Текст книги "Peer Gynt"

Автор книги: Henrik Ibsen

сообщить о нарушении

Текущая страница: 8 (всего у книги 8 страниц)

    Knappestøberen.

At være sig selv, er: sig selv at døde.

Dog, paa dig er sagtens den Forklaring spildt;

og derfor, lad det kaldes: overalt at møde

med Mesters Mening till Udhængsskilt.

    Peer Gynt.

Men den, som nu aldrig at vide fik,

hvad Mester har ment med ham?

    Knappestøberen.

                              Det skal han ane.

    Peer Gynt.

Men hvor ofte slaar ikke Anelser Klikk, –

og saa gaar man ad undas midt paa sin Bane.

    Knappestøberen.

Tillvisse, Peer Gynt; i Anelsens Mangel

har Fyren med Hoven sin bedste Angel.

    Peer Gynt.

Dette her er en yderlig filtret Affære. –

Hør; jeg gjør Afkald paa, mig selv at være; –

det tør kanske falde svært at faa det bevist.

Jeg betragter den Del af Sagen som forlist.

Men nylig, da jeg vandred her saa ensom paa Moen,

følte jeg et Trykk af Samvittigheds-Skoen;

jeg sagde till mig selv: du er dog en Synder –

    Knappestøberen.

Nu lader det jo, som du forfra begynder –

    Peer Gynt.

Aldeles ikke; jeg mener en stor;

ikke blot i Gjerning, men i Lyster og Ord.

I Udlandet har jeg levet forbistret –

    Knappestøberen.

Kan være; men maatte jeg faa se Registret?

    Peer Gynt.

Ja, und mig blot Frist; jeg vil søge Presten,

og skrifte i en Fart og bringe dig Attesten.

    Knappestøberen.

Ja, bringer du den, saa er det jo klart,

at du blir for Støbeske-Historien spart.

Men Ordren, Peer –

    Peer Gynt.

                              Papiret er gammelt;

det hidrører visst fra et ældre Datum; –

der var engang jeg leved saa slappt og vammelt,

og spilled Profet og trode paa Fatum.

Ja, faar jeg saa prøve?

    Knappestøberen.

              Men –!

    Peer Gynt.

                              Kjære, snille, –

du har dog visst ikke stort at bestille.

Her i Distriktet er jo Luften saa gjæv; –

den lægger till Befolkningens Alder en Alen.

Husk paa, hvad Justedals-Presten skrev:

«det er skjeldent, at nogen døer her i Dalen.»

    Knappestøberen.

Till næste Korsvej; men saa ikke længer.

    Peer Gynt.

En Prest, om jeg saa skal gribe ham med Tænger!

(han løber.)

*

(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter Højdedraget.)

    Peer Gynt.

Den tør være nyttig till mange Ting,

sa'e Esben, han tog opp en Skjæreving.

Hvem kunde tænkt at ens Syndegjæld

skulde fri en af Klemmen den sidste Kveld?

Naa, Sagen blir rigtignok lige fuldt kilden;

for det bærer igrunden fra Asken i Ilden; –

men der er jo et Ord, som har Hævdens Daab, –

der siges: saalænge der er Liv, er der Haab.

(En mager Person i højt oppkiltret Prestekjole og med et Fuglefængernett over Skuldren løber langsefter Bakken.)

    Peer Gynt.

Hvem der? En Prest med et Fuglegarn!

Hej, hopp! Jeg er Lykkens Kjælebarn!

God Aften, Herr Pastor! Stien er fæl –

    Den magre.

Ja visst; men hvad gjør man ikke for en Sjæl?

    Peer Gynt.

Aha; der er en, som skal himle?

    Den magre.

                              Nej;

jeg haaber, han er paa en anden Vej.

    Peer Gynt.

Herr Pastor, faar jeg slaa Følge et Stykke?

    Den magre.

Rett gjerne; Selskab er efter mit Tykke.

    Peer Gynt.

Jeg har noget paa Hjerte –

    Den magre.

                              Heraus! Lægg an!

    Peer Gynt.

De ser her for Dem en skikkelig Mand.

Statens Lov har jeg redeligt holdt;

har aldrig siddet i Jern og Bolt; –

dog, stundom taber man Fodefæste

og snubler –

    Den magre.

                              Ak ja; det hænder de bedste.

    Peer Gynt.

Se, disse Smaating –

    Den magre.

              Kun Smaating?

    Peer Gynt.

                              Ja;

Synder en gros har jeg holdt mig ifra.

    Den magre.

Ja, kjære Mand, lad mig saa i Ro; –

jeg er ikke den, De synes at tro. –

De ser paa mine Fingre? Hvad finder De ved dem?

    Peer Gynt.

Et mærkelig udvikklet Neglesystem.

    Den magre.

Og nu da? De skotter mod Foden ned?

    Peer Gynt

(peger).

Er den Hoven naturlig?

    Den magre.

                              Det smigrer jeg mig med.

    Peer Gynt

(letter paa Hatten).

Jeg skulde svoret paa, De var en Prest;

og saa har jeg den Ære –. Naa, bedst er bedst; –

staar Salsdøren aaben, – sky Kjøkkenvejen;

kan du træffe Kongen, – gaa udenom Lakejen.

    Den magre.

Et Haandtrykk! De synes mig fordomsfri.

Naa, kjære; hvad kan jeg saa tjene Dem i?

Ja, De maa ikke bede mig om Magt eller Penge.

Sligt kan jeg ikke skaffe om De vilde mig hænge.

De kan ikke tro, hvilken Flauhed i Forrettningen; –

det er gaaet saa rent tillagters med Omsættningen;

ingen Tillgang paa Sjæle; kun i Ny og Næ

en enkelt –

    Peer Gynt.

                              Har Slægten saa mærkeligt forbedret sig?

    Den magre.

Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; –

de fleste kommer i en Støbeske.

    Peer Gynt.

Naa ja, – den Ske har jeg hørt lidt om;

det var egentlig i den Anledning, jeg kom.

    Den magre.

Tal frit!

    Peer Gynt.

                              Hvis det ikke var ubeskedent,

saa ønsked jeg gjerne –

    Den magre.

                              Et Tillholdssted? Hvad?

    Peer Gynt.

De har gjættet min Bøn forinden jeg bad.

Bedriften gaar jo, som De siger, vredent;

og kanske De derfor ikke taer det saa nøje –

    Den magre.

Men, kjære –

    Peer Gynt.

                              Mine Fordringer er ikke høje.

Nogen Løn er egentlig ingen Nødvendighed;

kun en venlig Omgang efter Sted og Omstændighed. –

    Den magre.

Varmt Værelse?

    Peer Gynt.

                              Ikke for varmt; – og helst

Adgang till at gaa igjen frank og frelst, –

Rett till, som man siger, at træde tillbage,

naar der byder sig en Lejlighed till bedre Dage.

    Den magre.

Min kjære Ven, det gjør mig sandelig ondt;

men De kan ikke tro, hvilken Mængde Suplikker

af lignende Indhold mig Godtfolk skikker,

naar de skal bort fra sin jordiske Dont.

    Peer Gynt.

Men naar jeg betænker min forrige Vandel,

saa er jeg en adgangsberettiget Mand –

    Den magre.

Det var jo kun Smaating –

    Peer Gynt.

                              I en viss Forstand; –

dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev Negerhandel –

    Den magre.

Der er dem, som drev Handel med Viljer og Sind,

men gjorde det vaaset, og slap altsaa ikke ind.

    Peer Gynt.

Jeg har skibet nogle Bramafigurer till Kina.

    Den magre.

Atter Bedemandsstil! Sligt gjør vi kun Grin af.

Der er Folk, som skiber ud fælere Figurer

i Prækener, i Kunster og i Literaturer, –

de maa dog staa udenfor –

    Peer Gynt.

                              Ja, men ved

De hvad, – jeg har gaaet og spillet Profet!

    Den magre.

I Udlandet? Humbug! De flestes Seen

ins Blaue slutter i Støbeskeen.

Har De ikke andet at støtte Dem till,

saa kan jeg ikke huse Dem, saa gjerne jeg vil.

    Peer Gynt

Jo, hør nu; i Havsnød, – jeg sad paa et Hvælv, –

og der staar jo: den drukknende griber efter Sivet, –

endvidere staar der: man er nærmest sig selv, –

og saa skillte jeg halvvejs en Kokk ved Livet.

    Den magre.

Jeg var tillfreds, De en Kokkepige

havde halvvejs skillt ved noget andet tillige.

Hvad er dette her for en Halvvejs-Snakk,

med Respekt at sige? Hvem, mener De, gider

ødsle det dyre Brændsel, i Tider

som disse, paa saadant stemningsløst Rakk?

Ja, bliv ikke vred; Deres Synder gjaldt Skosen;

og undskyld, at jeg taler saa rent ud af Posen. –

Hør, kjæreste Ven, slaa ud den Tand;

og gjør Dem med Støbeske-Tanken fortrolig.

Hvad vandt De, om jeg skaffed Dem Kost og Bolig?

Tænk efter; De er en fornuftig Mand.

Ja, Mindet beholdt De; den Satts er sand; –

men Udsigten over Erindringens Land

blev, baade for Hjerte og for Forstand,

hvad Svensken kalder «bra litet rolig.»

De har intet hverken till at hyle eller smile over;

intet till at juble eller fortvivle over;

intet, som kan gjøre Dem kold eller hed;

bare saadant noget till at ærgre Dem med.

    Peer Gynt.

Der staar skrevet: det er ikke grejdt at forstaa,

hvor Skoen trykker, naar en ikke har den paa.

    Den magre.

Det er sandt; jeg har, – den og den være Lov, –

kun for en umage Støvle Behov.

Men det var heldigt, jeg nævnte Støvler;

det minder mig om, at jeg maa afsted; –

jeg skal hente en Steg, som jeg haaber blir fed;

det er nok ikke værd, jeg staar her og vrøvler –

    Peer Gynt.

Og turde man spørge, hvad Synde-Foer

har mæsket den Karl?

    Den magre.

                              Saa vidt jeg tror,

har han været sig selv om Natten som om Dagen;

og det er igrunden dog Hovedsagen.

    Peer Gynt.

Sig selv? Sogner det Slags Folk under Dem?

    Den magre.

Som det falder sig; Porten staar ialfald paa Klem.

Husk paa, man kan være paa to Slags Vis

sig selv; være Vrangen eller Retten af Kjolen.

De ved, man har nylig fundet paa i Paris

at gjøre Portræter ved Hjælp af Solen.

Enten kan man direkte Billeder give,

eller ogsaa de saakaldt negative.

De sidste faar omvendt Lys og Skygge,

og synes for almindelige Øjne stygge;

men Ligheden hviler dog ogsaa i dem,

og det gjælder ikke andet, end at faa den frem.

Har nu en Sjæl sig fotograferet

i sit Levnets Førsel ad negativ Vej,

saa blir ikke Pladen derfor kasseret, –

man skikker den ganske simpelt till mig.

Jeg taer den da for mig till fortsatt Behandling;

og ved passende Midler sker en Forvandling.

Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,

med Svovl og med lignende Ingredienser,

till Billedet kommer, som Pladen skulde give, –

nemlig det, der kaldes det positive.

Men har man, som De, visket halvt sig ud, –

saa nytter hverken Svovl eller Kali-Lud.

    Peer Gynt.

Altsaa, till Dem maa man komme som en Ravn,

for at gaa som en Rype? Tør jeg spørge, hvad Navn

staar der under det negative Kontrafej,

som De nu skal føre over paa positiv Vej?

    Den magre.

Der staar Peter Gynt.

    Peer Gynt.

                              Peter Gynt? Ja saa!

Er Herr Gynt sig selv?

    Den magre.

                              Ja, det bander han paa.

    Peer Gynt.

Naa; troværdig er han, den samme Herr Peter.

    Den magre.

De kjender ham kanske?

    Peer Gynt.

                              Aa-ja, som det heder; –

man kjender jo saa mange.

    Den magre.

                              Min Tid er knapp;

hvor saa De ham sidst?

    Peer Gynt.

                              Det var nede paa Kap.

    Den magre.

Di buona speranza?

    Peer Gynt.

                              Ja, men derfra sejler

han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.

    Den magre.

Saa maa jeg derned paa staaende Fod.

Gid jeg nu bare betids ham fanger!

Det Kapland, det Kapland var mig altid imod; –

der findes nogle slemme Missionærer fra Stavanger.

(han farer sydover.)

    Peer Gynt.

Den dumme Hund! Der sætter han paa Sprang

med Tungen af Halsen. Jo, Næsen blir lang.

Det var mig en Fryd at narre det Asen.

Slig Karl gjør sig kostbar og spiller Basen!

Han har rigtig noget at gjøre sig bred af!

Haandværket skal han nok ikke bli fed af; –

snart ryger han af Pinden med hele Stasen. –

Hm, jeg sidder heller ikke fast i Sadlen;

jeg er udstødt, kan man sige, af Selvejer-Adlen.

(et Stjerneskudd skimtes; han nikker efter det.)

Hils fra Peer Gynt, Broer Stjernerap!

Lyse, slukkne og forgaa i et Gab – –

(griber sig sammen som i Angst og gaar dybere ind i Taagerne; stillt en Stund, da skriger han:)

Er der ingen, ingen i hele Vrimlen –,

ingen i Afgrunden, ingen i Himlen –!

(kommer frem længere nede, kaster sin Hatt paa Vejen og river sig i Haaret, Efterhaanden falder der Stillhed over ham.)

Saa usigelig fattig kan en Sjæl da gaa

tillbage till intet i det taagede graa.

Du dejlige Jord, vær ikke vred,

at jeg tramped dit Græs till ingen Nytte.

Du dejlige Sol, du har sløset med

dine lysende Stænk i en folketom Hytte.

Der sad ingen derinde at varme og stemme; –

Ejeren, siger de, var aldrig hjemme.

Dejlige Sol og dejlige Jord,

I var dumme, at I bar og lyste for min Moer.

Aanden er karrig og Naturen ødsel.

Det er dyrt at bøde med Livet for sin Fødsel. –

Jeg vil oppad, højt, paa den bratteste Tinde;

jeg vil endnu engang se Solen rinde,

stirre mig trætt paa det lovede Land,

se at faa Snedyngen over mig kavet;

de kan skrive derover: «her er Ingen begravet;»

og bagefter, – siden –! Lad det gaa, som det kan.

    Kirkefolk

(synger paa Skogstien).

Velsignede Morgen,

da Gudsrigets Tunger

traf Jorden som flammende Staal!

Fra Jorden mod Borgen

nu Arvingen sjunger

paa Gudsrigets Tungemaal.

    Peer Gynt

(kryber sammen i Skrækk).

Aldrig se did! Der er Ørk og Øde. –

Jeg er rædd, jeg var død længe førend jeg døde.

(vil liste sig ind mellem Buskerne, men støder paa Korsvejen.)

    Knappestøberen.

God Morgen, Peer Gynt! Hvor er Synderegistret?

    Peer Gynt.

Mener du ikke, jeg har hujet og plistret

alt hvad jeg aarked?

    Knappestøberen.

                              Og ingen du traf?

    Peer Gynt.

Ingen, uden en rejsende Fotograf.

    Knappestøberen.

Ja, Fristen er ude.

    Peer Gynt.

                              Alting er ude.

Uglen lugter Lunten. Kan du høre den tude?

    Knappestøberen.

Det er Ottesangs-Klokken –

    Peer Gynt

(peger).

                              Hvad er det, som skinner?

    Knappestøberen.

Bare Lys i en Stue.

    Peer Gynt.

                              Hvad er det for Sus –?

    Knappestøberen.

Bare Sang af en Kvinde.

    Peer Gynt.

                              Ja, der, – der finder

jeg Synderegistret –

    Knappestøberen

(griber i ham).

                              Beskikk dit Hus!

(de er kommet ud af Holtet og staar ved Hytten. Daggry.)

    Peer Gynt.

Beskikke mit Hus? Der er det! Gaa!

Pakk dig! Var Skeen saa stor som en Kiste, –

du kan tro, den rummed ikke mig og min Liste!

    Knappestøberen.

Till tredje Korsvejen, Peer; men saa –!

(han bøjer tillside og gaar.)

    Peer Gynt

(nærmere mod Huset).

Atter og fram, det er lige langt.

Ud og ind, det er lige trangt.

(standser.)

Nej! – Som en vild uendelig Klage

er det at gaa ind, gaa hjem og tillbage.

(gaar nogle Skridt, men standser igjen.)

Udenom, sa'e Bøjgen!

(hører Sang i Stuen.)

                              Nej; denne Gang

tvers igjennem, var Vejen aldrig saa trang!

(han løber mod Huset; i det samme kommer Solvejg ud i Døren, kirkeklædt og med Salmebog i Klædet; en Stav i Haanden. Hun staar rank og mild.)

    Peer Gynt

(kaster sig ned paa Dørstokken).

Har du Dom for en Synder, saa tal den ud!

    Solvejg.

Der er han! Der er han! Lovet være Gud!

(famler efter ham.)

    Peer Gynt.

Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!

    Solvejg.

Intet har du syndet, min eneste Gut!

(famler igjen og finder ham.)

    Knappestøberen

(bag Huset).

Registret, Peer Gynt?

    Peer Gynt.

                              Skrig ud min Brøde!

    Solvejg

(sætter sig hos ham).

Livet har du gjort mig till en dejlig Sang.

Velsignet være du, at du kom engang!

Velsignet, velsignet vort Pinsemorgens-Møde!

    Peer Gynt.

Saa er jeg fortabt!

    Solvejg.

                              Der er en, som raader.

    Peer Gynt

(ler).

Fortabt! Med mindre du kan gjætte Gaader!

    Solvejg.

Nævn dem.

    Peer Gynt.

                              Nævn dem! Hejsan! Ja visst!

Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?

    Solvejg.

Været?

    Peer Gynt.

                              Med Bestemmelsens Mærke paa sin Pande;

været, som han sprang i Guds Tanke frem!

Kan du sige mig det? Hvis ikke, maa jeg hjem, –

gaa under i de taagede Lande.

    Solvejg

(smiler).

O, den Gaaden er lett.

    Peer Gynt.

                              Saa sig, hvad du ved!

Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?

Hvor var jeg, med Guds Stempel paa min Pande?

    Solvejg.

I min Tro, i mit Haab og i min Kjærlighed.

    Peer Gynt

(studser tillbage).

Hvad siger du –? Ti! Det er gjøglende Ord.

Till Gutten derinde er selv du Moer.

    Solvejg.

Det er jeg, ja; men hvem er hans Fader?

Det er han, som for Moderens Bøn forlader.

    Peer Gynt

(et Skjær af Lys gaar over ham, han skriger):

Min Moder; min Hustru; uskyldig Kvinde! –

O, gjem mig, gjem mig derinde!

(han klynger sig fast og skjuler Ansigtet i hendes Skjød. Lang Stillhed. Solen rinder.)

    Solvejg

(synger sagte).

Sov du, dyreste Gutten min!

Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage. –

Gutten har siddet paa sin Moders Fang.

De to har leget hele Livsdagen lang.

Gutten har hvilet ved sin Moders Bryst

hele Livsdagen lang. Gud signe dig, min Lyst!

Gutten har ligget till mit Hjerte tætt

hele Livsdagen lang. Nu er han saa trætt.

Sov du, dyreste Gutten min!

Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage.

    Knappestøberens Stemme

(bag Huset).

Vi træffes paa sidste Korsvejen, Peer;

og saa faar vi se, – om; jeg siger ikke mer.

    Solvejg

(synger højere i Dagglansen).

Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage; –

sov og drøm du, Gutten min!