løs,

og vendte dig, jævnt som vi rejste,

og spurgte mig om jeg frøs.

Gud signe dig, gamle Styggen, –

du var dog en kjærlig Sjæl –!

Hvad ynker du for?


    Aase.

                              For Ryggen;

det volder den haarde Fjæl.


    Peer Gynt.

Strækk dig; jeg skal dig støtte.

Se saa; nu ligger du blødt.


    Aase

(urolig).

Nej, Peer, jeg vil flytte!


    Peer Gynt.

                              Flytte?


    Aase.

Ja, flytte; saa ønsker jeg stødt.


    Peer Gynt.

Du snakker! Bred over dig Fellen.

Lad mig sidde paa Sengestokk.

Se saa; nu korter vi Kvelden

baade med Stev og Lokk.


    Aase.

Hent heller Postillen i Kottet;

jeg er saa urolig tillsinds.


    Peer Gynt.

I Soria-Moria-Slottet

er der Gilde hos Konge og Prins.

Hvil dig paa Slædepuden;

jeg kjører dig did over Mo –


    Aase.

Men, snille Peer, er jeg buden?


    Peer Gynt.

Ja, det er vi begge to.

(kaster en Snor om Stolen, hvor Katten ligger, tager en Kjæpp i Haanden og sætter sig foran paa Sengefoden.)

Hypp! Vil du rappe dig, Svarten!

Moer, du fryser vel ej?

Jo-jo; det kjendes paa Farten,

naar Grane lægger ivej!


    Aase.

Kjære Peer, hvad er det som ringer –?


    Peer Gynt.

De blanke Dumbjelder, Moer!


    Aase.

Hu, nej da, hvor hult det klinger!


    Peer Gynt.

Nu kjører vi over en Fjord.


    Aase.

Jeg er rædd! Hvad er det, som bruser

og sukker saa underlig vildt?


    Peer Gynt.

Det er Granene, Moer, som suser

paa Moen. Sidd bare stillt.


    Aase.

Det gnistrer og blinker langt borte.

Hvor kommer den Lysningen fra.


    Peer Gynt.

Fra Slottets Ruder og Porte.

Kan du høre, de danser?


    Aase.

                              Ja.


    Peer Gynt.

Udenfor staar Sankt Peder

og byder dig stige ind.


    Aase.

Hilser han?


    Peer Gynt.

                              Ja, med Hæder,

og skjænker den sødeste Vin.


    Aase.

Vin! Har han ogsaa Kager?


    Peer Gynt.

Ja da! Et smækkfuldt Fad.

Og salig Provstinden lager

dig Kaffe og Eftermad.


    Aase.

Aa, Kors; kommer vi to sammen?


    Peer Gynt.

Saa tidt og saa jævnt du vil.


    Aase.

Aa nej da, Peer, for en Gammen

du kjører mig, Stakkar, till!


    Peer Gynt

(smækker med Pisken).


    Ваша оценка произведения:

Популярные книги за неделю