Текст книги "Peer Gynt"

Автор книги: Henrik Ibsen

сообщить о нарушении

Текущая страница: 6 (всего у книги 8 страниц)

    Peer Gynt.

                              Men und mig blot Frist –!

Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!

    Begriffenfeldt.

En Mand, som har Sfinxens Mening fornummet?

Som er sig selv?

    Peer Gynt.

                              Ja, det er just Knuden.

Jeg er mig selv i et og i alt;

men her, saa vidt jeg forstod, det gjaldt

at være sig selv, saa at sige, foruden.

    Begriffenfeldt.

Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!

Her er man sig selv aldeles forbandet;

sig selv og ikke det ringeste andet; –

man gaar, som sig selv, for fulde Sejl.

Hver lukker sig inde i selvets Tønde,

i selvets Gjæring han dukker tillbunds, –

han stænger hermetisk med selvets Spunds

og tættner Træet i selvets Brønde.

Ingen har Graad for de andres Veer;

ingen har Sans for de andres Ideer.

Os selv, det er vi i Tanken og Tonen,

os selv till Springbrættets yderste Rand, –

og følgelig, skal der en Kejser paa Tronen,

er det klart at De er den rette Mand.

    Peer Gynt.

Aa, gid jeg var Fanden –!

    Begriffenfeldt.

                              Nu ikke forknytt;

næsten alt i Verden er i Førstningen nytt.

«Sig selv»; – kom; her skal De se et Exempel;

jeg vælger det første det bedste iflæng –

(till en mørk Skikkelse.)

Goddag, Huhu! Naa, gaar du, min Dreng,

bestandig omkring med Græmmelsens Stempel?

    Huhu.

Kan jeg andet vel, naar Folket

Slægt for Slægt dør ufortolket?

(till Peer Gynt.)

Du er fremmed; vil du høre?

    Peer Gynt

(bukker).

Gudbevar's!

    Huhu.

                              Saa laan mig Øre. –

Fjernt i Øst, som Krans om Pande,

staar de malebarske Strande.

Portugiser og Hollænder

Landet med Kultur bespænder.

Desforuden boer der Skarer

af de ægte Malebarer.

Disse Folk har Sproget blandet; –

de er Herrer nu i Landet. –

Men i Tiden længst forgangen

raaded der Orangutangen.

Han var Skogens Mand og Herre;

frit han turde slaa og snærre.

Som Naturens Haand ham skabte,

saa han gren og saa han gabte.

Uforment han turde skrige;

han var Hersker i sit Rige. –

Ak, men saa kom Fremmedaaget

og forplumred Urskogs-Sproget.

Firehundredaarig Natten

ruged over Abekatten;

og man ved, saa lange Nætter

Landsens Folk i Stampe sætter. –

Skogens Urlyd er forstummet;

ikke længer blir der brummet; –

skal vi vore Tanker male,

maa det ske ved Hjælp af Tale.

Hvilken Tvang for alle Stænder!

Portugiser og Hollænder,

Blandingsracen, Malebaren,

hver er lige ilde faren. –

Jeg har prøvet paa at fægte

for vort Urskogs-Maal, det ægte, –

prøvet at belive Liget, –

hævdet Folkets Rett till Skriget, –

skreget selv og paavist Trangen

till dets Brug i Folkesangen. –

Skralt man dog min Idrætt skatter. –

Nu, jeg tror, min Sorg du fatter.

Takk, at du har laant mig Øre; –

ved du Raad, saa lad mig høre!

    Peer Gynt

(sagte).

Der staar skrevet: man faar tude

med de Ulve, som er ude.

(højt.)

Kjære Ven, saavidt jeg husker

findes i Marokko Busker,

hvor en Flok Orangutanger

lever uden Tolk og Sanger; –

deres Maal lød malebarisk; –

det var smukt og exemplarisk, –

dersom De, lig andre Standsmænd,

vandred ud till Gavn for Landsmænd –

    Huhu.

Takk, at du har laant mig Øre; –

som du raader, vil jeg gjøre.

(med en stor Gebærde.)

Østen har forstødt sin Sanger!

Vesten har Orangutanger!

(han gaar.)

    Begriffenfeldt.

Naa, var han sig selv? Jeg skulde det mene.

Af sit eget er han fyldt, og af det alene.

Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –

sig selv i Kraft af at være fra sig.

Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,

fra iaftes ikke mindre konform med Forstanden.

(till en Fellah, som bærer en Mumie paa Ryggen.)

Kong Apis, hvor gaar det, min høje Herre?

    Fellahen

(vildt till Peer Gynt).

Er jeg Kong Apis?

    Peer Gynt

(trækker sig bag Doktoren).

                              Jeg maa tillstaa, desværre,

jeg er ikke inde i Situationen;

men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter Tonen –

    Fellahen.

Nu lyver du ogsaa.

    Begriffenfeldt.

                              Deres Højhed faar melde

hvordan Sagerne staar.

    Fellahen.

                              Det skal jeg fortælle.

(vender sig till Peer Gynt.)

Ser du ham, som jeg bærer paa Ryggen?

Han Navnet Kong Apis lød.

Nu gaar han under Navn af Mumie,

og er derhos aldeles død.

Han har bygget alle Pyramider,

og hugget den store Sfinx,

og kriget, som Doktoren siger,

med Tyrken baade rechts og links.

Og derfor det ganske Ægypten

har priset ham som en Gud,

og stillet ham opp i Templer,

i Lignelser af en Stud. –

Men jeg er denne Kong Apis,

det ser jeg saa soleklart;

og hvis du ikke forstaar det,

saa skal du forstaa det snart.

Kong Apis var nemlig paa Jagten,

og steg af sin Hest en Stund,

og gik for sig selv afsides

ind paa min Oldefaers Grund.

Men Marken, Kong Apis gjøded,

har næret mig med sit Korn;

og trænges der flere Beviser,

saa har jeg usynlige Horn.

Og er det saa ikke forbandet,

at ingen vil prise min Magt!

Af Byrd er jeg Apis i Landet,

men Fellah i andres Agt.

Kan du sige hvad jeg skal gjøre,

saa raad mig foruden Svig; –

hvad det gjælder om, er at blive

Kong Apis den store lig.

    Peer Gynt.

Deres Højhed faar bygge Pyramider,

og hugge en større Sfinx,

og krige, som Doktoren siger,

med Tyrken baade rechts og links.

    Fellahen.

Jo, det er en dejlig Tale!

En Fellah! En sulten Lus!

Jeg har nok med at holde min Hytte

ryddig for Rotter og Mus.

Fort, Mand, – find paa noget bedre,

som baade gjør stor og trygg,

og derhos aldeles lig med

Kong Apis bag paa min Rygg!

    Peer Gynt.

Hvad om Deres Højhed hang Dem,

og derpaa i Jordens Skjød,

bag Kistens naturlige Grænser,

forholdt Dem aldeles død?

    Fellahen.

Saa vil jeg! Mit Liv for en Strikke!

I Galgen med Haar og Hud! –

I Førstningen blir der lidt Forskjell;

men den jævner Tiden ud.

(gaar hen og gjør Anstalter till at hænge sig.)

    Begriffenfeldt.

Det var en Personlighed, Herr Peer, –

en Mand med Methode –

    Peer Gynt.

                              Ja, ja; jeg ser –;

men han hænger sig virkelig! Gud, vær os naadig!

Jeg blir syg; – jeg er knappt mine Tanker raadig!

    Begriffenfeldt.

En Overgangstillstand; den varer kun kort.

    Peer Gynt.

En Overgang? Hvortill? Undskyld, – jeg maa bort –

    Begriffenfeldt

(holder ham).

Er De gal?

    Peer Gynt.

                              Ikke endnu –. Gal? Gud bevares!

(Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig gjennem Sværmen.)

    Hussejn.

Man har meldt mig, her er kommet en Kejser idag.

(till Peer Gynt.)

Det er Dem?

    Peer Gynt

(fortvivlet).

                              Ja, det er en afgjort Sag!

    Hussejn.

Godt. – Her er Noter, som skal besvares?

    Peer Gynt

(river sig i Haaret).

Hejsan! Rett saa; – jo værre, jo bedre!

    Hussejn.

Maaske De vilde med et Dypp mig hædre?

(bukker dybt.)

Jeg er en Pen.

    Peer Gynt

(bukker endnu dybere).

                              Og jeg er plent

et krimskramset, kejserligt Pergament.

    Hussejn.

Min Historie, Herre, er kortelig den:

jeg gjælder for et Sandhus og er en Pen.

    Peer Gynt.

Min Historie, Herr Pen, er, i Korthed vævet, –

jeg er et Papirblad og blir aldrig beskrevet.

    Hussejn.

Hvad jeg duer till, har Menneskene ingen Forstand paa;

alle vil de bruge mig till at strø Sand paa!

    Peer Gynt.

Jeg var i en Kvindes Eje en sølvspændt Bog; –

det er en og samme Trykkfejl at være gal og klog!

    Hussejn.

Tænk Dem, hvilket fortærende Liv;

være Pen og aldrig smage Odden af en Kniv!

    Peer Gynt

(hopper højt).

Tænk Dem: være Renbukk; springe fra oven; –

altid stupe, – aldrig kjende Grund under Hoven!

    Hussejn.

En Kniv! Jeg er sløv; – faa skaaret og ridset mig!

Verden gaar under, hvis man ikke faar spidset mig!

    Peer Gynt.

Det var Synd for den Verden, der, lig andet selvgjort,

af Vorherre blev befunden saa inderlig velgjort.

    Begriffenfeldt.

Her er Kniv!

    Hussejn

(griber den).

                              Ah, hvor jeg skal Blækket slikke!

Hvilken Vellyst at snitte sig.

(skjærer Halsen over.)

    Begriffenfeldt

(viger tillside).

                              Sprutt dog ikke.

    Peer Gynt

(i stigende Angst).

Hold paa ham!

    Hussejn.

                              Hold paa mig! Der er Ordet!

Hold! Hold i Pennen! Papiret paa Bordet –!

(falder.)

Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:

han leved og han døde som en paaholden Pen!

    Peer Gynt

(svimler).

Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!

Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en Synder, –

et Bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!

(skriger.)

Jeg kan ikke hitte dit Navn i en Hast; – –

hjælp mig, du, – alle Daarers Formynder!

(synker i Afmagt.)

    Begriffenfeldt

(med en Straakrans i Haanden, gjør et Spring og sætter sig skrævs over ham).

Ha; se, hvor han i Sølen knejser; – –

er fra sig selv –! Hans Kroning sker!

(trykker Kransen paa ham og udraaber:)

Han leve! Leve selvets Kejser!

    Schafmann

(i Buret).

Es lebe hoch der grosse Peer!

FEMTE HANDLING.

(Ombord paa et Skib i Nordsjøen udenfor den norske Kyst. Solnedgang. Stormfuldt Vejr.)

(Peer Gynt, en kraftig gammel Mand med isgraat Haar og Skjægg staar agter paa Hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i Jakke og høje Støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et haardere Udtrykk. Skibskaptejnen ved Rattet hos Rorgjængeren. Mandskabet forud.)

    Peer Gynt

(læner Armene paa Rælingen og stirrer ind mod Land).

Se Hallingskarven i Vinterham; –

han brisker sig, Gamlen, i Kveldsols Bram.

Jøklen, Bror hans, staar bag paaskraa;

han har endnu den grønne Iskaaben paa.

Folgefaannen, hun er nu saa fin, –

ligger som en Jomfru i skjære Lin.

Vær ingen Galninger, gamle Gutter!

Staa der I staar; I er Graastens-Nuter.

    Kaptejnen

(raaber forud).

To Mand tillrors, – og Lanternen satt!

    Peer Gynt.

Det kuler stivt.

    Kaptejnen.

                              Vi faar Storm inatt.

    Peer Gynt.

Har en fra Havet Kjending af Ronden?

    Kaptejnen.

Nej, var det ligt; – den ligger bag Faannen.

    Peer Gynt.

Eller Blaahø?

    Kaptejnen.

                              Nej; men oppe fra Riggen

kan en i Klarvejr se Galdhøpiggen.

    Peer Gynt.

Hvor har vi Haartejgen?

    Kaptejnen

(peger).

                              Saa omtrent.

    Peer Gynt.

Ja vel.

    Kaptejnen.

                              Det lader till De er kjendt.

    Peer Gynt.

Da jeg rejste fra Landet, foer jeg her forbi;

og Bærmen, siger Ordsproget, hænger længst i.

(spytter og stirrer mod Kysten.)

Derinde, hvor det blaaner i Skar og Kløft, –

hvor Fjelddalen svartner, trang, som en Grøft, –

og under, langs med den aabne Fjord, –

der er det altsaa Menneskene boer.

(ser paa Kaptejnen.)

De bygger spredt her i Landet.

    Kaptejnen.

                              Ja;

der er vidt imellem og langt ifra.

    Peer Gynt.

Er vi inde før Daggry?

    Kaptejnen.

                              Saa ved Pass,

ifald ikke Natten blir altfor hvass.

    Peer Gynt.

Det tykkner i Vest.

    Kaptejnen.

              Det gjør saa.

    Peer Gynt.

                              Stopp!

De kan huske mig paa, naar vi siden gjør opp, –

jeg er sindet, som man siger, at øve godt

imod Mandskabet –

    Kaptejnen.

              Takker!

    Peer Gynt.

                              Det blir kun smaat.

Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –

Fatum og jeg vi er rent paa Kant.

De ved, hvad jeg har ombord i Behold.

Det er Slumpen; – Resten foer Fanden i Vold.

    Kaptejnen.

Det er mer end nok till at skaffe Dem Vægt

mellem Folket hjemme.

    Peer Gynt.

                              Jeg har ingen Slægt.

Der er ingen, som venter den rige Styggen. –

Naa; saa slipper en ogsaa for Krus paa Bryggen!

    Kaptejnen.

Der har vi Vejret.

    Peer Gynt.

                              Ja, husk saa paa, –

er nogen af Folkene rigtig trængende,

saa ser jeg ikke saa nøje paa Pengene –

    Kaptejnen.

Det er vakkert. De flestes Kaar er smaa;

alle har de Kjærring og Unger hjemme.

Med Hyren alene falder det tyndt;

men kom de nu hjem med lidt extra Mynt,

blev der et Gjensyn, de sent vilde glemme.

    Peer Gynt.

Hvad for noget? Har de Kjærring og Unger?

Er de gifte?

    Kaptejnen.

                              Gifte? Ja, hele Flokken.

Men den, som er trangest stillet, er Kokken;

hos ham er tillhuse den svarte Hunger.

    Peer Gynt.

Gifte? Har hjemme nogen, som venter?

Som glædes, naar de kommer? Hvad?

    Kaptejnen.

                              Ja vel, –

paa Fattigfolks Maade.

    Peer Gynt.

                              Og kommer de en Kveld,

hvad saa?

    Kaptejnen.

                              Saa tænker jeg Kjærringen henter

lidt godt for en Gangs Skyld –

    Peer Gynt.

                              Og Lys i Pladen?

    Kaptejnen.

Kanhænde to; og en Dram till Maden.

    Peer Gynt.

Og saa sidder de lunt? Har Varme paa Gruen?

Har Ungerne om sig? Der er Staak i Stuen;

der er ingen, som hører den anden tillende, –

slig Glæde er der paa dem –?

    Kaptejnen.

                              Det kunde vel hænde.

Og derfor var det vakkert, De lovte før, –

at spede lidt till.

    Peer Gynt

(slaar i Rælingen).

                              Nej, om jeg gjør!

Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger

ud till Fromme for andres Unger?

Jeg har surt nok slæbt for at tjene min Mynt!

Ingen venter paa gamle Peer Gynt.

    Kaptejnen.

Ja, ja; som De vil; Deres Penge er Deres.

    Peer Gynt.

Rigtig! De er mine og ingen fleres.

Oppgjør, saa fort De har Anker i Bunden!

Min Fragt fra Panama som Kahyttspassager.

Saa Brændevin till Folkene. Ikke mer.

Gier jeg mere, Kaptejn, kan De slaa mig paa Munden!

    Kaptejnen.

Jeg skylder Dem Kvittering og ikke Juling; –

men undskyld; nu faar vi Storm for Kuling.

(han gaar fremover Dækket. Det er blevet mørkt; der tændes Lys i Kahytten. Sjøgangen tilltager. Skodde og tykke Skyer.)

    Peer Gynt.

Holde en ustyrtelig Ungeflok hjemme; –

ligge som en Glæde i Sindene fremme; –

følges af andres Tanker paa Vej –!

Der er aldrig nogen, som tænker paa mig. –

Lys i Pladen? Det Lys skal slukkne.

Jeg vil finde paa noget –! Jeg vil drikke dem drukkne; –

ikke en af de Djævler skal gaa ædru iland.

Fulde skal de komme till Kjærring og Unger!

De skal bande; de skal slaa i Bordet saa det runger, –

skræmme dem, der venter, fra Vid og Forstand!

Kjærringen skal skrige og rømme af Huset, – –

trive Ungerne med! Hele Glæden i Gruset!

(Skibet krænger stærkt; han tumler og har Møje med at holde sig.)

Naa, det var en ordentlig Overhaling.

Havet arbejder, som det havde Betaling; –

det er endnu sig selv her nord under Leden; –

Sjøen paatvers, lige vrang og vreden – –

(lytter.)

Hvad er det for Skrig?

    Vagten

(forud.)

                              Et Vrag i Læ!

    Kaptejnen

(midtskibs, komanderer).

Roret hart Styrbord! Klods for Vinden!

    Styrmanden.

Er der Folk paa Vraget?

    Vagten.

                              Jeg skimter tre!

    Peer Gynt.

Fir Hækkjollen ned –

    Kaptejnen.

                              Den blev fyldt forinden.

(gaar forover.)

    Peer Gynt.

Hvem tænker paa sligt?

(till nogle af Mandskabet.)

                              Er I Folk, saa frels!

Hvad Fanden, om I faar jer en fugtet Pels –

    Baadsmanden.

Det er ugjørligt i sligt et Hav.

    Peer Gynt.

De skriger igjen! Se, Vinden skraler –.

Kokk, tør du prøve? Fort! Jeg betaler –

    Kokken.

Nej, ikke om tyve Pundsterling De gav –

    Peer Gynt.

I Hunde! I Krystersjæle! Kan I glemme,

det er Folk, som har Kjærring og Unger hjemme?

Nu sidder de og venter –

    Baadsmanden.

                              Taalmod er sundt.

    Kaptejnen.

Bær af for Brottet!

    Styrmanden.

                              Vraget gik rundt.

    Peer Gynt.

Der blev stille med et –?

    Baadsmanden.

                              Var de gifte, som De tænker,

saa fik Verden rett nu tre nybagte Enker.

(Uvejret voxer. Peer Gynt gaar agterover Dækket.)

    Peer Gynt.

Der er ingen Tro mellem Menneskene mer, –

ingen Kristendom, slig, som skrevet og sagt er; –

lidet gjør de godt, og mindre de beer,

og har slett ingen Agt for de vældige Magter. –

I et Vejr, som inatt, er Vorherre farlig.

De Bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,

det er vogsomt at lege med Elefanter; – –

og saa lægger de sig ud med ham aabenbarlig!

Jeg er skyldløs; paa Offerpynten

kan jeg bevise jeg stod med Mynten.

Men hvad har jeg for det? – Der gaar jo det Ord:

Samvittighedsfred er en dejlig Pude.

Aa ja, det holder Stikk paa den tørre Jord,

men duer s'gu ikke for en Snus ombord,

hvor en skikkelig Mand er blandt Pakket ude.

Tillsjøs faar en aldrig være sig selv;

en faar følge de andre fra Dækk till Hvælv;

slaar Hævnens Time for Baadsmand og Kokken,

saa stryger jeg sagtens i Vasken med Flokken; –

ens særlige Tarv sættes rent till Siden; –

man gjælder som en Pølse i Slagtetiden. –

Fejlen er den, jeg har været for from.

Og Utakk har jeg for hele Stasen.

Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,

og prøved en Stund at spille Basen.

Der er Tid endnu! Det skal spørges i Byggden

at Peer er kommen over Havet i Højden!

Gaarden vil jeg vinde med ondt eller godt; –

jeg vil bygge den om; den skal lyse som et Slott.

Men ingen faar Lov at komme ind i Stuen!

For Porten skal de staa og dreje paa Luven; –

tigge og tryggle, – det kan de frit;

men ingen faar en eneste Skilling af mit; – –

maatte jeg under Skjæbnens Piskeslag hyle,

saa findes vel de, jeg igjen kan prygle – –

    Den fremmede Passager

(staar i Mørket ved Siden af Peer Gynt og hilser venligt):

Godaften!

    Peer Gynt.

                              Godaften! Hvad –? Hvem er De?

    Passageren.

Jeg er Deres Medpassager, till Tjeneste.

    Peer Gynt.

Ja saa? Jeg trode, jeg var den eneste.

    Passageren.

En fejl Formodning, som nu er forbi.

    Peer Gynt.

Men underligt nok, at først ikveld

jeg ser Dem –

    Passageren.

                              Jeg gaar ikke ud om Dagen.

    Peer Gynt.

De er kanske syg? De er hvid, som et Lagen –

    Passageren.

Nej, Takk, – jeg befinder mig inderlig vel.

    Peer Gynt.

Det stormer hvasst.

    Passageren.

                              Ja, velsignet, Mand!

    Peer Gynt.

Velsignet?

    Passageren.

                              Havet gaar højt, som Huse.

Ah, ens Tænder løber i Vand!

Tænk, hvilke Vrag det inatt vil knuse; –

og tænk, hvilke Lig, der vil drive iland!

    Peer Gynt.

Bevares vel!

    Passageren.

                              Har De set en kvalt, –

en hængt, – eller drukknet?

    Peer Gynt.

                              Nu blir det for galt –!

    Passageren.

Ligene ler. Men Latteren er tvungen;

og de fleste har gjerne bidt sig i Tungen.

    Peer Gynt.

Bliv mig fra Livet –!

    Passageren.

                              Et Spørgsmaal kun!

Hvis vi f. Ex. tørned paa Grund

og sank i Mørket –

    Peer Gynt.

                              De tror, her er Fare?

    Passageren.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare.

Dog, sætt nu, jeg flyder og De gaar tillbunds –

    Peer Gynt.

Aa, Sludder –

    Passageren.

                              Det er en Mulighed kuns.

Men staar man i Graven med den ene Fod,

blir man blød, og deler ud milde Gaver –

    Peer Gynt

(griber i Lommen).

Ho, Penge!

    Passageren.

                              Nej; men er De saa god

at skjænke mig Deres ærede Kadaver –?

    Peer Gynt.

Nu gaar det for vidt!

    Passageren.

                              Bare Liget, forstaar De!

Det er for min Videnskabs Skyld –

    Peer Gynt.

                              Nu gaar De!

    Passageren.

Men, kjære, betænk, – De har Fordel af Sagen!

Jeg skal faa Dem aabnet og lagt for Dagen.

Hvad jeg navnlig vil søge, er Sædet for Drømmene, –

og forresten gaa Dem kritisk efter i Sømmene –

    Peer Gynt.

Vig fra mig!

    Passageren.

                              Men, kjære, – en drukknet Kropp –!

    Peer Gynt.

Bespottelige Mand! De ægger Uvejret opp!

Er det ikke for galt! Vi har Storm og Regn,

en ustyrtelig Sjøgang og alskens Tegn

till noget, som kan gjøre os et Hode kortere; –

og saa ter De Dem saa det kommer desfortere!

    Passageren.

De er nok ikke opplagt till vidre Forhandling;

men Tiden bringer jo saa mangen Forvandling – –

(hilser venligt.)

Vi træffes naar De synker, om ikke før;

kanske De da er i bedre Humør.

(gaar ind i Kahytten.)

    Peer Gynt.

Uhyggelige Karle, disse Videnskabsmænd!

Sligt Fritænkervæsen –

(till Baadsmanden, som gaar forbi.)

                              Et Ord, min Ven!

Passageren? Hvad er det for et Galehuslem?

    Baadsmanden.

Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem.

    Peer Gynt.

Ikke andre? Nu blir det værre og værre.

(till Jungmanden, der kommer fra Kahytten.)

Hvem gik i Kahyttsdøren?

    Jungmanden.

                              Skibshunden, Herre!

(gaar forbi.)

    Vagten

(raaber):

Land klods forud!

    Peer Gynt.

                              Min Kuffert! Min Kasse!

Alt Godset paa Dækket!

    Baadsmanden.

                              Vi har andet at passe.

    Peer Gynt.

Det var Sludder, Kaptejn! Bare Løjer og Spas; –

det er ganske visst, jeg vil hjælpe Kokken –

    Kaptejnen.

Klyveren sprang!

    Styrmanden.

                              Og der strøg Fokken!

    Baadsmanden

(skriger forud).

Grundbrott for Bougen!

    Kaptejnen.

                              Hun gaar i Knas!

(Skibet støder. Larm og Forvirring.)

*

(Under Land mellem Skjær og Brændinger. Skibet gaar under. I Skodden skimtes Jollen med to Mænd. En Brottsjø fylder den; den kantrer; et Skrig høres; derpaa alt stille en Stund. Lidt efter kommer Baadhvælvet tillsyne.)

(Peer Gynt dukker opp nær ved Hvælvet.)

    Peer Gynt.

Hjælp! Baad fra Land! Hjælp! Jeg forgaar!

Frels, Herre Gud, – som skrevet staar!

(klamrer sig fast till Baadkjølen.)

    Kokken

(dukker opp paa den anden Side).

Aa, Herre Gud, – for mine Smaa,

vær naadig! Lad mig Landet naa!

(holder sig i Kjølen.)

    Peer Gynt.

Slipp!

    Kokken.

              Slipp!

    Peer Gynt.

              Jeg slaar!

    Kokken.

                              Jeg slaar igjen!

    Peer Gynt.

Jeg knuser dig med Spark og Spænd!

Slipp Taget! Hvælvet bær ej to!

    Kokken.

Det ved jeg. Vig!

    Peer Gynt.

              Vig selv!

    Kokken.

                              Jo-jo!

(de kjæmper; Kokken lamslaar sin ene Haand; han klynger sig fast med den anden.)

    Peer Gynt.

Den Næven væk!

    Kokken.

                              Aa, snille, – spar!

Husk paa de Smaa, jeg hjemme har!

    Peer Gynt.

Jeg trænger Livet mer end du,

for jeg er ungeløs endnu.

    Kokken.

Slipp! De har levet; jeg er ung!

    Peer Gynt.

Fort; rapp dig; synk; – du blir saa tung.

    Kokken.

Vær naadig! Vig i Herrens Navn!

For Dem bær ingen Sorg og Savn –

(skriger og slipper.)

Jeg drukkner –!

    Peer Gynt

(griber i ham).

                              I dit Nakkehaar

jeg holder; læs dit Fadervor!

    Kokken.

Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –

    Peer Gynt.

Det væsentligste i en Fart –!

    Kokken.

Giv os idag –!

    Peer Gynt.

                              Spring over, Kokk;

hvad du har nødig, faar du nok.

    Kokken.

Giv os idag –

    Peer Gynt.

                              Den samme Sang!

Det mærkes, du var Kokk engang –

(Taget glipper.)

    Kokken

(synkende).

Giv os idag vort –

(gaar under.)

    Peer Gynt.

                              Amen, Gut!

Du var og blev dig selv till Slut. –

(svinger sig opp paa Hvælvet.)

Hvor der er Liv, der er der Haab –

    Den fremmede Passager

(griber i Baaden).

Godmorgen!

    Peer Gynt.

              Huj!

    Passageren.

                              Jeg hørte Raab; –

Det var dog morsomt jeg Dem fandt.

Nu? Kan De se, jeg spaade sandt?

    Peer Gynt.

Slipp! Slipp! Her er knappt Plads for en!

    Passageren.

Jeg svømmer med det venstre Ben.

Jeg flyder, faar jeg blot med Spidsen

af Fingren holde her i Ridsen.

Men Apropos om Liget –

    Peer Gynt.

                              Ti!

    Passageren.

Med Resten er det rent forbi –

    Peer Gynt.

Hold Munden!

    Passageren.

                              Ganske som De vil.

(Taushed.)

    Peer Gynt.

Hvad godt?

    Passageren.

              Jeg tier.

    Peer Gynt.

                              Satans Spil! –

Hvad gjør De?

    Passageren.

              Venter.

    Peer Gynt

(river sig i Haaret).

                              Jeg blir gal! –

Hvad er De?

    Passageren

(nikker).

              Venlig!

    Peer Gynt.

                              Vidre! Tal!

    Passageren.

Hvad tror De? Ved De ingen anden,

som er mig lig?

    Peer Gynt.

                              Aa, jeg ved Fanden –!

    Passageren

(sagte).

Har han for Skikk at tænde Lygten

paa Livsens Nattvej gjennem Frygten?

    Peer Gynt.

Se, se! Naar Sagen grejdes ud,

saa er De vel et Lysets Bud?

    Passageren.

Ven, – har De en Gang blot hvert Halvaar

tillbunds fornummet Angstens Alvor?

    Peer Gynt.

Rædd blir man jo, naar Faren truer; –

men Deres Ord er satt paa Skruer –

    Passageren.

Ja, har De blot en Gang i Livet

havt Sejren, som i Angst er givet?

    Peer Gynt

(ser paa ham).

Kom De at aabne mig en Dør,

saa var det dumt De ej kom før.

Det ligner ingenting at vælge

sin Tid naar Havet vil en svælge.

    Passageren.

Var kanske Sejren mere trolig

i Deres Ovnskrog, lun og rolig?

    Peer Gynt.

Lad gaa; – men Deres Snakk var gjækkende.

Hvor kan De tro den virker vækkende?

    Passageren.

Hvor jeg er fra, der gjælder Smil

i Højde med pathetisk Stil.

    Peer Gynt.

Alt har sin Tid; for Tolder sømmeligt,

som skrevet staar, for Bisp fordømmeligt.

    Passageren.

Den Sværm, som sov i Askens Urner,

gaar ej till Hverdags paa Kothurner.

    Peer Gynt.

Vig fra mig, Skræmsel! Pakk dig, Mand!

Jeg vil ej dø! Jeg maa iland!

    Passageren.

For den Sags Skyld vær uforsagt; –

man dør ej midt i femte Akt.

(glider bort.)

    Peer Gynt.

Der slap det ud af ham tillsidst; –

han var en traakig Moralist.

*

(Kirkegaard i en højtliggende Fjeldbyggd).

(Ligfærd. Prest og Almue. Det sidste Salmevers synges. Peer Gynt gaar forbi udenfor paa Vejen.)

    Peer Gynt

(ved Porten).

Her gaar nok en Landsmand al Kjødets Vej.

Gud ske Lov, at det ikke er mig.

(træder indenfor.)

    Presten

(taler ved Graven).

Og nu, da Sjælen stævner mod sin Dom,

og Støvet hviler lig en Bælgfrugt tom, –

nu, kjære Venner, taler vi et Ord

om denne Dødes Vandring paa vor Jord.

Han var ej rig, og heller ej forstandig,

hans Røst var spag, hans Holdning var umandig,

sin Mening bar han vegt og uvisst frem,

og knappt han raadig var i eget Hjem;

i Kirken tren han, som han vilde bede

om Lov till, andre lig, at tage Sæde.

Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.

Da hid han flytted, var han fast en Gut; –

og visst I mindes, at till sidste Slut

man saa ham stødt med højre Haand i Lommen.

Den højre Haand i Lommen var det egne,

der præged Mandens Billed i ens Sind, –

og dertill denne Vridning, den forlegne

Tillbagetrukkethed, hvor han kom ind.

Men skjønt han helst sin stille Vej gad slingre,

og skjønt han blev en Fremmed mellem os,

saa ved I visst, hans Dølgsmaalsstræv tilltrods, –

den Haand, han skjulte, bar kun fire Fingre. –

Jeg mindes godt for mange Herrens Aar

en Morgen; der blev holdt Session paa Lunde.

Det var i Krigens Tid. I alles Munde

var Landets Trængsler og dets Fremtids Kaar.

Jeg var tillstede. Midt for Bordet sad

Kaptejnen mellem Lensmand og Sergenter;

og Gut for Gut blev maalt paa alle Kanter

og skreven ind og tagen till Soldat.

Fuld Stuen var, og udenfor paa Traakken

lød højmælt Latter mellem Ungdomsflokken.

Da raabtes opp et Navn. En ny kom frem,

en, der var bleg, som Sne paa Bræens Bræm.

Han kaldtes nærmere; han naaede Bordet; –

den højre Haand var hyllet i en Klud; –

han gisped, svælged, snapped efter Ordet, –

men fandt ej Mæle, trods Kaptejnens Bud.

Dog jo, tillsidst; og da, med Brand paa Kindet,

med Tungen svigtende og atter rapp,

han mumled noget om en Sigd, som glap

og skar i Vaade Fingren af till Skindet.

Der blev i Stuen Stillhed samme Stund.

Man skifted Øjekast; man trak paa Mund;

man stened Gutten med de stumme Blikke.

Han kjendte Hagglen, men han saa den ikke.

Da stod Kaptejnen opp, den gamle, graa; –

han spytted, pegte ud og sagde: gaa!

Og Gutten gik. Man veg till begge Sider,

saa der i Midten blev en Spidsrodsgang; –

han vandt tilldørs; der satte han paa Sprang; –

opp bar det nu, – opp gjennem Lund og Lider,

opp gjennem Røsen, styrtende og hældende.

Han havde hjemme borte mellem Fjeldene. –

Et Halvaar efter var det hid han kom

med Moer og Spædebarn og Fæstekvinde.

Han byggsled Jord etsteds paa Hejen inde,

hvor Ødemarken grænser opp mod Lomb.

Han gifted sig saa fort som gjørligt kun;

han tømred Hus; han brød den haarde Grund;

han kom ivej, hvad mangen Agerflækk

fortalte der den bølged gul og kjækk; –

ved Kirken bar han højre Haand i Lommen, –

men hjemme tror jeg nok de Fingre ni

fik trælle fuldt saa saart, som andres ti. –

En Vaar blev alting revet bort af Flommen.

De slap derfra med Livet. Arm og nøgen

han tog paa Ryddningsværket fatt paany,

og inden Høsten kom, steg atter Røgen

ifra en Fjeldgaard, lagt i bedre Ly.

I Ly? For Flommen, ja, – men ej for Bræen;

to Aar derefter laa den under Sneen.

Dog, Mandens Mod fik Skreden ikke krøget.

Han grov, han rensed, førsled, rydded Grus, –

og før den næste Vintersne var føget,

stod rejst for tredje Gang hans ringe Hus.

Tre Sønner havde han, tre raske Gutter;

i Skole skulde de, og did var langt; –

det gjaldt at naa, hvor Byggdevejen slutter,

igjennem Skaret, styrtende og trangt.

Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skjøtte

som bedst, og der, hvor Stien faldt for stygg,

slog Manden Toug om ham till Tag og Støtte; –

de andre bar han frem paa Arm og Rygg.

Saa sled han Aar for Aar; og de blev Mænd.

Her var vel Skjæl at kræve ligt igjen.

Tre Velstandsherrer i den nye Verden

har glemt sin norske Faer og Skolefærden.

Han var en kortsynt Mand. Udover Ringen

af dem, ham nærmest stod, han intet saa.

For ham lød meningsløst, som Bjælders Klingen,

de Ord, der malmfuldt skulde Hjerter naa.

Folk, Fædreland, det lysende, det høje,

stod stedse slørt af Taager for hans Øje.

Men han var ydmyg, ydmyg, denne Mand;

og fra Sessionens Dag han bar paa Dommen,

saa visst, som han paa Kind bar Blygsels Brand

og sine fire Fingre gjemt i Lommen. –

En Brottsling imod Landets Lov? Ja vel!

Men der er et, som lyser over Loven,

saa visst, som Glittertindens blanke Tjeld

har Sky med højre Tinderad foroven.

Slett Borger var han. Og for Stat som Kirke

et gagnløst Træ. Men hist paa Hejens Hvælv,

i Slægtens Snevring, hvor han saa sit Virke,

der var han stor, fordi han var sig selv.